Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: 7 rejsekameraer

Den perfekte rejsekammerat

Når kufferten er fuld, er en masse fotoudstyr det sidste, man har brug for. Her er syv af de bedste rejsekameraer, der ikke optager meget plads, men har de egenskaber, som gode kameraer skal have.

Skrevet af / 20/06/2013 - 04:59
7 rejsekameraer
Lasse Svendsen

Produkter i denne test

I dag tages der flere billeder på et år, end der er taget indtil nu, siden det første billede blev taget i midten af 1800-tallet. Den digitale revolution har for længst gjort fotografering til verdens mest udbredte hobby. Over halvdelen af billederne tages med en smartphone, og tusinder af mobilbilleder deles umiddelbart på nettet, så andre kan se dem.

Men kvaliteten er så som så. Mobilbilleder bliver sjældent rammet ind og hængt op på en væg eller sat ind i fotobøger. De fleste er klar over, at de tekniske begrænsninger ikke giver lige så god billedkvalitet, som et godt digitalkamera kan give. Derfor sælges der millioner af kameraer til folk, som vil have noget bedre end en smartphone.

De mere avancerede kompaktkameraer og systemkameraer er de mest populære typer. De leverer en billedkvalitet, som ingen mobil er i nærheden af, og er mere fleksible værktøjer for dem, der ønsker at udvikle deres kreative evner med et bedre kamera. Og det bedste af det hele er, at de er små, lette og ikke optager meget plads. Praktisk, når man skal have et kamera med overalt.

Hvis størrelse og kvalitet er det, der betyder mest, vil et af disse syv kameraer være et godt valg.

Kompakt kvalitet
Da markedet for billige kompaktkameraer falder omvendt proportionalt med salget af smartphones, har vi fravalgt de billigste kameraer i denne test. I stedet har vi valgt tre lidt forskellige, men meget bedre kompaktkameraer. De har forskellige egenskaber, men én ting har de til fælles: De er godt udstyret med funktioner, som gør dem egnede til rejsekameraer, og har langt bedre billedkvalitet, end de billigste kompaktkameraer kan levere.

Det mindste af dem, Olympus XZ-10, er lille nok til, at det passer ned i lommen. Alligevel har det mere end zoom nok, lysstærk optik, trykfølsom skærm og en praktisk indstillingsring rundt om zoomobjektivet, som kan programmeres af fotografen.

Sony HX50V er lidt tykkere og lidt dyrere, men har en rekordlang zoom. Med 30x optisk zoom rækker det til det meste. Med integreret GPS og trådløs Wi-Fi-tilslutning kan man tagge, hvor billederne er taget, og overføre dem til mobilen. Som også kan fjernstyre kameraet.

Fujifilm X20 ser måske ud som et kamera, din bedstefar havde i 1960’erne, men er på papiret det teknisk mest interessante kamera af de tre. Her får man silkeblød manuel zoom med lysstærk optik, optisk søger og større billedsensor, end de fleste kompaktkameraer har.

Fleksible systemkameraer
Vælger man i stedet et systemkamera, så får man udskiftelig optik, bedre billedkvalitet og et højere funktionsniveau. De fokuserer hurtigere og leverer langt bedre billed- og videokvalitet, end kompaktkameraerne gør. Systemkameraerne er et bedre valg for dem, der ønsker et mere fleksibelt og avanceret værktøj, som kan vokse med fotografens ambitioner og færdigheder.

Olympus PEN E-PM2 er ganske lille, har trykfølsom skærm, blitzsko og separat blitz, og kan bruge Toshibas trådløse FlashAir hukommelseskort. Så kan man overføre billeder direkte til iPad’en, mens man tager dem.

Det lige så kompakte, men billigere Sony NEX-3N har vipbar skærm, indbygget blitz og elektronisk zoom. Men ikke trykfølsom skærm.

Ingen af dem er i nærheden af at være så hurtige som Nikon 1 J3. Testens mindste systemkamera skal bruge en separat adapter – som er ekstraudstyr – for at overføre billederne trådløst, men har indbygget blitz og lynhurtig serieoptagelse på op til 15 billeder i sekundet.

I den sammenhæng er Canon EOS 100D en ren skildpadde med sine kun 4 billeder i sekundet. Men Canon-kameraet har trykfølsom skærm og er verdens mindste spejlrefleks. Det betyder, at man får optisk søger, lidt bedre ergonomi og bedre oversigt over indstillingerne.

Alle kameraerne i testen har det tilfælles, at de skulle levere klasseledende billedkvalitet i deres segment, hvis man skal tro producenternes pressemeddelelser, men de er også kompakte nok til, at de egner sig udmærket på rejse.

Alle opgivne priser er baseret på gennemsnitprisen i markedet pr. juni 2013.

Produkter i denne test

Olympus PEN E-PM2

Ulv i fåreklæder

Olympus’ lille PM2 passer som hånd i handske til nybegyndere, der køber deres første systemkamera.

Skarp optik Fremragende farvegengivelse Lynhurtig autofokus Simpel betjening
Lille skærm og små knapper Svag separat blitz Menubaseret indstillingsvalg
Læs hele testen

Canon EOS 100D

Verdens mindste spejlrefleks

Mindre end dette bliver det ikke. I hvert fald ikke hvis et traditionelt spejlrefleks står øverst på ønskelisten.

Rigtig god billedkvalitet Glimrende trykfølsom skærm God batteritid Lydløs og hurtig autofokus
Billedstøj ved høj ISO Lav skudtakt Prisen
Læs hele testen

Nikon 1 J3

Lynhurtigt og kompakt

Hvis størrelse og brugervenlighed er vigtigt, kan Nikon 1 J3 være et spændende valg.

Høj opløsning Nemt at bruge Lynhurtigt og kompakt
Glat håndgreb Ingen blitzsko 220 billeders batteritid
Læs hele testen

Sony NEX-3N

Prisværdigt systemkamera

Med billedkvalitet i topklassen og en prisseddel i budgetklassen er Sony NEX-3N et billigt kvalitetskamera.

Høj billedkvalitet Gunstig pris God batteritid
Kræver tilvænning Træg skudtakt Ingen blitzsko
Læs hele testen

Olympus Stylus XZ-10

Lommevenligt og hurtigt

XZ-10 passer ikke alene ned i en bukselomme, det trives også godt i det fri, og billedkvaliteten holder absolut vand.

God detaljeopløsning Højt funktionsniveau Nemt at bruge
Moderat skudhastighed Svag batteritid Billedstøj fra ISO 800
Læs hele testen

FujiFilm X20

Klassisk kvalitet

Det er lidt for stort til at kaldes et lommekamera, men X20 har en række overbevisende kvaliteter og er en stærk kandidat til at være det kamera, du tager med ud.

Skarp optik Rigtig god opløsning Nydelig farvegengivelse Fremragende ergonomi
Synlig JPEG-støj over ISO 800 Dårlig batteritid Middel videokvalitet
Læs hele testen

Sony Cyber-shot DSC-HX50V

Verdensmester i længde

Sony-kameraet har alt, hvad der skal til for at friste ivrige nybegyndere. Det er vanskeligt at finde nogen mangler.

30x zoom Tilbehørssko Anvendeligt rejsekamera
Kraftig billedstøj fra ISO 400 Farvestøj
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kan DJI slå GoPro?

Rejsevenligt og kompakt

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Lyd & Billede
Scroll to Top