Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Xiaomi 13T Pro

Xiaomi 13T Pro er det perfekte kompromis

Et vigtigt skridt i den rigtige retning. Her er meget gjort rigtigt, og ikke ret meget er gjort forkert.

Skrevet af / 13/11/2023 - 08:56
Xiaomi 13T Pro
Peter Gotschalk

I begyndelsen af året var kinesiske Xiaomi på banen med en ny topmobil med Snapdragon 8 Gen 2-processor og kamera udviklet i samarbejde med Leica. Xiaomi 13 Pro havde meget at byde på, men prisen var høj, og sammenlignet med andre smartphones i samme prisklasse kom kinesernes flagskibsmodel en smule til kort.

Ikke mindst fordi Xiaomi 13 Pro led under ret så mange småfejl og forkerte designbeslutninger. Hele brugerfladen var for ‘kinesisk’ og spækket med bloatware, og telefonen havde også problemer med overophedning.

Men traditionen tro har Xiaomi godt et halvt år senere lanceret en billigere efterfølger, Xiaomi 13T Pro, og vi skal lige love for, at der er kommet andre boller på suppen. Prisen er sænket markant, og de fleste af forgængerens problemer er blevet løst. Oven i købet uden helt så mange kompromisser som sidste års T-model, Xiaomi 12T Pro, måtte indgå for at ramme nogenlunde samme prispunkt.

De nærmeste konkurrenter i samme prisklasse som Xiaomi 13T Pro er Motorola Edge 40 Pro og OnePlus 11 5G. Begge er særdeles fremragende smartphones, så Xiaomis nye mobil har en del at leve op til.

Xiaomi 13T Pro
Der er skåret noget af tykkelsen på kameramodulet, så mobilen kan ligge normalt på et bord uden at ‘vælte’ på grund af kameraet. (Foto: Peter Gotschalk)

Udseende og konstruktion

Starter vi med det ydre, er Xiaomi 13T Pro ikke den mest iøjefaldende smartphone, vi har set. Ligesom Xiaomi 13 Pro er den ret bastant, og designet er præget af det massive kameramodul på bagsiden. Det fylder næsten hele den øverste femtedel af mobilens bagside, men i modsætning til tidligere er der skåret noget af tykkelsen på modulet, så mobilen kan ligge normalt på et bord uden at ‘vælte’ på grund af kameraet.

Xiaomi 13T Pro findes i to versioner med hhv. sort glasbagside eller blåt vegansk læder. Vores testeksemplar var modellen med vegansk læder, som har en nopret struktur, der ligger godt i hånden og absolut ikke samler på fingeraftryk, så den vil vi kraftigt anbefale. For Xiaomis glasmodeller har det med at være så blanke, at man i bogstaveligste forstand kan bruge mobilen som håndspejl.

Xiaomi 13T Pro
Vores testeksemplar var modellen med vegansk læder, som har en nopret struktur. Den ligger godt i hånden og samler absolut ikke på fingeraftryk. (Foto: Peter Gotschalk)

Set forfra minder Xiaomi 13T Pro om forgængeren fra i vinters. Skærmen er dog fremstillet af Gorilla Glass 5 i stedet for Gorilla Glass Victus, og den er næsten helt flad snarere end let buet langs kanterne som på forgængeren. Både tænd/sluk- og volumenknappen er begge stadig praktisk placeret på telefonens højre side. Mobilen er stort set rammeløs og har frontkameraet indbygget som et udstanset hul i skærmen.

På samme måde som 13 Pro er Xiaomi 13T Pro IP68-certificeret og er dermed helt modstandsdygtig overfor støv, ligesom den kan tåle at blive nedsænket i vand i op til 30 minutter.

