Selv om vi ikke længere ser Huawei-mobiler i butikkerne, ligger virksomheden ikke på den lade side, når det gælder computere, tablets, træningsarmbånd, træningshørepropper og sundhedsprodukter. Og deres ure er meget populære. Vi har holdt øje med dem lige siden lanceringen af det oprindelige Huawei Watch og testede sidste år deres seje Huawei Watch GT 4 med gode resultater. Nu er efterfølgeren her med bedre sensorer og en Pro-model.
Udseende og konstruktion
Vi har testet Pro-modellen i 46 mm-størrelsen, som fås i en titanlegering for bedre holdbarhed og lavere vægt, mens 42 mm-størrelsen fås i et keramisk materiale. Det almindelige GT 5 er ligesom GT 4 af stål. Urene fås selvfølgelig også i forskellige farver og med et stort udvalg af remme at vælge imellem. Der er selvsagt også en række forskellige urskiver, som supplerer urets udseende og er lavet til forskellige typer brugere.
GT 4-modellen var inspireret af klassiske analoge sportsure med verdenstidsfunktioner. Den stil fortsætter på GT 5, som dog ikke længere er helt rundt, men i stedet har en 8-kantet urkrans (bezel), der giver det et lidt hårdere og mere aggressivt look. Vi foretrak faktisk den runde form, da den kantede form blot understreger, at bezel’en er til pynt og ikke kan drejes, og som derfor ikke har nogen funktion.
Det skal siges, at dette ikke er noget lille diskret ur, tværtimod mærker man helt klart, at man har det på de første par dage, indtil man har vænnet sig til det. Titanarmbåndet er dog behageligt og har quick release-led, så man kan fjerne eller tilføje led for at tilpasse størrelsen.
Anvendelse
Som bekendt kører Huawei-ure ikke Google Wear OS, men bruger deres eget Harmony OS. Det betyder, at Huaweis Health-app ikke er tilgængelig i Google Play Store, men den er nu tilgængelig i Apples App Store. Det gør det lidt mere bøvlet at administrere app’en på Android, hvilket blev forstærket af, at den Pixel-mobil, vi brugte, anså app’en for at være usikker og derfor blokerede for adgangen til notifikationer.
Harmony OS har dog en fin brugergrænseflade, som bliver mere omfattende for hver version. Responsen er god, og vi fandt ret hurtigt ud af at finde frem til de forskellige funktioner. Der medfølger de vigtigste apps som træning, sundhed, kalender, stopur, kortet Petal Maps og lignende. Men på grund af ovenstående er det kun træningsapp’erne Komoot og Strava, der er tilgængelige. Man kan heller ikke få Spotify, styre sit smarte hjem, lytte til radio eller finde Rejseplanen. Man kan heller ikke bruge uret til at betale med i forretninger. Det trækker ned i anvendeligheden og bedømmelsen.
Som på mange andre smartwatches navigerer man ved hjælp af kronen, som man drejer på for at scrolle gennem lister og trykker på for at vælge. Der er også en sideknap til ekstrafunktioner og genveje, og den fungerer også som elektrode til EKG. AMOLED-skærmen er tydelig og letlæselig med skarp tekst og har tilstrækkelig lysstyrke til normal brug, men den har det lidt svært i direkte sollys. Vi må dog rose Huawei Watch GT 5 Pro for batterilevetiden. I løbet af en måned opladede vi kun uret 2-3 gange, og så var der ikke engang krise. Desuden oplades det lynhurtigt!
Sundhed og træning
Huawei fremhæver sit nye TruSense-system, som skal give bedre aflæsninger. Ikke alene indeholder det mere følsomme sensorer, men det bruger også flere teknologier til at adskille dem fra hinanden, så de ikke forstyrrer hinanden. Ikke mindst bruger den et mørkt glas, der kan afskærme lys og hindre, at sensorerne forstyrrer hinandens lys.
Pulssensoren blev allerede opgraderet i den tidligere model, så den er selvfølgelig stadig så pålidelig, som man kan forvente. Uret måler desuden blodets iltning og hudens temperatur og vægter dem samlet for at bedømme stressniveau og søvnkvalitet. Lige præcis målingen af søvnfaser ser ikke ud til at være så pålidelig, hvis vi sammenligner med det langt mere avancerede Withings Sleep, som vi bruger som reference. Derimod formår GT 5 Pro at registrere vejrtrækningspauser, hvilket GT 4 ikke kunne, så der er sket fremskridt på det punkt.
Uret har fået en ny GPS-antenne, som i hvert fald på de større modeller, der har en større antenne, kun burde give ubetydelige afvigelser fra virkeligheden. Og afstandsmålingerne var meget tæt på vores kontrolur, så vi er ikke i tvivl om, at det passer. Det skal siges, at vi primært brugte uret som et smartwatch med sundhedsfunktioner, med undtagelse af sporing af hverdagsmotion ved gåture. Vil man dykke dybere ned i, hvordan Huawei-ure fungerer under træning, kan man læse testen af Huawei Watch 3 Pro.
Vi sætter pris på, at uret dels måler restitutionen efter et træningspas, hvilket er en god indikation på konditionen, og dels fortæller, hvornår det er bedst at tage et EKG for at tjekke for tegn på atrieflimmer. Lige præcis EKG er en af de funktioner, der er specifikke for Pro-modellen. Det virker så pålideligt, som man kan forlange af EKG i et ur, og målingerne afveg ikke væsentligt fra vores andre apparater med EKG.
Uret har selvfølgelig et væld af træningsfunktioner med masser af forskellige sportsgrene og træningsprogrammer at vælge imellem. Der er en avanceret løbetilstand til dem, der træner op til løb, hvor det holder styr på ting som balance og kontakttid med underlaget. Det samme gælder for pro-cykelfunktionen, som forvandler mobilen til en cykelcomputer, der også kan give navigationsinstruktioner i hørepropperne. Er man terrænløber og farer vild, kan uret guide tilbage til udgangspunktet. Der er også en pro-golf-indstilling, hvor man kan se alt fra banen til en analyse af ens sving. Golffunktionen var dog ikke tilgængelig på testtidspunktet, men kommer i løbet af efteråret. Uret har også en fridykningsindtilling, der fungerer ned til 40 meters dybde.
Konklusion
Huawei Watch GT 5 Pro er et stilfuldt ur med en fantastisk batteritid. Til at holde styr på træningen og helbredet har det stort set alle de funktioner, man kan forestille sig, og målingerne er mere præcise end nogensinde. Men det lider under, at det ikke er integreret med Google, da man kommer til at mangle apps. Dermed er det ikke særlig velegnet som smartwatch, men bør ses som et træningsur for dem, der ikke synes, at træningsarmbånd lever op til behovet.
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer