TEST: Sennheiser Momentum True Wireless 3

Opdateret …

Det er præcis to år siden, Sennheiser lancerede Momentum True Wireless 2, som jeg uden tøven udråbte til mine nye favoritter. De havde haft aktiv støjreduktion og længere batterilevetid siden første generation og samme fremragende lydkvalitet.

Der er stadig ikke mange, der kan slå hørepropperne på lyd, med Bowers & Wilkins PI7 som en sjælden undtagelse. Men de koster så også 35 procent mere. Og da Sennheiser har slået noget af prisen på de nye Momentum True Wireless 3, er prisforskellen endnu større nu.

Momentum True Wireless 3

Så hvad har Sennheiser oppe i ærmet denne gang? Der var trods alt ikke meget, man savnede på True Wireless 2.

Trådløs opladning af etuiet kan være rart, og det har MTW3 fået. Codec’en aptX med bedre lyd har de altid haft, men det er nu blevet til aptX Adaptive. Det betyder bl.a., at bitstrømmen tilpasses lydkilden, og at forsinkelsen bliver lavere, når man spiller.

Bedre pasform

Momentum True Wireless 3 har øredutter i fire forskellige størrelser, og for første gang har propperne tilpasningsringe med små vinger, der stikker ind under det ydre øres antihelix. For mig virkede det med medium øredutter og ringene med de største vinger, og MTW3 sidder derfor bedre end forgængerne.

Gennemsnitlig lydforsinkelse

Med app’en Earbuds Delay til Android viser Sennheiser-propperne en lydforsinkelse på 200-300 ms med aptX, lidt mere med AAC. Jeg får omtrent det samme, når jeg tjekker Bowers & Wilkins PI7 og Sony WF-1000XM4 (også med LDAC). Men i et spil som f.eks. bilspillet Real Racer 3 føler jeg, at forsinkelsen er noget lavere, selv om den ikke er væk.

Der er én funktion, der er forsvundet siden sidst, nemlig NFC-parring. Det indebar, at man kunne holde lade-etuiet hen til en Android-telefon, og propperne blev parret sporenstregs. Det er dog kun noget, man bruger, første gang de tilsluttes, og man ser færre og færre hovedtelefoner og hørepropper med denne funktion.

Multipunkt mangler

Et afsavn, som jeg til gengæld ikke helt forstår meningen med, er at True Wireless 3 ikke har fået multipunktsforbindelse.

Bluetooth 5 understøtter denne funktion, som betyder, at man kan afspille musik fra mobilen, og så vil propperne automatisk koble PC’en ind, hvis man starter en videokonference. For eksempel. Det er smart, og jeg fatter ikke, at Sennheiser ikke åbner op for denne mulighed.

Touch-funktioner

Ligesom før kan touch-funktionerne på hørepropperne tilpasses ens egne ønsker. Heldigvis kan de også deaktiveres helt. Selv foretrækker jeg nemlig at bruge min mobiltelefon til at gøre det, jeg skal, såsom at bladre i playlister og stoppe og starte musikken. Det eneste, der kan være rart, er at besvare og afslutte opkald.

Men i regnvejr kan touch-systemet hurtigt gå i udu, og jeg har ingen problemer med at være gammeldags her.

Støjreduktion

Støjreduktionen på MTW3 gør, hvad den skal, i basregistret, mens den faktisk lukker flere højfrekvente lyde igennem, såsom klapren fra et computertastatur. I det fri fjerner den generende lyde fra anlægsarbejde og forbipasserende biler, mens fuglekvidder høres ganske godt.

Det er faktisk ikke den dummeste form for støjreduktion, selv om Sony WF-1000XM4 ligger en tak foran, og også de ellers meget dårligere Bose QuietComfort Earbuds slår Sennheiser på støjreduktion. Men jeg er stadig ikke i tvivl om, hvilken af de tre jeg ville vælge. MTW3 slår dem begge på lydkvalitet.

