Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Nura NuraTrue Pro

Bluetooth med CD-kvalitet

NuraTrue Pro er de første hørepropper på markedet med lossless Bluetooth-lyd. Og så lyder de rasende godt, med lyd skræddersyet til dine ører.

Skrevet af / 22/10/2022 - 09:00
Nura NuraTrue Pro
Geir Gråbein Nordby

Nura har formået at skabe sig et navn i løbet af ganske kort tid. Det er fordi de ikke gør som alle andre, men selv kridter stien op.

Først fik vi NuraPhone-hovedtelefonerne – et par over-ear-hovedtelefoner med en høreprop i midten af ​​hver ørepude. En hybrid af hørepropper og hovedtelefoner, med andre ord. Hvor propperne sørger for hele lydbilledet, mens hovedtelefonerne sender dundrende bas gennem kraniet!

Men den største innovation ved NuraPhone var, at de var de første på markedet til at skræddersy lydbilledet til brugerens ører. Ved hjælp af målinger af testsignaler og smart digital bearbejdning, var det tanken, at de skulle fungere som “briller” for ørerne. Og det fungerede overraskende godt! Det mest imponerende ved dem var dog dynamikken og basgengivelsen, som stadig er det vildeste, jeg har hørt fra nogen trådløs hovedtelefon.

Læs også Nura NuraTrue: “Briller” til ørerne NuraTrue måler din hørelse og skræddersyer lyden, så du hører musikken i alle dens farver.

Hørepropper

Dernæst kom NuraLoop, hvor man havde beholdt propperne og droppet ørekopperne. Et langt mere bærbart og brugervenligt produkt, bare uden den heftigste bas. Men propperne var forbundet med hinanden med ledning, i et landskab hvor de helt trådløse propper var ved at opnå total dominans. Succesen var således begrænset.

Derfor er det ikke så længe siden, at NuraTrue, et par helt trådløse øretelefoner, også ankom. Med den samme smarte, brugertilpassede lyd. Den kraftige DSP kræver mere plads og større batterier end normalt, derfor er husene ret store og klumpede. Men dét var omtrent den eneste ulempe ved dem.

Nura NuraTrue Pro lifestyle 3
NuraTrue Pro er lidt større end de lidt mere prisbillige NuraTrue. Foto: Nura

NuraTrue Pro – lossless Bluetooth-lyd

Nura kunne sagtens have været tilfredse med NuraTrue, og bare givet os en årlig finjusteret udgave fremover. Så gode er de. Men jeg har ikke engang nået at pakke dem ned, før NuraTrue Pro smutter ind fra sidelinjen. Er der virkelig noget, de kan gøre meget bedre?

Svaret ligger i Bluetooth-protokollen. For Nura har nemlig givet os markedets første hørepropper med lossless Bluetooth-lyd! Og det er noget helt nyt, for selvom både LDAC og aptX HD giver forbedret Bluetooth-lyd, og kan prale af både 24-bit og op til 96 kHz, er det faktisk ikke ægte lossless. Der er blevet fusket med data, som bruger psykoakustiske modeller til at fjerne lyde, du normalt ikke ønsker at høre. Men da ikke to ører er ens, er det umuligt at skabe en helt præcis model. Det er bedst ikke at fjerne noget, men dét kræver båndbredde. Noget Bluetooth har begrænset med.

Nura NuraTrue Pro buds beauty
Foto: Nura

aptX Lossless

Og det er her, aptX Lossless kommer ind i billedet. Her er data pakket meget ligesom i en zip-fil, ikke ulig hvad FLAC-formatet gør for musik. Når signalet pakkes ud i den anden ende, er det en nøjagtig kopi af det, der blev sendt ind i codec’et.

Men uanset hvor smart denne datapakning er, kræver den stadig mere båndbredde end normal Bluetooth-lyd. Faktisk op til 1,2 Mbit/s. Det er mere end dobbelt så meget som normalt. Derfor har aptX Lossless ikke været en del af Bluetooth-protokollen indtil nu, selvom codec’et faktisk har eksisteret i flere år i produktionen af ​​radio- og TV-transmissioner (for eksempel til DAB-radio).

Men siden Bluetooth 5 debuterede, har man kunnet manipulere protokollen til at give den nødvendige båndbredde til lossless overførsel.

