Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

De bedste TV-nyheder fra CES 2024

Din næste TV-skærm skal være kolossal, knivskarp, blændende lysstærk og - gennemsigtig?

Skrevet af / 17/01/2024 - 15:47
De bedste TV-nyheder fra CES 2024

CES 2024 er slut for denne gang: Her er nogle af højdepunkterne blandt de TV-nyheder, vi fik at se i Las Vegas!

Redaktionens udsendte er tilbage på kontoret, og jetlaggen har lagt sig – men indtrykkene hænger stadig ved. Under CES-messen besøgte vi mange af de store TV-producenters udstillinger og fik set deres seneste nyheder. Det var alt fra prototyper og ekstravagante flagskibsmodeller til mere “normale” TV-nyheder, som vi også kommer til at se på det skandinaviske marked i løbet af året.

Blandt de mange TV-skærme, vi fik at se, var der selvfølgelig nogle, der skilte sig ud som særligt spændende og imponerende.

Her er de bedste TV’er fra CES 2024!

Hisense 110 UX: Knivskarp kolos

Hisense 110UX @ CES 2024. (Foto: Audun Hage)

Topmodellen fra kinesiske Hisense var noget af det flotteste, vi så på messegulvet i Las Vegas Convention Centre (LVCC). Det var ikke det største TV på udstillingen – den ære tilfalder 115-tommeren fra TCL – men det var uden tvivl det skarpeste og mest lysstærke. Med en blændende lysstyrke på 10.000 nit og hele 40.000 dimming-zoner formår det at frembringe et yderst kontrastrigt, skarpt og sømløst billede. Hisense UX har også et kraftfuldt lydsystem integreret i sin stilfulde sokkel. Vi kender ikke prisen endnu, men i betragtning af specifikationerne bliver den garanteret sekscifret! Der forventes også mindre versioner på 98 og 75 tommer.

LG G4: Ny OLED-generation fra LG

Dette bliver efterfølgeren til et af sidste års bedste OLED TV’er – LG G3, som blandt andet imponerede med den nye “MLA” OLED-teknologi. 2024-udgaven OLED G4 er udstyret med en ny superintelligent videoprocessor (Alpha 11), et nyt operativsystem (webOS 24), og nyt i år er også, at 83″-udgaven har fået et panel med højere lysstyrke (Brightness Booster Max). Med sådanne forbedringer under motorhjelmen kan LG-skærmen skille sig ud som en af de mest spændende nyskabelser i år.

LG OLED Signature T4: «T» for Transparent

LG OLED Signature T. Fra LG’s suite på Mandalay Bay Hotel i Las Vegas. (Foto: Audun Hage)

Gennemsigtige OLED-skærme er ikke nye i sig selv, men LG OLED T er måske den mest overbevisende, vi hidtil har set – og den er skræddersyet til hjemmebrug. Den stilfulde OLED-skærm har et motoriseret lærred bag panelet, som gør det muligt at skifte mellem gennemsigtig og sort baggrund. Designet er gennemtænkt med en dedikeret hyldeløsning, der kan stå på gulvet eller hænge på væggen. TV’et har desuden trådløs videooverførsel for at minimere kabelrod.

Læs også Vi tager et kig på LG's gennemsigtige OLED-TV Er et gennemsigtigt OLED-TV genialt eller bare en gimmick?

Panasonic Z95A: OLED i topklasse

Panasonic Z95A (Foto: Audun Hage)

Panasonics nye topmodel Z95A er afløseren for MZ2000E, som var en af de bedste OLED-skærme, vi testede sidste år. Ligesom LG G4 bruger den det nyeste MLA OLED-panel fra LG Display, kombineret med en opgraderet videoprocessor (HCX AI). Med Panasonics velrenommerede billedbehandling og et 360-graders lydsystem fra Technics ombord, bliver dette et potent TV.

