Nyhed

Ny dansk Netflix-serie: Chosen

Duoen bag The Rain får fornyet tillid fra streaming-giganten.
forfatter

Netflix skruer op med flere danske produktioner og annoncerer en ny dansk Netflix Original-serie: Chosen.

Den seks episoder lange serie er skrevet af Christian Potalivo og Jannik Tai Mosholt – duoen bag The Rain, en af de mest sete ikke-engelske serier på Netflix.

Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo. (Foto: Netflix)

Med en stadig hårdere kamp om abonnenterne er et af streaming-giganternes stærkeste korte at satse på mere lokalt produceret indhold.

Netflix har siden 2016 ført an i dette ræs (Marseille) og lancerede allerede for to år siden deres første nordiske serie, den danske The Rain (hvis 3. sæson kom tidligere i år).

Siden har de lanceret de norske serier Hjem til jul og Ragnarok samt filmen Kadaver plus de svenske serier Quicksand – Størst af alt og den fornøjelige Kærlighed & anarki. For nylig annoncerede de den kommende danske serie Equinox – og nu altså den kommende Chosen.

Kamikaze på dansk HBO Nordic lancerer snart sin første danske serie.

Chosen er en sci-fi-opvæksthistorie om en ung pige, der får sin virkelighed vendt på hovedet, når alt, hvad hun troede var sandt, viser sig at være forkert, og hun indser, at verden ikke er så tryg og god alligevel. Netflix siger, at Chosen er en spændende og absurd historie om et teenageliv med pres, hemmeligheder og løgne, og om identitet – sat i en by i udkanten af Danmark.

Emma har altid følt sig anderledes end alle andre i Middelbo – en lille dansk by, der blev verdensberømt, da en meteor ramte byen for 17 år siden. Middelbo er derimod ikke, som den var engang, og spørgsmålet er, om den nogensinde har været det …

Da Emma ved et uheld opdager, at historien om meteoren er løgn, afsløres en farlig og usandsynlig sandhed om den søvnige by – en sandhed, der er meget mere lumsk og utrolig, end hun nogensinde kunne have forestillet sig. Var det en meteor, der ramte byen for 17 år siden, eller var det noget meget mere kraftigt? Med den nyligt opdagede sandhed er Emma tvunget til at indse, at hun er alene, og at vennerne og byen ikke vil redde hende, når hun har mest brug for det.

Chosen_4 Chosen_3
<
>
Jannik Tai Mosholt. (Foto: Netflix)

Seriens skabere og ansvarlige producenter, Christian Potalivo og Jannik Tai Mosholt, siger:

“Vi har altid været fascineret af folks frygt for det ukendte og det besynderlige. Det er en stærk drivkraft i vores menneskelige natur, og samtidig er vi som mennesker ofte mere optaget af, hvad der afskiller os, end hvad der faktisk binder os sammen, hvilket var en stor inspiration for denne serie. Vi har en stor passion for at kaste lys over, hvad det er, der skaber unge voksnes identitet – kampen om kærlighed og håb, den evige tvivl og en søgen efter, hvem du er, og hvad der er nødvendigt for at passe ind og for at føle, at du hører hjemme et sted.

The Rain var en fantastisk mulighed for at fortælle historier i en genre, som vi ellers sjældent oplever i Skandinavien, og vores samarbejde med Netflix har været en fornøjelse, der kun er blevet større og stærkere gennem årene. Derfor var det naturligt, at Netflix også var den rigtige partner for Chosen og det perfekte sted at udvikle og fortælle en historie, der er universel og har sci-fi-genren som drivkraft, men også trækker på vores egne liv og danske temaer.”

Og Tesha Crawford, der er Director of Nordics Original Series hos Netflix, tilføjer:

“Vi kunne ikke være mere begejstrede for endnu en gang at samarbejde med Christian og Jannik, der ikke kun har vist sig at være meget talentfulde skabere, men også fantastiske partnere at arbejde sammen med. Denne historie skubber grænserne for, hvad man kan forvente af sci-fi-genren, og samtidig vil serien have den samme stærke karakterdrevne historiefortælling som i The Rain, der fængslede publikum både i og uden for Danmark.”

Produktionen af Chosen forventes at begynde i Danmark i det nye år.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Tor Aavatsmark

(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.