Jeg kan ikke huske, hvornår det var, men det er snart 30 år siden. Dengang ejede jeg den første udgave af Sonus fabers Electa Amator. En håndbygget, mellemstor tovejshøjttaler i valnød. Flot håndværk og udsøgt lydkvalitet. Højttalerne var en succes og er siden blevet relanceret to gange. Senest i 2018 som Electa Amator III.

I 1992 – tror jeg, det var – lancerede Sonus faber en ny udgave af deres mindste model, Minima FM2 fra slutningen af 80’erne, som de kaldte Minima Amator. Med et lidt mindre kabinet end Electa Amator og en lille 14 cm bas/mellemtone parret med samme 28 mm diskant, som Sonus faber i øvrigt dengang fik lavet hos Dynaudio i Danmark.

Jeg kan tydeligt huske den guddommelige mellemtoneklang, og at de små højttalere kæmpede for at levere noget særlig bas. De kunne heller ikke spille specielt højt. I hvert fald ikke sammenlignet med de større Electa Amator.

Senere, i 2008, lancerede Sonus faber en endnu mindre udgave kaldet Minima Amator Vintage. Jeg aner ikke, om den blev en succes. Vintage-udgaven var ikke i salg særlig længe. Med en følsomhed på 84 dB var den også ret tungtdrevet og trivedes bedst med forstærkere med nogle muskler. Men mellemtonen, altså, hvor lød den dog varmt, flot og klangfuldt.

Maksimeret Minima

Minima-serien kunne være gået i glemmebogen, hvis det ikke var, fordi nogen hos Sonus faber havde set en mulighed for at genoplive nogle højttalere fra kompakthøjttalernes guldalder.

De havde allerede haft succes med at holde Guarneri-navnet i hævd med nye modeller, lige siden den første kom i 1993. Måske var det derfor, de i 2014 lancerede et begrænset oplag af en helt ny udgave af Extrema fra 1993, bare kaldet Ex3ma – og prissat derefter.

Det er let at fortabe sig i et bagkatalog, men Sonus faber lykkedes over al forventning, da de relancerede Electa Amator for tredje gang i 2018. En højttaler, der fik os i knæ af ren beundring for, hvor forfriskende og samtidig genkendelige både håndværket og lydkvaliteten var.

I 2019 var det så Minima Amators tur til at genopstå. Den anden udgave – der faktisk er den fjerde i rækken – følger samme opskrift som i 1992, men nogle af ingredienserne er skiftet ud med opgraderet teknologi.

De smukt forarbejdede valnøddekabinetter af 25 mm tykke træstave hviler ikke længere på en base af hvid marmor fra Carrara, men Sonus faber har indsat den samme smalle messingliste langs den nederste del af kabinettet og betrukket højttalerne med sort læder både foran og bagpå.

Diskant-enheden kender vi fra Electa Amator II: En 28 mm med en ring omkring silkemembranen – DAD (Dæmpet Apex Dome) – der fungerer som en slags ringradiator.

Bas-enheden på 15 cm (18 cm i EA II) har en let membran af cellulose og fibre af kapok og kenaf, som er en slags hibiscus. Delefilteret skiller ved 2500 Hz, følsomheden er moderate 87 decibel, og systemimpedansen er på 4 ohm. Alt sammen i et klassisk Sonus faber-kabinet, som er omhyggeligt håndlavet i Italien.

Konkurrenter

Der findes ikke mange så små standerhøjttalere i denne prisklasse, som er åbenlyse rivaler til Minima Amator II. Audiovector R1 Arreté koster mere, Dynaudio Special Forty er større, det samme er DALI Epicon 2, og Graham BBC LS3/5 er endnu mindre og koster næsten kun det halve.

Fornem reolhøjttaler

Electa Amator II skal stå på stabile standere trukket ud fra bagvæggen og vinklet indad for at spille optimalt. De meget mindre Minima Amator II trives bedst tættere på bagvæggen og kan stå på et møbel eller i en reol. Så længe de ikke lukkes inde mellem bøger og blomstervaser.