Lydkvaliteten

Hvilket leder os til dagens højdepunkt. For lyden af Momentum True Wireless 3 er lige så fabelagtig som på forgængerne. Jeg har dem ikke at sammenligne direkte med, men det er i hvert fald den lyd, jeg husker fra både version 1 og 2.

Man kan tilpasse den med en simpel trebånds EQ, og man kan også tage en lydtest med tre forudindstillinger og i tre omgange vælge, hvad der lyder bedst af A, B og C.

Efter at jeg tog testen, skruede Sennheiser bas, mellemtone og diskant op med 3 dB hver. Altså lige meget og bare med højere lyd til følge. Det betyder to ting: EQ-funktionen er begrænset, og lyden er god i forvejen.

Opdatering 26.04.2022:

Efter at have testet hørepropperne i bussen oplevede jeg lyden som tyndere selv med støjreduktion på, så dér foretrak jeg at skrue bassen noget op og mellemtonen en anelse ned.

Industrial pop

Med Halseys “People Disappear Here”, produceret af Trent Reznor fra Nine Inch Nails, lyder det både sejt på høj lydstyrke og klokkeklart i mellemtonen. Hendes stemme står ud fra det rå bagtæppe af forvrængede synthesizere, og der er godt med liv her.

Man kan også spille højt, før det flader ud, og så er vi faktisk på fuld lydstyrke fra telefonen. Sikkert for højt til nogle, men perfekt til mig.

Croonernes drøm

Sivert Høyems dybe crooner-stemme lyder både stort og velopløst på Madrugada-balladen “Ecstasy”, mens klaveret lyder lige så troværdigt som grandiost. Når trommerne kommer ind, er det med et flot fundament i stortrommen.

Klassisk musik med stort orkester lyder også rigtig godt. Man får aldrig den samme detaljeringsgrad i diskanten med trådløse hørepropper som med kablede, både på grund af Bluetooth-begrænsningerne og den indbyggede forstærker. Prøv de kablede Sennheiser IE 300 fra en god musikafspiller, og du vil få både mere luft, endnu større lyd og bedre dynamik. Men af trådløst at være er det her rigtig godt.

Eleanor Rigby

Cody Fry har en imponerende orkesterfortolkning af Beatles’ “Eleanor Rigby”, og den kan jeg lytte til hele dagen. Høj lyd er vigtigt! Koret i omkvædet, de brutale pauker, de lavmælte pauser og den nervøse stemning hele vejen igennem gengives meget imponerende af MTW3.

Alligevel: Sammenlignet med B&W PI7 har Sennheiser noget at indhente i de laveste frekvenser. De går ikke helt så dybt i bassen, og de er heller ikke så klippefaste på de vildeste udblæsninger. Men MTW3 kan spille højere, og det kan jo være nyttigt. Desuden mangler PI7 alle former for tonekontrol, og MTW3 har en mere åben diskant, hvor violiner og sopraner kan udfolde sig, og det gør også lydbilledet bredere.

Konklusion

De helt trådløse Sennheiser Momentum True Wireless 3 er fabelagtige. De er faldet mere end 10 procent siden forgængerne, men er stadig de samme fantastiske hørepropper. Forbedret på flere områder med bl.a. trådløs opladning og aptX Adaptive-codec.

Men det, der virkelig sætter prikken over i’et, er tilpasningsmulighederne for pasformen. Nye fæsteringe inde i øret gør, at de sidder bedre end nogensinde, så nu kan man trygt tage dem med ud og løbe.

Der er stadig den samme usle equalizer; kun bas, mellemtone og diskant kan justeres. Men det gør ikke så meget, når lyden er så god som udgangspunkt. Multipunktforbindelse mangler også, men skidt-pyt.

I undertegnedes ører er B&W PI7 stadig bedre, men de er så også over 50 procent dyrere. Så hvis du spekulerer på, hvad der er de bedste trådløse hørepropper til under 2.000 kroner, så er True Wireless 3 min klare anbefaling.