7-serien tager over for en af sidste års bestsellere fra Philips, men i år har hollænderne hævet udstyrsniveauet flere trin: “The One” har 4K-opløsning, HDR, det nyeste Android Pie-operativsystem og masser af apps. Det understøtter stort set alle videoformater og Atmos 3D-lyd – og selvfølgelig tresidet Ambilight-omgivelseslys. Billedmotoren er Philips’ potente videoprocessor P5, som vi kender fra OLED-modellerne, fuld af avanceret billedprocessering.
I en forsamling af temmelig mørke og anonyme skærme virker Philips som et frisk pust designmæssigt. Det skiller sig ud med sølvgrå finish og en fod i blankt krom, der får TV’et til at se rimelig eksklusivt ud. Byggekvaliteten er klart over gennemsnittet for prisklassen.
Brugervenlighed og funktioner
Philips “The One” kommer med den nyeste version af Android-operativsystemet, 9.0 Pie, som byder på en række små forbedringer. Vores hovedindtryk er, at Android langt om længe er blevet rigtig TV-venligt og kan konkurrere med LG’s og Samsungs dedikerede platforme.
Philips har også opgraderet deres fjernbetjening. Den har fået genveje til Netflix og Rakuten såvel som indbygget mikrofon til stemmestyring via Google Assistant.
“The One” kan prale af den bedste formatunderstøttelse i testen. Fuld kompatibilitet med både HDR10+ og Dolby Vision gør, at TV’et kan give optimale resultater med streaming-tjenester, der understøtter dette (fortrinsvis Amazon Prime Video og Netflix), såvel som udvalgte 4K Blu-ray-titler.
Billedkvalitet
Philips er også lykkedes rigtig godt på billedfronten. Det første, vi bemærker, er den imponerende skarphed, der virkelig får detaljerne frem i såvel HD- som 4K-materiale. Philips-skærmen har desuden mærkbart bedre kontrast og detaljer end udfordrerne fra LG og Sony samt endnu stærkere og mere nuancerede farver.
Philips plejer traditionelt at smøre lidt for tykt på med farvegengivelsen, men her har de holdt sig i skindet. Stort farvespektrum og bred betragtningsvinkel gør, at TV’et bevarer en god ensartethed både forfra og fra siden. Philips’ TV har også imponerende glatte og sømløse bevægelser.
Ligesom LG og Sony har “The One” et såkaldt IPS-baseret LCD-panel med disses styrker og svagheder. Sortniveau og dybdefølelse i billedet er ikke på niveau med de bedste LCD- og OLED-skærme, når man ser TV i et mørklagt rum. Derimod er billedkvaliteten glimrende, når man ser TV i et oplyst lokale.
Meget TV-underholdning foregår i dag på streaming-platforme som Netflix og Amazon, og her drager Philips fordel af de avancerede, dynamiske HDR-formater. A Chef’s Table i Dolby Vision-kvalitet ser virkelig lækkert ud – fuld af nuancer og detaljer, der ikke kommer lige så godt frem hos konkurrenterne.
Et TV kan aldrig give et bedre billede, end det får ind, og ved at kunne trække maksimal kvalitet ud af kildematerialet får man meget “gratis” billedkvalitet, der er svær at genskabe efterfølgende.
Lydkvalitet
Philips ligger klart over gennemsnittet, hvad lyden angår. Lydgengivelsen er klar, tydelig og med et lidt mere fyldigt frekvensregister end mange af konkurrenterne. “The One” understøtter også Dolby Atmos 3D-lyd. De indbyggede højttalere er ganske vist almindelig stereo, så man skal ikke forvente ægte højdeperspektiv, snarere en slags virtuel surround-effekt.
Samtidig er det relevant, at TV’et kan sende Atmos-signaler til en kompatibel soundbar via HDMI-udgangen (HDMI ARC).
Konklusion
Philips har taget konsekvensen af den hårde konkurrence og har givet deres populære 7000-serie en seriøs opgradering. Det såkaldte “The One” er et veludstyret TV, der tilbyder god lyd- og billedkvalitet samt topmoderne funktioner til en meget gunstig pris. Helt klart et af de allerbedste køb i prisklassen!
Også i denne test:
LG 65UM7510
I skyggen af OLED?
Denne storskærm fra LG har god brugervenlighed og et lækkert design, men billedkvaliteten hæmmes af svag kontrast.
Samsung UE65RU7475
Den bedste totaloplevelse
Samsungs 7475-serie byder på lækkert design, god bruger- venlighed og ikke mindst testens bedste billedkvalitet.
TCL 65EP685
Pris-killer fra TCL
TCL tilbyder et fuldspækket LCD-TV til en meget favorabel pris.
Sony KD-65XG8096
Godt til det meste
Sony XG8096 er et godt allround-TV med en række vigtige funktioner som Android og HDR-video til en fornuftig pris.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer