Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Argon Audio Quiet Storm

Lækkert design – middelmådig lyd

Argon Audio Quiet Storm ligner et sæt dyrere hovedtelefoner. Lyden står dog ikke mål med designet.

Skrevet af / 17/03/2023 - 14:00
Argon Audio Quiet Storm
John Alex Hvidlykke

Det var med en vis forhåbning, at vi modtog Argon Audio Quiet Storm til test. Konkurrencen på trådløse hovedtelefoner er ganske vist hård og ubønhørlig. Men vi har testet en del produkter fra Argon, og de har ofte imponeret med deres lydkvalitet til en meget tilgængelig pris. Argon Audio Forte A5 MK 2 er for eksempel en af de bedste billige trådløse højttalere.

Førstehåndsindtrykket er absolut positivt. Hovedtelefonerne leveres i et hårdt transportetui, som dog er ret stort, da de ikke kan foldes sammen. Der medfølger et kort USB-kabel til opladning og et minijack-kabel til passiv drift. Det vender vi tilbage til.

Quiet Storm ser dyrere og lækrere ud, end prisen antyder. (Foto: Argon Audio)

Designet er ret elegant: Ørekopperne og den kunstlæderbeklædte hovedbøjle er kulsorte. På siden af ørekopperne giver et dæksel med metalliske detaljer et raffineret præg.

Alt, også hovedbøjlen og holderne til ørekopperne, er udført i plast. Men det er i orden, da konkurrenter til den dobbelte pris også ofte er lavet i plast.

Læs også Rigtig Hi-Fi til småpenge Argon Audio har opdateret sin allerede vellykkede Forte-serie. Det er den kun blevet bedre af.

Betjeningen er behageligt simpel. Fire knapper til ANC, lydstyrke og tænd/sluk. Det er givetvis billigere at lave end touchstyring på ørekoppen – og det virker præcist og sikkert. Hver gang!

Betjeningen sker med knapper, hvilket er en behagelig afveksling fra de evindelige touchpaneler. (Foto: Argon Audio)

Der er ingen styrings-app til Argon Audio Quiet Storm, og heller ingen stemmestyring. Hovedtelefonerne parrer med Bluetooth, når de tændes første gange. Simpelt. De understøtter ikke en lang række moderne lydprotokoller, men AAC fungerer. Det er i orden til prisen.

Lyden af Argon Audio Quiet Storm

Argon Audio Quiet Storm ligner et luksusprodukt. Det eksklusive design matches desværre ikke helt på lydsiden.

Den gode nyhed er, at støjreduktionen er ganske effektiv, og den fjerner lyden af kollegerne på kontoret eller støjen under transport udmærket. Jo, vi har hørt den bedre, men det er helt tilstrækkeligt.

Læs også Sjælefred til spotpris Creative Zen Hybrid ser langt dyrere ud, end de i virkeligheden er. Og sådan lyder de også.

Desværre er lyden med ANC slået til temmelig tung og mørk. Bassen virker umiddelbart fyldig, men ved længere lytning bliver det klart, at den er overdrevet. Med diskanten er det desværre omvendt. ANC påvirker uundgåeligt lyden i større eller mindre grad. Men på Quiet Storm er lyden direkte mørk og indelukket. Og da der ikke findes en styrings-app, er der ikke mulighed for at rette klangbalancen til.

Lige omvendt bliver det, når man skifter til ambient mode (lyd fra omgivelserne) eller helt slår lydmanipulationen fra. Så får man et lydbillede, der ikke er så lukket i toppen, men som til gengæld direkte mangler bas.

Støjreduktionen er effektiv. Men det går ud over lyden. (Foto: Argon Audio)

Passiv drift

Argon Audio Quiet Storm kan også bruges helt passivt – altså kablet og med elektronikken slukket. Her virker støjreduktion og ambient mode af gode grunde ikke. Jeg prøvede hovedtelefonerne på den rigtig fine Creative Sound Blaster X5. Og forskellen var som nat og dag! Væk var såvel den skumle lyd og tunge bas fra ANC-indstillingen og den tyndbenede gengivelse med ANC slået fra. Som rent passive hovedtelefoner leverer Quiet Storm en balanceret og hæderligt nuanceret gengivelse. Ikke uden forvrængning, men stadig i en helt anden klasse end med elektronikken slået til.

Desværre er passiv, kablet drift ikke den måde, hovedtelefonerne nogensinde vil blive brugt på. Og hvem vil betale for trådløshed og støjreduktion – for derefter at bruge dem passivt via en hovedtelefonforstærker, der koster flere gange mere end hovedtelefonerne?

Konkurrenter

Ingen produktkategori er så stor og konkurrencepræget som hovedtelefoner. Og det gælder især støjreducerende, trådløse hovedtelefoner. Vi kan ikke nævne alle, men en af de mest markante konkurrenter er Sony WH-XB910N, der i praksis kan findes til samme pris som Quiet Storm eller endda billigere. Creative Zen Hybrid ser ikke så eksklusive ud, men lyder godt nok, og koster i håndkøb under det halve af Argon.

Der medfølger et nydeligt rejseetui. (Foto: Argon Audio)

Konklusion

Argon Audio Quiet Storm ser ud af mere, end prisen antyder. Og Argons første ANC-hovedtelefoner har faktisk mange gode sider. Som en logisk og simpel betjening. Lyden står desværre ikke mål med mekanikken. Uden ANC er lyden tynd, mens den med støjreduktionen slået til skifter karakter og bliver skummel. Quiet Storm er en billig hovedtelefon, og man kan ikke stille samme høje krav som til dyrere hovedtelefoner. Men konkurrencen på billige ANC-hovedtelefoner er benhård, og vi har hørt bedre til prisen – og faktisk også til mindre. Så selv om du måske bare er ude efter lidt stilhed på den årlige flyrejse, kan du lige så godt prøve at få mest muligt for pengene.

Karakter
Argon Audio Quiet Storm
Basic

Lyd & Billede mener

Lækkert design. De virker og føles dyrere, end de er. Nem betjening. Støjreduktionen dæmper godt. Lydkvaliteten er oplevet bedre til færre penge. Ingen app.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Propper med fjernsyn

Sommermusik lige i øret

Scroll to Top