Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Xiaomi Redmi Note 11 Pro 5G

Har alle de populære features

Xiaomi Redmi Note 11 Pro ligner en luksusmobil til lavpris. Men selv om den har alle de frække features, mangler den styrken til at udnytte dem.

Skrevet af / 10/04/2022 - 12:00
Xiaomi Redmi Note 11 Pro 5G
John Alex Hvidlykke

Xiaomi har haft succes med sine billige Redmi-mobiler, og Redmi Note 11 Pro ligner en vinder. Faktisk minder den mest om en premiummobil. AMOLED-skærmen er stor og hurtig (6,7 tommer og 120 Hz), og telefonen er omkranset af en solid, titaniumgrå metalramme. Kanten om billedfeltet er smal. Hvilket betyder, at frontkameraet kigger ud gennem en rund udskæring i skærmen. Fingeraftrykslæseren er placeret i låseknappen på siden. Det er alt sammen mere end godkendt.

Kamerablokken på bagsiden ser imponerende ud. Hvad der ved første øjekast ligner fem objektiver, er dog i virkeligheden tre objektiver og en blitz – samt bogstaverne “AI” omkranset af en ring.

Redmi Note 11 Pro 5G 05 camera
Kamerablokken ser imponerende ud, men hvad der ligner fem objektiver, er reelt tre objektiver, en blitz – og bogstaverne “AI” omkranset af en ring. (Foto: Xiaomi)

Den største af de tre linser dækker over en sensor på imponerende 108 megapixel. Der er mulighed for 9-i-1 pixel binning for at begrænse billedstøj i dårligt lys. I det tilfælde leverer hovedkameraet et 15 megapixel billede.

Der mangler heller ikke hukommelse i Redmi Note 11 Pro: 8 gigabyte RAM og 128 gigabyte lager. Og mulighed for at udvide lagerpladsen med op til 1 terabyte på microSD-kort. Dyrere mobiler understøtter godt nok kort på 2 terabyte – men hvem har nogensinde lagt et så dyrt SD-kort i sin mobil?

Redmi Note 11 Pro 5G 03
Redmi Note 11 Pro 5G ligner en luksusmobil, men koster kun lidt. (Foto: Xiaomi)

I det hele taget er det ved første øjekast svært at se, hvorfor Note 11 Pro kun skal koste det halve af luksusmobilerne.

I hvert fald indtil man begynder at bruge den.

Processoren er nemlig ikke hentet fra øverste hylde, men nærmere fra kassen med discountvarer. Snapdragon 695 er en forholdsvis ny ottekerners processor med 5G og integreret grafik. Men hurtig er den altså ikke. Vi bemærker i øvrigt, at når mobiler med denne processor nævnes på nettet, gælder det lanceringen på det indiske marked …

 Hurtig skærm – langsom grafik

Ved almindelig daglig brug er processoren dog fuldt ud hurtig nok. Navigation mellem skærmene med ikoner er lige akkurat kvik nok til ikke at føles tøvende, og dagligdags apps kører problemfrit. Men når der skal flyttes store mængder grafik, f.eks. rulning af kortet i Google Earth, sker det i ryk. Og actionspil er ikke nogen fornøjelse.

Redmi Note 11 Pro 5G 08 Atlantic Blue front
Skærmen er hurtig – men uden egentligt formål. (Foto: Xiaomi)

Det er – igen – i orden. Redmi Note 11 Pro 5G er en fin hverdagstelefon, som de fleste vil være tilfredse med. Men hvorfor dog bruge penge på en hurtig 120 Hz skærm, når grafikken ikke kan serveres hurtigt nok til selv en 60 Hz skærm?

Turbo-opladning

Mange mobiler leveres i dag helt uden oplader eller bare med et USB-kabel. Producenterne forklarer det med miljøhensyn – men vi har dem lidt mistænkt for at være fedtede. Men ikke Xiaomi. Selv om Redmi Note 11 Pro er billig, følger der en oplader med, der er så stor, at den næsten ser ud til at kunne oplade en Tesla. Det kan den dog ikke, men med 67 watt ladeeffekt kan man oplade batteriet halvt på bare et kvarter. Og man kommer langt på en halv opladning.

Redmi Note 11 Pro 5G 11 Polar White back Redmi Note 11 Pro 5G 09 Graphite Gray back Redmi Note 11 Pro 5G 07 Atlantic Blue back
<
>
Redmi Note 11 Pro 5G fås i grå, blå og hvid. (Foto: Xiaomi)

Godt kamera – på klos hold

Når der skal købes mobiltelefoner, er kameraopløsningen noget af det vigtigste. Og med 108 megapixel har Xiaomi Redmi Note 11 Pro 5G klassens bedste salgsargument. Hvilket egentlig er besynderligt, da en billedopløsning på 12.000 x 9.000 pixel er mange gange højre end noget, som man nogensinde bruger – selv i professionel magasinproduktion. Men det ser godt ud på papiret!