PS. Panasonic Z95A får også selskab af Z93 i 77 tommer (uden MLA). Disse Panasonic-modeller vil være de første til at tage det nye Fire TV-styresystem i brug, som er udviklet i samarbejde med Amazon.

Samsung QN900D: Holder liv i 8K-flammen

Samsung QN900D. (Foto: Audun Hage)

Samsungs 8K-flagskibsmodel i QN900-serien har fået en saftig opgradering i år i form af en ny videoprocessor med AI-teknologi. Den har kraftfuld billedbehandling og fingerspidskontrol over miniLED-bagbelysningen. Vi fik et glimt af QN900D ved Samsungs First Look-event i Las Vegas, hvor den imponerede med sin knivskarpe og superglatte billedgengivelse.

Samsung MicroLED: Megaflot TV til de superrige

Samsung MicroLED. (Foto: Audun Hage)

Samsung fortsætter med at udvikle den eksotiske MicroLED-teknologi, en helt unik panelteknologi, der kombinerer de største fordele ved OLED og LCD. Skærmene er modulopbyggede og skalerbare, hvilket gør det muligt at specificere en lang række skærmstørrelser. Nyt i år er en 76-tommer skærmstørrelse. Billedkvaliteten er meget imponerende, men prisen er stadig i millionklassen.

Samsung S95D: Endnu bedre kontrast?

Samsung S95D. (Foto: Audun Hage)

Dette er topmodellen med QD OLED-teknologi, som har fået nogle små, men interessante forbedringer i år. OLED-panelet skal have opnået endnu højere lysstyrke, men nok så vigtigt er det, at skærmen har fået et nyt antirefleksfilter, som reducerer refleksioner fra omgivelserne. Vi fik en lovende demonstration af TV’et i Las Vegas.

Sony Bravia Z95M/ X95M (?) – MiniLED-prototype

Sonys nye MiniLED-bagbelysning i aktion øverst til højre. (Foto: Sony)

Denne model er ikke officiel endnu, men vi fik et smugkig på CES, som virkede lovende: Sony har udviklet en ny driver til MiniLED-dioderne, som vil blive taget i brug i en kommende topmodel i 2024. Det er endnu ikke helt klart, hvad den kommer til at hedde. Den smule, vi fik at se i Las Vegas, virkede lovende: Nogle scener så uhyggeligt livagtige ud, takket være en imponerende præcis og nøjagtig kontrol af bagbelysningen, som følger detaljerne i billedet til punkt og prikke.

TCL 115″ X955: Think big!

Go big or go home: Marek Maciejewski, TCL’s direktør for produktudvikling i Europa ved siden af 115-tommeren TCL QM891 (X955). (Foto: Audun Hage)

Det er vigtigt at tænke stort, hvis man vil have succes på det amerikanske marked, og det ser ud til at fungere godt for storskærmsproducenten TCL. Det 115 tommer store QM891 (kendt som X955 her i Europa) er et af de største TV’er, der nogensinde har været tilgængelige for almindelige forbrugere. Vi kan ikke sige så meget fornuftigt om billedkvaliteten endnu, andet end at skærmen er STOR! Vi håber at få mulighed for at teste den med tiden, da det forventes at komme til Skandinavien i løbet af foråret.

Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er Samsungs nye 2024 TV-modeller: Masser af AI-funktioner

TCL's 163" X11H demonstreret i Kina

Nu kender vi priserne på årets nye OLED-TV fra LG

Her er Sonys nye TV-modeller for 2024

TCL C855 går op til 98 tommer

Her er TCL 115X955 MAX

Nu kan du se OLED-TV på en flyveturen

Mere Philips Hue på Samsung TV

TCL 115X955: Gigant-TV klar til Danmark

Se hvad vi fandt hos LG i Tyskland

Smugkig på LG's nye OLED-modeller i Frankfurt

163 tommer - nogle større?

0
Lyd & Billede
Scroll to Top