Search
Generic filters

TEST : Motorola Moto g 5G plus

Den billigste 5G-mobil på markedet

Motorola holder løftet om 5G til lavpris og smider seriøs batterilevetid oven i hatten.

Motorola Moto g 5G plus

Lyd & Billede mener

Batterilevetiden! Overraskende god skærm. Ren brugerflade uden unødvendigt pjank. God fart på 5G-forbindelsen.
Plasticagtig, virker billig. Ikke resistent over for snavs og fugt.
  • Operativsystem: Android 10
  • Skærm: 6,7″ LTPS LCD, 1080 x 2520, 409 ppi, 90 Hz
  • Processor: 2,3 GHz Snapdragon 765 5G octa-core
  • Hukommelse: 6 GB RAM / 128 GB lager (+ microSDXC op til 1 TB)
  • Kameraer: 48 Mp f/1.7 wide + 8 Mp f/2.2 118° + 5 Mp f/2.2 makro
  • Selfie-kameraer: 16 Mp f/2.0 wide + 8 Mp f/2.2 ultrawide
  • Trådløst: 5G, Wi-Fi 5, Bluetooth 5.1, NFC
  • Mål og vægt: 168 x 74 x 9 mm / 207 g
  • Batteri: 5000 mAh, 20 W opladning
  • Web: moto.com
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 2699 kr

Geekbench 5 (single/multi): 581 / 1890
Antutu 8: 308 665
AItutu: 211 872
3DMark Slingshot extreme: 3 000
PCMark battery: 20:35 (60 Hz), 18:57 (90 Hz)

Motorolas G-serie har længe forsynet os med prisgunstige mellemklassemodeller. Med sidste års Moto G8 Plus havde Motorola dog sparet lidt for meget på funktionerne for at presse prisen i bund.

Årets Moto g 5G Plus går i en anden retning og bryder med flere traditioner. Den fik ikke som ventet navnet Moto G9, men har i stedet sit største salgsargument i sit navn. Det er nemlig ikke bare Motorolas billigste 5G-model, til næsten en tredjedel af Motorola Edge, men den billigste 5G-mobil, vi har set på markedet hidtil.

(Foto: Motorola)

Udseende og konstruktion

På afstand ser den faktisk ganske lækker ud med sin småprikkede glinsende ryg og et stort kameramodul ligesom Samsung Galaxy S20 og Apple iPhone 11 Pro.

Hvis man går lidt tættere på, bemærker man, at rammen omkring skærmen er bredere, end den er på premium-modellerne, og hvis man tager telefonen i hånden, lægger man mærke til, at bagsiden er af plast. Det er ikke automatisk en ulempe, eftersom det gør mobilen lettere og betyder, at antennerne ikke generes af metal.

Motorola giver os rart nok et simpelt cover med, så man ikke ridser telefonen med det samme. Derimod skal man være forsigtig med at tage den med på stranden, da den ikke er certificeret for støv- eller vandresistens.

(Foto: Motorola)

Skærm

Man skulle måske tro, at der var sparet på skærmen, men man skal være meget pernitten for at klage over noget her.

Den er i 21:9-format, som egner sig godt til film og spil, og heller ikke er helt tosset til websites. Især da opløsningen er 2520 x 1080, hvilket giver skarp tekst selv i småt format. Og når man scroller på sites, opdager man, at den faktisk har 90 Hz opdatering, hvilket giver mere jævn rulning. Virkelig luksuriøst for prisklassen.

Den understøtter også HDR til filmkiggeri, men da det er en LCD-skærm snarere end OLED, bliver sort aldrig tilstrækkelig dyb, og den kontrast, man søger med HDR, udebliver dermed.

Ikke så mange anvendelige kameraer, som man kunne tro. (Foto: Motorola)

Kamera

Med et kameramodul med fire objektiver kunne man måske tro, at det ville have alle mulige brændvidder. Men et af dem er faktisk en dybdemåler, og et andet er et makro-objektiv. Derudover er der et kapabelt normalobjektiv og et standard ultravidvinkelobjektiv. Men hvor er teleobjektivet? Det er vel en del mere nyttigt end ekstreme nærbilleder …

Til selfies er mobilen mere veludstyret med ikke bare et normal vidvinkel-, men også et ultravidvinkel-objektiv, så man også kan få vennerne med på sine selfies.

hdr moto 5g test moto 5g dark moto 5g flowers moto 5g
<
>
I HDR-tilstand bliver de lyse partier ofte overeksponeret. (Foto: Jonas Ekelund)

Under gode forhold tager hovedkameraet fuldt ud brugbare billeder med god skarphed og relativt naturlige farver. De har en tendens til at være lidt udvandede snarere end for overdrevne. Nogle gange går billedprocesseringen dog lidt galt og tværer detaljer ud. Denne effekt ses mere med ultravidvinklen, som helt klart er af lavere kvalitet.