Og ligesom Electa Amator II er den bedste udgave med en god margin, er Minima Amator II en meget bedre version af sine forfædre. Okay, de spiller ikke særlig højt, men højt nok, og de går ikke voldsomt dybt i bassen, men dybt nok til at overraske skeptikerne.

Det, de virkelig kan, og som de traditionen tro gør bedre end de fleste andre i denne klasse, er vokaler. Men ikke kun vokaler. For de har som antydet mere end bas nok til at få det til at svinge svedigt, når jeg sætter noget af min yndlingsjazz på. “One Day I’ll Fly Away” med Keith Jarrett på klaver og Charlie Haden på kontrabas har mere end bund nok til, at kontrabassen lyder realistisk, og klaveret får en troværdig dybde.

Sammen med en Hegel H190 spillede de mere end højt på Emilie Nicolas’ “If I Call”, som har dybbas af en anden verden. Den kan virkelig udfordre små højttalere, men Minima Amator II slipper ikke alene helskindet fra det, de gør også et overraskende godt stykke arbejde med dybbassen på optagelsen.

De lyder om muligt endnu mere overbevisende på vokaler. Alt fra Maria Callas til Dusty Springfield får en klædelig varme og masser af klangnuancer. Audiovector R1 Arreté har bedre detaljeopløsning og en mere luftig diskant, men mangler den klangfylde i mellemtonen, som man får med Minima Amator II.

De små højttalere skaber også et meget overbevisende stereoperspektiv, og korrekt placeret (start 30 cm fra bagvæggen og arbejd videre derfra) skalerer de musikken op fra deres beskedne størrelse til en meget troværdig skala. Omend ikke helt i samme grad, som Electa Amator III formår.

Klassisk musik klarer sig mindst lige så godt som jazz, pop og opera på de små højttalere. Selv om hele dybden af orkesteret måske ikke kommer frem. På Seiji Ozawa og Martha Argerichs fortolkninger af klaverstykker af Beethoven og Mozart spiller de små højttalere med en indlevelse og en klangdybde, der gør, at man ikke savner noget. Det skulle da lige være en subwoofer, der kunne få lidt mere af orkesterets basfundament frem.

Sammenlignet med …

Dynaudio Special Forty er lidt større og lidt billigere, og har længe været vores referencehøjttalere i deres prisklasse. De leverer mere fyldig bas, end Minima Amator II formår, og går sig lidt længere ned i bassen. De er også tunet anderledes, med en varmere klangbalance, der klæder meget forskellig musik godt. Sonus faber er mere åbne i den øvre mellemtone, hvilket bidrager til bedre fokus på f.eks. vokaler.

Skifter man til de små Audiovector, får man en halv oktav ekstra i bassen samt bedre opløsning. Især fra mellemtone til diskant. De reagerer hurtigere på transienter, og den dynamiske kontrast er fænomenal. Men heller ikke her får man den naturlige klang i mellemtonen, som gør vokaler til en magisk oplevelse på Minima Amator II.

Hvis min diæt bestod af opera, singer/songwriters, vokaljazz og visepop, ville disse Sonus faber være mit førstevalg.

Konklusion

Sonus faber Minima Amator II er små nok til at finde plads overalt. Men heldigvis spiller de med selvsikker overbevisning, så man ikke mærker den manglende fysik så meget. De går dybere i bassen, end man skulle tro, og de lyder guddommelig smukt på musik, hvor stemmer er det mest fremtrædende instrument.

Der findes små højttalere, som kan spille højere og med mere basdynamik, men få, der har så gode kvaliteter på måske især akustisk musik. F.eks. klassisk og jazz. Det er i hvert fald meget få højttalere i denne klasse, om nogen, der er så velforarbejdede. Det bidrager bestemt også til ejerglæden.