Læs også Xiaomi med lynhurtig opladning Med Xiaomi 11T Pro har Xiaomi produceret en mobiltelefon, der giver os flagskibsfornemmelse til en rimelig pris. Og den lynhurtige opladning er revolutionerende.

Nødvendigt eller ej, så er billederne flotte og skarpe. Med hovedkameraet i højeste opløsning kan man lave virkelig flotte landskabsfotos. Men ikke så meget andet. Man skulle tro, at den gigantiske opløsning kunne give fantastisk digital zoom, men det er kun muligt at zoome ind til dobbelt størrelse (2x).

Zoomfotos skydes i stedet med langt lavere opløsning. Og selv med moderat zoom bliver billedet til et pixeleret mosaikmønster. Redmi Note 11 Pro 5G har 10x digital zoom, men alt over 3x er ubrugeligt. Bedre går det med makrofotos og selfies, som er fuldt ud acceptable.

Redmi Note 11 Pro hi res Redmi Note 11 Pro zoom Redmi Note 11 Pro selfie Redmi Note 11 Pro makro
<
>
108 Mp-optikken tager (selvfølgelig) superskarpe billeder. Desværre kun med 2X zoom. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B)

Benchmarks

Xiaomi har ikke sparet på det, som man kan se på Redmi Note 11 Pro 5G. Men det, som ligger under motorhjelmen, er ikke slet så imponerende.

Snapdragon 695 er en 2,2 GHz processor med otte kerner, men ydelsen er ikke på niveau med de mere avancerede serier. Geekbench-testen lander på en score på 682 i single-core og 1.907 i multi-core. PCMark Work-simuleringstesten får et resultat på 7.791. Det er på ingen måde imponerende. Sammenlignet med premiummobiler er Redmi Note 11 Pro 5G omkring halvt så hurtig.

Når det gælder grafiktunge opgaver, er ydelsen endnu lavere. 3DMark Wildlife-testen ender på 1.210. Hvilket er langt under f.eks. OnePlus Nord CE 2 5G, der koster det samme.

Batteriet er på 5000 milliamperetimer. Det er i sig selv et stort batteri, men parret med en noget anæmisk CPU får Redmi Note 11 Pro 5G en batterilevetid, der bare bliver ved og ved. Batteritesten kørte i over 12 timer, før batteriet var afladet. Det svarer nogenlunde til at montere en 100 liters benzintank fra en Jaguar på en knallert: Man kan køre til Rom på en tankfuld – men det er hverken hurtigt eller bekvemt!

Konklusion

At Xiaomi Redmi Note 11 Pro 5G ikke er nogen topmodel, står klart, når der i pressemeddelelsen pointeres, at Snapdragon 695-chipsettet leverer “en jævn og pålidelig ydelse”. Når end ikke PR-folk kan driste sig til at sige, at en telefon er hurtig, er vi i den ubetinget langsomme ende af spektret.

Du betaler heller ikke for topydelse. Hvad der betales for, er først og fremmest et 108 megapixel kamera, 5G og en 120 Hz skærm i FHD+ opløsning. Desværre betyder de indbyggede begrænsninger, at de to ting ikke kommer til deres ret. Redmi Note 11 Pro 5G er stadig ikke en dårlig mobil. Men prioriteringen af goderne er ikke særlig praktisk.

Karakter
Xiaomi Redmi Note 11 Pro 5G
Basic

Home mener

Hurtig FHD+ AMOLED-skærm. Super-højopløst hovedkamera. Lang, lang batteritid. Lynhurtig opladning. Processoren er virkelig ikke særlig hurtig. Kameraet er højopløst, men digital zoom fungerer kun i lavere opløsning.

1 kommentar til “Xiaomi Redmi Note 11 Pro 5G”

  1. Poul Kjeldsen

    Hej der 😊
    Jeg er en ældre gut på 64 år,og jeg er himmel henrykt over at få så god en telefon til de penge.
    Jeg spiller ikke på min mobil, men bruger den ellers til alt andet,og til mit forbrug er den bare Super.
    Og at den både har gammeldags hovedtelefon tilslutning og ir-blaster,og hukommelseskort plads ,kunne de såkaldte topmodeller, lærer rigtigt meget af,så top karakter herfra😁

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lang batterilevetid, lav pris og gode funktioner

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lyd & Billede
Scroll to Top