 

Mørke-indstillingen gør sit bedste for at lyse billederne op, men kameraet har store problemer med at finde fokus.

wide galaxy s20 wide iphone 11 wide moto 5g
<
>
Vidvinkel Galaxy S20 Ultra. (Foto: Jonas Ekelund)
ultrawide galaxy s20 ultrawide iphone 11 ultrawide moto 5g
<
>
Ultravidvinkel Galaxy S20 Ultra. (Foto: Jonas Ekelund)

I brug

Selv om Moto g 5G Plus ikke tilbyder en lige så ren Android-oplevelse som One-modellerne, har Motorola holdt tilpasningerne på et minimum. Det er hovedsagelig smarte funktioner, såsom at ringetonen stopper, når man tager telefonen op, eller at den går i “forstyr ikke”-tilstand, hvis man lægger den med skærmen nedad.

Her slår man også funktionen “lift to unlock” til, der anvender ansigtsgenkendelse.

 

Smarte funktioner, som gør brugen lettere. (Grafik: Motorola)

I billigere mobiler plejer det ikke at fungere specielt godt. Men selv om det ikke er på niveau med iPhone, hvad pålidelighed angår, er det faktisk helt okay her. Alternativt er der en fingeraftrykslæser på siden, ligesom Sony Xperia plejede at have. Det er bedre end at have den på bagsiden, men ikke så godt, som når den er indbygget i skærmen.

Genvejsknap til Google Assistant. (Foto: Motorola)

Ligesom på Samsung-telefoner er der en stemmeassistent-knap, men her aktiverer den Google Assistant i stedet for Bixby. Væsentlig mere nyttigt.

Ydelse

Takket være en moderne Snapdragon-processor i 700-serien, snarere end 600-serien fra sidste års G8 Plus, er ydelsen rigtig god. Den er faktisk dobbelt så hurtig! Det er ganske vist stadig “kun” halvt så hurtig som årets topmodeller, der koster tre gange mere, men hvor mange hestekræfter har man egentlig brug for?

Det samme gælder spil-ydelsen, hvor den når 30 fps. Hvilket måske ikke er opsigtsvækkende, men duer for de fleste.

Dobbelt så hurtig som sidste års model og matcher konkurrenterne. (Grafik: Lyd & Billede)

Derimod knuser den al modstand, når det gælder batterilevetid. Motorola praler i reklamerne af “to dages batterilevetid”, hvilket vi har hørt før. Men det er sjældent, det afspejles i målingerne.

Vi troede først, at der var noget galt, da telefonen havde kørt PCMark Work 2.0 hele natten og stadig havde godt med batteri tilbage. Til sidst landede den på 20 timer og 35 minutter, hvilket er den længste tid, vi nogensinde har målt!

Her kan man tale om batterilevetid: Ny rekord! (Grafik: Lyd & Billede)

Og så til det, som alle har ventet på: Kan den levere 5G-hastigheder?

Læs også Vi har prøvet 5G. Så du ikke behøver! 5G vil måske revolutionere verden, men i første omgang ikke din mobil!

Vi satte os på Hötorget i Stockholm, som ifølge Tele2 skulle have god 5G-dækning, og lod den konkurrere med to væsentlig dyrere mobiler. Og selv om den ikke nåede de samme høje gennemsnitsværdier som de andre, nåede den i enkeltstående målinger op over 1.000 Mbit/s! Hvilket kan sammenlignes med en 4G-måling, der kæmpede sig op på 170 Mbit/s …

5G er meget hurtigere end 4G. (Grafik: Lyd & Billede)

Konklusion

Motorola har øget indsatsen ved ikke bare at love billig mobil, men også ydelse. I hvert fald hvad angår internethastigheden. Og den leverer da også lynhurtig 5G, næsten på niveau med tre gange dyrere flagskibstelefoner.

Resten er heller ikke dårligt. Moto g 5G plus har den længste batterilevetid, vi nogensinde har målt, og skærmen byder faktisk på både HDR og 90 Hz opdateringsfrekvens. Ydelse og kamera er på niveau med konkurrenterne i prisklassen.

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
Log ind for at læse videre.

Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    For mange vil den nyeste iMac være den bedste stationære Mac – trods en ikke uvæsentlig ulempe.
    TAG Heuer Connected er mere end et smart træningsur, det er også et nydeligt armbåndsur.
    JBL melder sig ind i ANC-hovedtelefonernes topklasse med et par hovedtelefoner, der er sjove at lytte til og fjerner støjen effektivt.
    Panasonics topmodel er guf for de virkelig kræsne TV-entusiaster: HZ2000 giver superlækre billeder i ægte studiekvalitet!
    HP Sprocket Select har absolut ingen nytteværdi. Og den mobile fotoprinter leverer faktisk halvdårlige billeder. Alligevel er den ret fantastisk.
    Efter en tur i Honda e virker det meste andet gammeldags.
    Asus ZenBook 14 UMA425 er en lækker og stilfuld maskine, der vil være perfekt til studier eller som arbejds-laptop på farten.
    Shure Aonic 50 har måske den bedste lyd, vi har hørt fra støjreducerende hovedtelefoner.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Samsung Galaxy Note 20 Ultra 5G

    Vejl.pris 10200 kr Galaxy Note 20 overrasker på flere måder

    Motorola Moto g 5G plus

    Vejl.pris 2699 kr Den billigste 5G-mobil på markedet

    OnePlus Nord

    Vejl.pris 3899 kr Forventningsafstemning!

    Huawei P40 Pro+ (kamera)

    Vejl.pris 10000 kr Huawei først med 10x zoom i mobilen
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.