Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Guide

Sådan ser du HBO Max

I dag forvandles HBO Nordic til HBO Max – sådan kommer du på tjenesten.

Skrevet af / 26/10/2021 - 17:10
Sådan ser du HBO Max

Nu er dagen kommet for lanceringen af en (næsten) ny flagskibs-streaming-tjeneste på det nordiske marked. Den teknisk forældede HBO Nordic bliver erstattet af den mere moderne og langt mere indholdsrige HBO Max!

First we take Manhattan…

HBO Max blev lanceret i USA i maj sidste år, og i dag, den 26. oktober, erstatter HBO Max så endelig HBO Nordic i alle de nordiske lande.

HBO Max, som er WarnerMedias streaming-tjeneste, opererer i øjeblikket i 40 lande. Max lanceres ikke kun i Norden i dag, men også i Spanien og Andorra. I løbet af 2022 følger yderligere 14 europæiske lande, bl.a. Island, de baltiske lande, Portugal og Holland.

Inden udgangen af næste år vil HBO Max være tilgængelig i hele 34 lande i Europa. Globalt når HBO Max 60 lande pr. 26. oktober; det langsigtede mål er 190 lande inden 2026.

Emilia Clarke i Game of Thrones. (Foto: HBO)

HBO Max: Teknisk forbedret

I årevis har vi måttet se en af de bedste og mest spektakulære TV-serier nogensinde, Game of Thrones – selveste HBO’s flagskib – i noget, der knap nok var middelmådig teknisk kvalitet. Indimellem med mudret billedkvalitet, hvor enhver form for detaljer forsvandt i mørke scener (noget, serien har masser af), plus et komprimeret lydspor. De dage er forbi!

HBO kan bekræfte, at alle nye (2021) Warner-film (f.eks. Godzilla vs. Kong) fra dag ét vil blive præsenteret i teknisk suveræn 4K-kvalitet, men vi har desværre endnu ikke fået en endelig afklaring på, om alle “ældre” serier såsom Game of Thrones vil nu kunne streame i 4K – men de kommer i “forbedret HD-videokvalitet” (som følge af en teknisk mere sofistikeret platform).

Celine Ryel fra HBO Max uddyber:

“I Norden vil HBO Max tilbyde seerne bedre billedkvalitet – alle Warner Bros.-film fra 2021 samt alle de udgivne Matrix-film vil være tilgængelige i 4K. Alle nye serier og vores mest sete titler vil være tilgængelige i forbedret HD-videokvalitet. Fordi vi har et stort antal titler på vores platform, har vi valgt at gøre så meget indhold som muligt tilgængeligt i HD-kvalitet ved lanceringen og så gradvis øge billedkvaliteten på yderligere titler i tiden fremover.”

Vi kan ved selvsyn bekræfte, at streaming-kvaliteten på Game of Thrones er væsentlig bedre end på HBO Nordic – men stadig ikke i 4K. Fortsat en anelse uklart og lige lovlig kornet, men mere detaljeret og uden artefakter.

En af efterårets store satsninger på HBO Max bliver et gensyn med tre dekadente damer i New York … (Foto: HBO)

Ligesom Disney+ har HBO Max også valgt at organisere deres indhold i forskellige “universer”:

HBO

Alt HBO-indhold (f.eks. Game of Thrones, The Sopranos og The Wire).

Max Originals

Nye originalserier, der er eksklusive for HBO Max (f.eks. Raised by Wolves, The Flight Attendant og den kommende House of the Dragon).

Warner Bros.

Det enorme filmarkiv fra Warner Bros. (f.eks. Harry Potter-serien, Ondskabens hotel, Ringenes Herre og Dunkirk).

DC Universe

Superheltene fra DC-universet (f.eks. Superman, Batman, Wonder Woman og Zack Snyder’s Justice League).

Cartoon Network

Middelmådige tegnefilm for de mindste.

The Flight Attendant med herlige Kaley Cuoco er en af serierne fra Max Originals-universet.

Abonnementsprisen sænkes

For tre uger siden præsenterede HBO prisen for den nye tjeneste: 79 kroner om måneden (mod de nuværende 99 kroner).

Derudover indfører HBO Max muligheden for et årsabonnement, hvor man betaler 599 kroner for et år (dvs. 50 kroner pr. måned). Det er en mulighed, som kun Disney+ og Paramount+ p.t. tilbyder.

PS: I Danmark kører HBO Max lige nu en særlig kampagne med “livsvarig” 50 procent rabat på månedsabonnementet, dvs. halv pris, så længe man ikke afslutter sit abonnement.

Læs også Vi kårer den bedste streaming-tjeneste (for dig) Med lanceringen af Disney+ har streaming-krigen virkelig taget fart, men hvilke af de store streaming-tjenester SKAL du have?

Dermed går HBO Max hårdt og offensivt ud for at positionere sig og sikre sig den størst mulige markedsandel i den tiltagende kamp med især Netflix, Disney+, Amazon Prime Video, Apple TV+, Paramount+ og Viaplay om streaming-kunderne.

Vi er dog rimelig sikre på, at man bør være forberedt på en prisforhøjelse allerede i løbet af 2022.

HBO Nordic erstattes af HBO Max. (Foto: HBO)

Ny platform

Hvis du har været irriteret over brugervenligheden og søgefunktionen på HBO Nordic, så fortvivl ikke! HBO Max kommer med en helt ny teknologisk platform (den samme, som USA fik i maj 2020).

Brugerfladen bliver langt mere dynamisk, hvor man kan oprette sin egen personlige profil og få forslag til indhold tilpasset ens forbrugsmønster og præferencer.

På platformen er det ikke kun algoritmer, der styrer anbefalingerne; de vil også blive kurateret af mennesker.

Man kan streame på op til tre enheder samtidig (mod to i dag) og lægge abonnementet ind på et ubegrænset antal enheder (mod maksimalt fem i dag). Desuden vil det være muligt at installere børnefilter, så de kære små ikke får adgang til voldsfilm.

HBO Max vil være tilgængelig på en række forskellige enheder, gennem forskellige distributionspartnere og på desktop via HBOMax.com samt spilkonsoller. Kunderne vil kunne betale ved hjælp af flere større betalingssystemer såsom VISA, MasterCard og PayPal.

Der loves over 10.000 timers indhold fra lanceringsdatoen i Norden og et væsentlig bedre og bredere tilbud end med HBO Nordic. De fleste titler vil være tilgængelige i alle lande, hvor HBO Max opererer, med nogle undtagelser på grund af lokale rettigheder, der er solgt til andre leverandører.

Lige så vigtigt er det, at HBO Max har en langt bedre teknisk løsning med bl.a. en højere bitrate (HBO Nordic havde en gennemsnitlig bitrate på kun ca. 4 Mbit/s), et mindre komprimeret billede og HDR-kvalitet på billedsignalerne. Med højere bitrate får 1080p-signaler også bedre opløsning og flere detaljer i billedet.

I USA tilbyder HBO Max også 4K-opløsning og Dolby Atmos-lyd. Uden at det er bekræftet, tager vi for givet, at det også vil blive tilfældet på den nordiske version af tjenesten.

(Foto: HBO)

Friske biograffilm

Rosinen i pølseenden er, at HBO Max (til biografkædernes store forargelse) vil tilbyde alle Warner-film direkte på streaming 45 dage efter biografpremieren – inkluderet i den almindelige månedspris.

Under coronapandemien har HBO Max i USA lanceret deres nye film samtidig i biograferne og på HBO Max, f.eks. Wonder Woman 1984. Fra 2022 vil de altså tilbyde en hybridløsning.

Det betyder, at længe ventede titler og store produktioner som The Suicide Squad, Godzilla vs. Kong, Dune og Matrix 4 kan streames på HBO Max, kort efter at filmene har haft premiere i biograferne. Til stor irritation og fortvivlelse for biografbranchen.

Disney+ har på sin side deres Premier Access, hvor man for ca. 200 kroner kan købe adgang til helt nye storfilm (f.eks. Black Widow), samme dag som filmen kommer i biograferne. Efter 90 dage bliver filmen så tilgængelig gratis for alle abonnenter.

Ved lanceringen vil HBO Max være tilgængelig for nye kunder såvel som eksisterende kunder hos HBO Nordic (hvad enten de er direkte abonnenter eller abonnerer gennem forskellige partnere).

Nuværende abonnenter på HBO Nordic bliver automatisk overført til HBO Max.

sæson af The White Lotus med bl.a. Alexandra Daddario kan streames fra HBO Max. (Foto: HBO)

Sådan kommer abonnenter på den nye tjeneste

I dag bliver HBO Nordic altså til HBO Max, og den gamle platform og de tilsvarende apps holder op med at fungere. Her er, hvad du skal gøre for at få adgang til og bruge den nye platform:

Skriv først titlerne på din nuværende liste over film og serier, du har planlagt at se, ned. Du vil kunne tilføje titlerne til op til fem brugerprofiler på HBO Max.

Download derefter HBO Max-app’en på de enheder, hvor du vil bruge den.

Hvis du bruger en webbrowser, kan du bare begynde at streame på hbomax.com.

Log ind med dit nuværende brugernavn og din adgangskode, og du vil få øjeblikkelig adgang til den nye platform og alt indholdet.

Begynd at streame!

Pigerne fra Sex and the City er snart tilbage på skærmen. (Foto: HBO)

Nye titler – og lokalt indhold

Allerede til december kommer der en serie, som mange venter på, nemlig fortsættelsen af Sex and the City, som hedder And Just Like That….

Engang næste år lanceres House of the Dragon, en prequel-serie til Game of Thrones.

Serien er baseret på George R.R. Martins bog Fire & Blood, der handler om Targaryen-familiens historie og finder sted omkring 200 år før begivenhederne i GoT.

Fokus er på Daenerys’ (Emilia Clarke) forfædre fra Huset Targaryen, og i løbet af ti episoder vil serien fortælle historien om, hvordan Targaryen-familien ved hjælp af drager samlede hele Westeros-kontinentet til ét kongerige.

Ud over nye amerikanske serier lover HBO mere fokus på lokalt indhold, såsom 2. sæson af Beforeigners, der kommer til december.

Andre nordiske produktioner er den kommende svenske komedieserie Lust med Sofia Helin i hovedrollen, der lanceres januar 2022, og den danske Kamikaze, baseret på en roman af Erlend Loe, som kommer den 14. november.

HBO lover seks til ti nordiske produktioner om året – et meget ambitiøst mål og langt over, hvad de producerer i øjeblikket. Optagelserne til den første finske serie, ID, begynder i løbet af 2022.

Lust, et skævt blik på midaldrende kvinders sexliv, kommer i januar 2022. (Foto: HBO)
Højdepunkter, nye/kommende serier:
  • Gossip Girl (reboot, ude nu)
  • Succession, 3. sæson (ude nu)
  • Kamikaze, 1. sæson (14. november 2021)
  • The Sex Lives of College Girls, 1. sæson (18. november 2021)
  • Beforeigners, 2. sæson (december 2021)
  • And Just Like That… (december 2021)
  • Peacemaker, 1. sæson (14. januar 2022)
  • Euphoria, 3. sæson (23. januar 2022)
  • Lust, 1. sæson (januar 2022)
  • Westworld, 4. sæson (2022)
  • The Handmaid’s Tale, 5. sæson (2022?)
  • Irma Vep, miniserie (2022)

Johannes Larcher, der er chef for HBO Max International, uddyber:

“HBO Max kommer til Europa med det bedste film- og TV-indhold fra 100 års Warner Bros.-produktioner samt indhold fra HBO, Max Originals, DC og Cartoon Network. Fra Singin’ in the Rain over The Matrix, Game of Thrones, Mare of Easttown, The Flight Attendant, Gossip Girl, Superman og The Joker til Snurre Snup og Scooby-Doo – vi tilbyder virkelig noget for alle i familien. Og en uovertruffen seeroplevelse. Snart vil HBO Max være landet i 27 lande i Europa og 67 på verdensplan, og vi er ikke færdige endnu. Der er meget mere på vej – vores mål er at være til stede i 190 lande i 2026.”

HBO Max
HBO Nordic erstattes af HBO Max. (Foto: HBO)

Og Christina Sulebakk, General Manager, HBO Max EMEA, supplerer:

”Vi har underholdt fans i Europa, lige siden vores første HBO-kanal blev lanceret i Ungarn i 1991, og vi har haft vores egne HBO streaming-tjenester på kontinentet i mere end et årti. HBO Max er en ny tjeneste, der tager alt dette til en nyt niveau med en forbedret seeroplevelse og et meget bredere udvalg af indhold – med den bedste underholdning for hele familien til en meget attraktiv pris. Vi er utrolig glade for at lancere HBO Max i Europa.”

Tor Aavatsmark
(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

2 kommentarer til “Sådan ser du HBO Max”

  1. Det er umiddelbart mit indtryk, at forandringen på indholdssiden ikke er så stor som lovet. Faktisk ser det ud, som om der indtil nu kun er kommet relativt få titler til. De fleste ting, der nævnes, er vel strengt taget ting, som var på HBO på forhånd.

    Og så er der ting, som ikke er kommet med over. Hvor er f.eks. den udmærkede serie “Boardwalk Empire”, som tilmed er HBO’s egen produktion, blevet af? Lidt frustrerende, at den forsvinder, når man – som jeg :)- er kommet halvvejs ind i den? Er der ikke andre, der oplever, at indhold er “forsvundet”? Er det noget, man kan spørge HBO om?

  2. john larsen

    Jeg er meget skuffet over indholdet ud over de de nyere film, den har ikke holdt på at der skulle flere blukbuster og klassisk film, håber det bliver bedre med tiden ellers er jeg den der smuttet tilbage til Netflix.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bandekrigen fortsætter

Vil tilbage i sadlen!

Højreekstrem valgmanipulering!

Se Robert Downey Jr. i ny spionserie!

Premiere i dag!

Yellowstone lever videre!

Kommende højdepunkter på Netflix!

Fuld MAX?

Se ny trailer!

Premiere i dag!

Følelserne er tilbage!

Netflix slår til!

0
Lyd & Billede
Scroll to Top