Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Fujifilm XF 70-300 mm F4-5.6 R LM OIS WR

Ekstrem zoom med stabilisering

Den kompakte telezoom fra Fujifilm er et kup og næsten helt fejlfri.

Skrevet af / 03/07/2021 - 12:00
Fujifilm XF 70-300 mm F4-5.6 R LM OIS WR
Lasse Svendsen

En telezoom står højt på ønskelisten for mange, der gerne vil udvide fra standardzoomen. For med en telezoom får man en rækkevidde, som standardobjektiver ikke er i nærheden af, og mobiltelefoner kun kan drømme om.

Hvis vi tager udgangspunkt i, at en normal brændvidde er, lad os sige 50 mm for forvrængningsfri og korrekt perspektivgengivelse, så er alt derover defineret som tele. Til sammenligning har de fleste mobilkameraer en brændvidde svarende til 20, 24 eller 28 mm, hvilket giver en ekstremt bred billedvinkel.

I den anden ende dækker en telezoom fra Canon, Nikon eller Sony normalt et område omkring 70-200 mm, som trækker motivet væsentlig tættere på fotografen. Men det er, når vi taler om full-frame-kameraer. Fujifilms kameraer har som bekendt billedsensorer i APS-C-format, der er lidt mindre og dermed introducerer en beskæringsfaktor, når man sammenligner med fuldformat.

Derfor hedder Fujis 70-200 mm zoom XF 50-140 mm f/2.8, og den er glimrende, men også dyr. Den nye, endnu mere kompakte og lettere 70-300 mm f/4-5.6 (R LM OIS WR), som vi ser på her, er ikke så lysstærk, men strækker sig over et endnu større zoomområde. Og så er den meget billigere.

Den 13,3 cm lange og kun 580 gram tunge 70-300 mm dækker reelt et område fra 105 til 450 mm optisk zoom og er et overkommeligt alternativ til Fujis massive – og dyre – 100-400 mm f/4.5-5.6.

Med andre ord en zoom, der er velegnet til sport, landskaber og dyrefotografering, men samtidig er så kompakt, at den let kan være i ferietasken.

Kompakt og let, med blændering og fokusbegrænser. (Foto: Lasse Svendsen)

Billedstabilisering

Zoomen er rigtig godt korrigeret. Den er vejrbestandig og har indbygget 5,5 trins billedstabilisering, og den har faktisk brugbare “makro”-egenskaber med en nærgrænse på 83 cm.

Den lave vægt gør, at den balancerer godt på det lille Fujifilm X-S10, og konstruktionen virker tillidsvækkende solid, men ikke helt på niveau med XF 50-140 eller 100-400 mm. En knap låser zoomringen på 70 mm, så den ikke løber ud på 300 mm, når kameraet bæres i skulderremmen.

Læs også Klassens bedste allround-kamera Fujifilm X-S10 er et usædvanlig vellykket kompromis mellem pris og kvalitet, og passer til næsten alle.

På siden er der en knap til fokusbegrænsning fra fem meter til uendelig, så man slipper for, at autofokus jager efter forgrunden, når det egentlig er ørnen i baggrunden, man vil fotografere.

Så lang bliver den på 300 mm. (Foto: Lasse Svendsen)

Autofokus

Hvilket leder os til autofokusegenskaberne, som er overraskende gode. Man kunne måske tro, at et så billigt objektiv med så meget tele og moderat lysstyrke fokuserer langsomt, men nej. Fokusmotoren arbejder hurtigt og rammer fokus præcist og stille, især på stillestående motiver.

På panorering af motiver i fart er det også vigtigt, at kameraet kan følge med, men med X-S10 kan fokus let holde trit med biler, cyklister og ikke mindst fugle i fart. Gode allround-egenskaber for en telezoom.

Der er heller ikke noget focus breathing at tale om her. Så zoomen er også velegnet til video.

 

Skarphed

Et andet punkt, hvor det er let at finde fejl ved zoomobjektiver, er skarpheden på de forskellige brændvidder. Mange zooms har et “sweet spot” – et område, hvor skarpheden er bedst – men her er objektivet faktisk skarpt fra 70 til 300 mm. Også på fuld blænde, altså f/4.0 på 70 mm og f/5.6 i den anden ende.

Der er lidt fald i hjørneskarpheden, når man åbner den nibladede blænde op, men ikke værre, end at det kan kaldes moderat.

Den lange modlysblænde kan reverseres, når man skal have zoomen i tasken. (Foto: Lasse Svendsen)

Vignettering og kromatisk aberration

Der er heller ikke nogen vignettering eller fortegning at tale om, og det vidner om et velkorrigeret objektiv, som heller ikke er særlig plaget af kromatisk aberration. Der er en lille smule magenta farvestik, hvis man har slået korrektionen fra, men ikke mere, end at det let kan fjernes i efterbehandlingen.

Zoomen er ikke følsom over for strølys overhovedet, og når modlysblænden er på, er man også godt beskyttet mod ghosting. Der er lidt coma på fuld blænde, der forvrænger lysende punkter som gadelygter og stjerner, men kun i kanterne, og det er så lidt, at det er negligerbart.

67 mm filterfatning. (Foto: Lasse Svendsen)

Bokeh

Det er måske ikke så almindeligt at tale om den eftertragtede bokeh-effekt på en telezoom, men vi gør det alligevel. Her er bokeh meget fin for en så ekstrem zoom, med moderat forvrængning, men lidt kraftige ringe i kanterne af de defokuserede områder.

Fuji-zoomen kan også bruges med Fujis telekonvertere XF 1.4X TC og XF 2.0X TC, som giver op til 900 mm brændvidde, men med et betydeligt tab af lysstyrke. Dem har vi ikke testet med objektivet, så hvor meget indflydelse de har på billedkvaliteten, må være usagt.

Zoomen balancerer fint selv på små kameraer som X-S10. (Foto: Lasse Svendsen)

Konklusion

Den kompakte og frem for alt billige 70-300 mm er et oplagt valg for dem, der overvejer en telezoom til deres Fujifilm-kamera. Den er vejrbestandig og dækker et bredt brugsområde, og den vil være en glimrende partner for naturfotografer, der foretrækker en let oppakning.

Men det er den optiske ydelse, der virkelig er værd at skrive hjem om. Det er næsten utroligt, hvad Fujis ingeniører har opnået for de relativt få penge. Der er nogle småting, man kan sætte en finger på, men ikke noget væsentligt.

Til og med autofokus er hurtig og præcis, og når vi lægger billedstabiliseringen oveni, der også fungerer glimrende på video, så fremstår Fuji-zoomen som et kup til prisen.

Karakter
Fujifilm XF 70-300 mm F4-5.6 R LM OIS WR
Basic

Lyd & Billede mener

Kompakt, let og skarp på alle brændvidder. Vejrbestandig med billedstabilisering, hurtig autofokus og en meget gunstig pris. Lidt bokeh-fortegning på fuld blænde.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Kan DJI slå GoPro?

Rejsevenligt og kompakt

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Lyd & Billede
Scroll to Top