Razer har ikke nogen lang historie som mobilproducent bag sig, men når det gælder gaming-mobiler (og alt hos Razer handler om gaming), er de veteraner. Den oprindelige Razer Phone har nemlig et år på bagen.
Razer Phone 2 er en sort monolit i glas med et skarpt, firkantet design, som ligger langt fra de runde former, der er på mode. I modsætning til årets andre high-end-mobiler har Razer Phone 2 ikke fyldt hele fronten med skærmpanel. Det er også komplet lige meget, for skærmen er stadig stor. Og den er knivskarp (WQHD) og lynhurtig. Faktisk er den med sine 120 Hz dobbelt så hurtig som normale mobilskærme!
Nyeste processor
Indmaden er en Snapdragon 845-processor med otte kerner og en arbejdshastighed på 2,8 GHz. Der er 8 GB ram og 64 GB lager. Det er absolutte topspecifikationer – og i øvrigt svarende til de fleste flagskibsmodeller i dag. Selv om Asus ROG Phone ligger et mulehår foran på processorhastighed og lagerplads. Razer kan til gengæld prale af vandtæthed efter IP67, hvilket vil sige, at mobilen kan tåle at ligge på en meters vanddybde i en time. Ud over USB-C-porten kan batteriet også oplades trådløst.
Skærmen er på 5,7 tommer og i knivskarp WQHD-opløsning. Takket være den ekstreme opdateringshastighed er det aldrig skærmen, der sætter grænsen, og tingene foregår fuldkommen glat og uden hakken – også når du kaster dig rundt i svingene i Real Racing. Til gengæld er lysstyrken ikke imponerende. Især ikke sammenlignet med den næsten blændende Asus ROG Phone.
Lyden er fremragende på Razer Phone 2. Ikke så meget på grund af HD-opløsningen (24 bit/192 kHz), men simpelthen fordi der er blevet plads til et par hæderligt store højttalere bag de store gitre i hver ende.
Benchmarks
Med sin Snapdragon 845-processor og integrerede Adreno 630-grafikprocessor er Razer Phone 2 præcis lige så lynhurtig som årets øvrige flagskibsmodeller – der bruger netop samme processor. Med en arbejdshastighed på 2,8 GHz må Razer dog se sig overgået en anelse af den håndplukkede processor hos Asus (2,96 GHz). Uden at det dog fremgår entydigt af hverken benchmarks eller praktisk afprøvning. Hvor mange frames i sekundet der kan klemmes ud af hardwaren, afhænger derfor mere af, hvem der kan holde processoren afkølet, så hastigheden ikke drosles ned for at undgå overophedning.
Razer har et såkaldt Vapor Chamber Cooling System, hvor der bruges væske til at transportere varmen væk fra processoren. Det virker, og telefonen fortsætter ufortrødent og uden at skrue ned for tempoet, indtil batteriet sætter grænsen.
Det gør det heldigvis ikke lige med det første. Batteritesten gav en brugstid på fem timer og 12 minutter.
Konklusion
Razer Phone 2 er en lynhurtig telefon med et forfriskende anderledes design. Den klarer de nyeste Android-spil med den bedste hastighed, du kan opnå i dag. På det punkt ligner den ikke blot sin nærmeste konkurrent, Asus ROG Phone, men også denne sæsons øvrige topmobiler, der alle er baseret på samme teknologiplatform.
Det, der som gaming-mobil adskiller den fra mængden, er den højopløste, lynhurtige skærm og den kraftige køling. Om det alene er ekstraudgiften værd, er en smagssag.
Også i denne test:
Asus ROG Phone
Konsol i byggesæt
Asus ROG Phone er en solid gamer-mobil med mulighed for udvidelser i det uendelige.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer