Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: MSI MAG CH130 Repeltek Fabric

Sid godt mens du spiller

En god stol er i længden lige så vigtig som god hardware, når der skal games – eller laves regnskaber.

Skrevet af / 30/01/2022 - 10:00
MSI MAG CH130 Repeltek Fabric
John Alex Hvidlykke

Når man skal opbygge sit gaming-setup, går tankerne almindeligvis i retning af et finde den rette processor, grafikkort og skærm. Og i næste række mus, tastatur og lyd. At der måske også skal sættes penge af til en særlig gaming-stol, bliver gerne overset, og i stedet ender man med at blive siddende på den vakkelvorne nedarvede kontorstol.

MAG CH130 I REPELTEK lifestyle
MSI MAG CH130 Repeltek Fabric er – som navnet antyder – betrukket med stof, der skulle være særlig modstandsdygtigt. (Foto: MSI)

MSI, som vi først og fremmest kender for deres computere, laver også kontorstole, og vi har fået en helt ny model ind. Betegnelsen MSI MAG CH130 kunne være hvad som helst, men den nye model har tilføjelsen “Repeltek Fabric”, der afslører, at det ikke er en skærm eller en mus, men en stol. Og at det specielle ved modellen er, at den er lavet i smudsafvisende stof.

MAG CH130 I REPELTEK Cat1
Pizzaer, colaer og kæledyr kan bare komme an. Ingen af delene giver stoffet varige men. (Foto: MSI)

MSI MAG CH130 stiller andre krav til opsætning, end vi er vant til. Installationen er behageligt fri for software-overvejelser (der er absolut ingen elektronik i stolen), men de mange dele i den 25 kg (!) tunge pakke skal samles og spændes i den rigtige rækkefølge. Er man trænet gennem mange års samling af IKEA-møbler, tager det en lille times tid, inden man kan sætte sig til rette i sædet.

Til store – og høje – spillere

Og der sidder man godt. Sædet er rummeligt og dybt og giver god støtte til lårene, bagdelen og ryggen. Ryglænet er i fuld højde, så man også får støtte til nakken. To løse puder er beregnet til at støtte henholdsvis over lænden og i nakken. Med en bredde på 57 cm og en maksimal vægt på 150 kg er stolen også beregnet til store spillere. Som dog maksimalt må være 185 cm høje.

MAG CH130 I REPELTEK 3D2
MSI MAG CH130 er stor. Heldigvis er farven og designet diskret nok til at den godt kan stå i computerhjørnet i stuen. (Foto: MSI)

Materialet i sædet kaldes “high-density foam”, og det er betydelig stivere og mindre sammentrykkeligt end det skumgummi, der findes i billigere kontorstole. Skummet er opgivet til 45-48 kg pr. kubikmeter (bilsæder er til sammenligning 30-35 kg/m3), hvilket burde garantere lang holdbarhed, selv om man sidder i stolen mange timer om dagen.

Siddehøjden kan naturligvis justeres, og det samme kan hældningen på ryglænet. Faktisk kan ryglænet vippes 150 grader tilbage – og låses i stillingen! Man kan desværre ikke justere hældningen på selve sædet og heller ikke ryglænets vandrette placering – og dermed sædedybden. Det betyder, at stolen ikke passer lige godt for alle.

MAG CH130 I REPELTEK 3D1
Støtten til lænd og nakke kan justeres med to flytbare puder. (Foto: MSI)

Jeg har lange ben og er 185 cm høj, og for mig var størrelsen perfekt. Men er man væsentlig lavere, vil sædet sandsynligvis føles for dybt. Jeg tror med andre ord ikke, at stolen er skabt til det taiwanske hjemmemarked!

Total afvisning

Stoffet, der har fået navnet “Repeltek Fabric”, har en fløjlsagtig overflade, der minder om mikrofiber, men skulle være specielt afvisende over for smuds, væsker og hårdhændet behandling. En tabt pizzaslice eller et glas cola preller af på stoffet og kan let tørres af. Og nøgler og bæltespænder har sværere ved at ridse stoffet, ligesom det angiveligt skulle undgå at blive ujævnt og nulret i med tiden. Den sidste del kunne vi af gode grunde ikke teste på kort tid.

MAG CH130 I REPELTEK 2D4
Ryglænet kan vippes hele 150 grader tilbage! (Foto: MSI)

Konklusion

En god stol med ergonomien i orden er nok en af de bedste investeringer, du kan gøre i computertilbehør. Hvad enten det handler om gaming eller mindre underholdningspræget brug. MSI MAG CH130 er et glimrende eksempel på dette. Stolen er behagelig og giver god støtte. Og der er tilpas mange justeringsmuligheder.

Den testede stol har den ekstra feature, at stoffet skulle være mere modstandsdygtigt over for en hård virkelighed. Hvilket sandsynligvis vil været et plus, når stolen skal bruges mange timer hver dag, år ud og år ind.

MSI MAG CH130 er den mest diskrete gamer-stol, jeg har set, hvilket er en fordel, når computerpladsen deler rum med dagligstuen. En vanlig ergonomisk kontorstol kunne udfylde samme opgave. Men her er der faktisk en prismæssig besparelse ved at vælge gamer-udgaven frem for den civile.

Karakter
MSI MAG CH130 Repeltek Fabric
Premium

Home mener

Behagelig at sidde i. Modstår slid, spildt cola og skarpe kanter. Gode justeringsmuligheder. Prisen er fuldt ud rimelig. Sædets hældning kan ikke justeres. Kræver megen plads. Ikke for folk med korte ben.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Den næste ”Slim" evolution af PlayStation 5 er klar

Fem vindere

Bedre end Asus til samme pris?

Så meget gaming får du for pengene

Mus på krigsstien

Kun god til én ting

Disse gamingskærme får dig til at tabe kæben

Første test: Vildeste gamingskærm til dato

Spil med fornuft

Bedste Alienware hidtil

Asus får Steam Deck til at ligne en dinosaur

Oversavet tastatur

Scroll to Top