Skærm og lyd

Xiaomi 13T Pro har en 6,67-tommers AMOLED-skærm med FHD+ opløsning (2.712 x 1.220), hvilket svarer til en billedskarphed på 446 ppi. Desuden har skærmen en opdateringsfrekvens på 144 Hz (hvilket er en forbedring i forhold til forgængeren og bringer 13T Pro på niveau med Motorola Edge 40 Pro), HDR10+, Dolby Vision samt en maksimal lysstyrke på hele 2.600 nit. Skærmbilledet er altså ekstremt lysstærkt og på grund af den høje pixeltæthed også knivskarpt.

Xiaomi 13T Pro
Xiaomi 13T Pro har en maksimal lysstyrke på hele 2.600 nit. Skærmbilledet er altså ekstremt lysstærkt og på grund af den høje pixeltæthed også knivskarpt. (Foto: Peter Gotschalk)

Lysstyrken gør skærmen særdeles brugbar i dagslys – selv når solen skinner – og sortniveauet er også fremragende.

Hvad lyden angår, er Xiaomi 13T Pro udstyret med indbyggede stereohøjttalere, der for så vidt kan spille højt nok, selv om lydbilledet er lidt tyndt. Heldigvis understøtter mobilen både Dolby Atmos samt aptX fra Qualcomm, der optimerer lyden, når der streames trådløst via Bluetooth.

Kamera

Xiaomi lægger ligesom tidligere vægt på, at kameraerne er udviklet i samarbejde med Leica og derfor har objektiver fra den tyske kameraproducent. Hovedkameraet er på 50 megapixel med 24 mm brændvidde. Teleobjektivet, ligeledes på 50 megapixel, har 50 mm brændvidde og altså 2x optisk zoom. Ultravidvinklen må nøjes med 12 megapixel, mens frontkameraet er på 20 megapixel.

Xiaomi 13T Pro
Både tænd/sluk- og volumenknappen er begge stadig praktisk placeret på telefonens højre side. (Foto: Peter Gotschalk)

Præcis som Xiaomi 13 Pro har 13T Pro fået tilføjet særlige ‘Leica-filtre’ til kamerasoftwaren, som gør det muligt for selv amatører at tage mere unikke billeder med atmosfære og sjæl. Dertil kommer såkaldte ‘fotografiske stilarter’, som tager billeder med en særlig justering og forudindstilling af tone, tonalitet og tekstur. I kamerasoftwaren kan brugeren selv definere sine egne fotografiske stilarter, eller man kan nøjes med at vælge mellem to forudindstillede af slagsen, nemlig ‘Leice Vibrant’ eller ‘Leica Authentic’, hvor førstnævnte er dynamisk og sprælsk, mens sidstnævnte skaber neutrale billeder med naturlige farver. Vi har prøvet dem begge, som man kan se i billedeksemplerne.

Generelt repræsenterer Xiaomi 13T Pro et skridt i den rigtige retning for kineserne, som allerede var på rette vej med forgængeren. Samarbejdet med Leica har gjort underværker for Xiaomi, og 13T Pro er måske den bedste kameramobil vi har set til dato.

Xiaomi13TPro_galleri1 Xiaomi13TPro_galleri2 Xiaomi13TPro_galleri3 Xiaomi13TPro_galleri4 Xiaomi13TPro_galleri5 Xiaomi13TPro_galleri6
<
>
Samme motiv fotograferet med hhv. ultravidvinkel, vidvinkel og 2x optisk zoom. Og derudover med hhv. ‘Leica Authentic’ og ‘Leica Vibrant’. Forskellen på de to fotografiske stilarter er subtil, men gør alligevel en stor forskel på resultatet. (Foto: Peter Gotschalk)

Ydelse og funktioner

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og for at holde prisen nede har kineserne vinket farvel til Snapdragon 8 Gen 2, som ellers gjorde Xiaomi 13 Pro lynhurtig. I stedet må Xiaomi 13T Pro nøjes med en processor fra MediaTek, nemlig Dimensity 9200+, som ganske vist er den taiwanesiske chipproducents topprocessor, men altså alligevel ikke helt kan konkurrere med Qualcomms bedste chip, når vi kommer op i de højere luftlag, og mobilen presses maksimalt.

Når det er sagt, yder MediaTek Dimensity 9200+ absolut tilfredsstillende, og i modsætning til Xiaomi 13 Pro overopheder 13T Pro altså ikke, når man spiller store spil eller i øvrigt presser mobilen. Så nok mangler MediaTek-processoren et par mulehår i forhold til Snapdragon 8 Gen 2, når vi kigger på målfotos, men den er tydeligvis bedre integreret med mobilens hardware og software, så brugeroplevelsen ender med at blive bedre. Det gælder også for batterilevetiden, selv om forskellen altså ikke er overvældende. I øvrigt har Xiaomi 13T Pro samme 120 watt lynopladning som sin forgænger, så det er svært at løbe tør for strøm, hvis man er i nærheden af sin oplader bare en enkelt gang om dagen. Så er det til at leve med, at 13T Pro må undvære trådløs opladning.

I øvrigt har Xiaomi også fået ryddet op i de mange bloatware-apps, der skæmmede forgængeren. Bevares, der er stadig mange af Xiaomis egne apps installeret, når man starter mobilen første gang, og Xiaomi synes også stadig, det er nødvendigt at være helt, helt sikker, så man skal vente i 10 sekunder, før man får lov til at trykke ‘Ok’ i mange af menuerne. Men generelt er brugeroplevelsen mere ren, og det lader til, at den kinesiske producent er ved at have fundet den rette balance imellem at kunne tilbyde noget unikt og samtidig give de vestlige brugere en brugergrænseflade, de kender.

Xiaomi13TPro_bokeh1 Xiaomi13TPro_bokeh2 Xiaomi13TPro_bokeh3
<
>
I samarbejde med Leica har Xiaomi også tilføjet tre forskellige tilstande til portrætfunktionen, der tager billeder med bokeh-effekt, nemlig hhv. 35 mm Documentary lens, 50 mm Swirly bokeh lens og 90 mm Soft focus lens. Forskellen er slående, og billederne helt unikke. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Xiaomi har gjort meget rigtigt og ikke ret meget forkert med Xiaomi 13T Pro. Forgængeren, Xiaomi 13 Pro, kritiserede vi for en række småfejl, forkerte designbeslutninger og en høj pris, men med efterfølgeren har den kinesiske producent løst de fleste af problemerne, og ikke mindst er prisen blevet langt mere spiselig.

Designet er blevet optimeret, skærmen er blevet mere lysstærk og har fået hurtigere opdateringsfrekvens, og selv om ydelsen daler en smule på grund af skiftet fra Snapdragon 8 Gen 2 til MediaTek Dimensity 9200+, så lader den nye processor til at være bedre integreret i mobilen, så overophedning undgås. Xiaomi 13T Pro må til gengæld undvære trådløs opladning, men ellers byder den på samme 120 watt lynopladning som forgængeren.

Sidst, men ikke mindst, betyder samarbejdet med Leica – bl.a. takket være indbyggede Leica-filtre og fotografiske stilarter – at kameraet giver brugerne flere muligheder for at tage unikke billeder.

Sammenlignet med de nærmeste konkurrenter i prisklassen fra Motorola og OnePlus har Xiaomi 13T Pro absolut ikke noget at skamme sig over.

Karakter
Xiaomi 13T Pro
Premium

Home mener

Lysstærk AMOLED-skærm med en opdateringsfrekvens på 144 Hz. Endnu bedre Leica-kamera end forgængeren. God ydelse fra den velintegrerede MediaTek-processor. Desuden 120 watt lynopladning og IP68-certificering. Leveres i en udgave med nopret vegansk læder, der ligger godt i hånden. Virkelig meget mobil for pengene. De indbyggede højttalere leverer et lidt for tyndt lydbillede. Må undvære trådløs opladning, og selv om det helt sikkert er blevet bedre, er der stadig ret mange unødvendige apps installeret på mobilen. Skærmen må nøjes med Gorilla Glass 5-beskyttelse.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Lang batterilevetid, lav pris og gode funktioner

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lyd & Billede
Scroll to Top