Nura NuraTrue Pro
NuraTrue Pro er de første hørepropper på markedet med lossless Bluetooth-lyd. Foto: Nura

Skjult i aptX Adaptive

aptX Lossless er et separat codec, men det gemmer sig i aptX Adaptive-protokollen. Det betyder, at når du forbinder hørepropperne til en Android-telefon (held og lykke med at få Apple til at understøtte aptX overhovedet!), vil du se i udvikler-indstillingerne, at aptX Adaptive er aktiveret. Vi må derfor bare tage Nura på ordet, og stole på at dette faktisk er Lossless.

Begrænset support

I dag er aptX Lossless ikke understøttet af mange mobiler, da den nyeste Snapdragon 8+ Gen 1 processor er påkrævet. Kompatible mobiler er Asus Zenfone 9, Motorola Edge 30 Pro, Samsung Galaxy Z Fold 4 og Xiaomi 12 Pro og et par flere. Men denne liste vil hurtigt blive større i fremtiden. Til lejligheden har jeg fået en Zenfone 9 til låns fra Asus.

Nura NuraTrue Pro detail
Foto: Nura

Længere batterilevetid og multipoint

Blandt andre forbedringer fra den billigere NuraTrue ser vi nye og bedre drivere med titanium-membran. Og desuden er der understøttelse af multipoint Bluetooth-forbindelse, hvilket betyder, at den kan forbindes til to enheder på samme tid. Dette skal aktiveres manuelt i Nura-appen.

Ydermere har Pro-versionen øget batterilevetiden fra 6 til 8 timer i selve hørepropperne, og fra 18 til 24 timer i etuiet.

Læs også nura nuraphone nuraphone tilpasser lyden til netop din hørelse. Med indbygget subwoofer kan de også slå til med syge mængder af bas.

Støjreduktion og omgivelseslyd

NuraTrue Pro har støjreduktion, og denne er altid slået til, medmindre du går ind i opsætningen i app’en, og slår den fra. Et let tryk på den venstre høreprop kan aktivere eller deaktivere omgivende lyd, som Nura kalder social mode, fordi det betyder, at du kan chatte med nogen uden at tage ørepropperne ud. Men der er ingen genvej til at gøre det samme med støjreduktionen. Du kan ændre berøringsfunktionerne i app’en, men ikke hvad angår støjreduktion.

Foto: Nura

Som med den mere prisbillige model fungerer støjreduktionen godt; du kan blokere for en stor mængde støj udefra, herunder støj i en bilkabine. Jeg kan heller ikke forestille mig, at en flykabine er et problem, men det har jeg ikke kunnet teste. Klikket fra computertastaturet lyder højere her end i Sony WF-1000XM4 og Sennheiser Momentum True Wireless 3, og NuraTrue Pro har også mere hørbart sus. Derfor foretrækker jeg altid at deaktivere støjreduktion, når formålet er at nyde musik med den bedst mulige lydkvalitet. Du har trods alt lossless lyd her!

Omgivelseslyden fungerer efter hensigten, og er en fin funktion. Men den er desværre deaktiveret under mobilopkald, og kan ikke bruges som medhørsfunktion (sidetone) til at høre sin egen stemme. Heldigvis kan samtalepartneren stadig høre dig fint.

Foto: Nura

Dirac Spatial Audio

Endnu en funktion som NuraTrue Pro har i forhold til standardversionen, er Dirac Spatial Audio. Dette tilføjer en subtil 3D-effekt til indholdet. Men ikke mere end at det stadig føles som stereo; bare bredere og større. Jeg kan nu og da godt sætte pris på det lille ekstra kick som Dirac tilføjer, men da lyden samtidig bliver mere diffus, foretrækker jeg nu i det store hele at lade denne effekt være slået fra.

App’en er vigtig

Tilkobling af NuraTrue Pro er som med de fleste andre: find den i Bluetooth-listen på din mobil, vælg den, og hørepropperne tilsluttes.

Der medfølger flere forskellige puder til propperne, både i silikone og memoryskum. De har en lille kant, der går på indersiden af ​​øret, som gør, at de sidder endnu bedre.

Foto: Nura

Husene er endda en anelse større end hos standardversionen af ​​NuraTrue, og de er dermed både godt synlige, men føles også lidt tunge, når du går med dem. Af samme grund ville jeg ikke bruge dem til at løbe med, så næste projekt fra Nura skulle måske være et par sportspropper?

Første gang du forbinder NuraTrue Pro med Bluetooth, bliver du bedt om at downloade app’en. Du skal have opladet propperne i mindst en time for at fortsætte.

Nura-appen er vigtig første gang, fordi du kan lave en automatisk, skræddersyet lydprofil til dine ører. Hørepropperne sender lyde ind i øret, som så tolkes, og der skabes et lydfilter, der er tilpasset lige præcis din hørelse. Derudover aktiveres en Immersion-funktion, som i virkeligheden er ekstra bas. Du kan vælge med en virtuel knap hvor meget Immersion, du ønsker – om noget overhovedet.

Foto: Nura

Lyden af NuraTrue Pro

Sørg for at aktivere Udviklerindstillinger på din Android-mobil for at se, om aptX Adaptive er valgt som codec. Først da får du lossless lyd. Det er også vigtigt at gennemføre lydkalibreringen, for ellers kan det lyde fladt og livløst – som med alle andre Nura-modeller. Når det er gjort, lyder det dog herre-lækkert!

Lyden minder ret meget om den mere billigere NuraTrue, bare med en større detaljerigdom. Stereolyden er fantastisk, med masser af luft, og den samme sprøde bas, vi kender fra den billigere version. Måske endda lidt bedre defineret.

Basgangen i Vigil af The Mars Volta bærer i høj grad sangen, og med NuraTrue Pro lyder den bundsolid. Guitaren er i forgrunden og fremstår klokkeklar. Den nærmest nasale stemme fra Cedric Bixler-Zavala kommer frem med al dens lækre finurlighed, og hvor jeg syntes, at lillebror NuraTrue manglede lidt opløsning i toppen, er det samme problem der ikke med NuraTrue Pro.

Med klassisk musik på menuen er der styr på alle instrumenterne, og selvom man slår Immersion-bassen til i app’en, stjæler kontrabassen stadig ikke opmærksomheden fra celloerne.

Foto: Nura

Nogen pointe med lossless?

Jeg har testet hørepropperne med både Android og iPhone, og Android lyder bedst af de to. Men det gør det også, selvom jeg skifter til normal aptX-lyd, som jo ikke er lossless.

Ganske vist er der subtile forskelle at høre, når man skifter til lossless – vel at mærke når støjreduktionen er deaktiveret, for ellers er den iboende støj i propperne for markant til at bemærke de ekstra detaljer i lydbilledet. Det er på et meget diskret niveau.

Lidt er der bestemt vundet ved lossless, men det vigtigste er, at hørepropperne er så gode i sig selv. Med eller uden lossless.

Nura NuraTrue Pro buds & case
Foto: Nura

Konklusion

NuraTrue Pro er innovation hele vejen igennem, og på en særdeles vellykket måde. Her er teknologien i højsædet, men pakket ind i et brugervenligt interface – og udført på en sådan måde, at det skræller følelsesaspektet i musikgengivelsen væk. Når først lyden er kalibreret til brugerens ører, får alle instrumenterne fuld skrue, mens hørepropperne samtidig har fantastisk bas. Cool!

At hørepropperne også er de første med lossless lyd via Bluetooth, gør dem ikke mindre spændende. Forbedringen er subtil, men stadig vigtig, og bringer dig endnu tættere på musikken.

Den eneste fejl ved NuraTrue Pro er dens størrelse. Det er lidt tunge sager. Men de sidder heldigvis godt.

 

Karakter
Nura NuraTrue Pro
High End

Lyd & Billede mener

Endelig lossless over Bluetooth! Lyden har stor underholdningsværdi, med flere detaljer end tidligere. Skræddersyet til brugerens hørelse. De er ikke ligefrem små, og kan virke tunge.

2 kommentarer til “Nura NuraTrue Pro”

    1. Beklager! Motorola Edge 30 ULTRA er kompatibel, ikke Pro! Men Asus Zenfone 9 har altså 8+ Gen1.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Yamaha falder igennem

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Lyd & Billede
Scroll to Top