Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: LG Eclair QP5

Superkompakt surround-lyd

LG Eclair lover storslået surround-lyd fra en superkompakt soundbar, men formår ikke helt at indfri.

Skrevet af / 01/10/2021 - 21:05
LG Eclair QP5
Audun Hage

En soundbar er en nem og praktisk måde at forbedre TV-lyden på, men ikke nødvendigvis den mest interiørvenlige dingenot, man kan placere i stuen. En lang, tung og kantet soundbar i sort metal passer sjældent godt til Kähler-vasen og de stilige møbler.

Men der findes hæderlige undtagelser. LG har nemlig udklækket en linjelækker soundbar, der fylder meget lidt. Den har fået navnet Eclair, som er et fransk udtryk for små, lækre cremefyldte kager. Betyder det mon, at vi kan forvente cremet lyde i en lille indpakning?

LG Eclair: Lille soundbar med Atmos-lyd

Eclair må være den mindste soundbar, vi har haft mellem hænderne: Knap 30 cm bred og 6 cm høj. Faktisk er den så lille, at den let kan forveksles med en kompakt Bluetooth-højttaler! Den lille soundbar kommer med sort eller hvidt stofbetræk og har et ovalt design, der gør den visuelt tiltalende og øjenvenlig. Med sig har den også en kompakt trådløs subwoofer i et matchende design.

Vores umiddelbare førsteindtryk er, at det vil være en fin lydpakke til smarte, kompakte design-TV’er som Samsung The Frame eller LG’s eget Gallery OLED.

Tilslutningsmulighederne er helt fine: Der er både HDMI ind og ud, så man kan tilslutte en videokilde – f.eks. en spilkonsol – og sende billedet videre til TV’et. Desuden er der HDMI eARC (lydreturkanal), som henter lyden direkte fra ud TV’et. Så får man også bedre lyd fra TV’ets egne apps, såsom YouTube, Netflix osv.

LG-soundbaren har derimod lidt begrænsede muligheder for musikafspilning. Den må undvære Wi-Fi og netværksadgang, og man må derfor kigge langt efter tjenester som Spotify, AirPlay og deslige. Til gengæld understøtter den trådløs tilslutning via Bluetooth, så man kan afspille musik fra mobilen.

LG-Eclair-rear-inputs-scaled LG-Eclair-QP5-remote-scaled LG-Eclair-QP5-LEDs-scaled LG-Eclair-Atmos-HDMI-eARC-scaled
<
>
Vi fik hurtigt kontakt med et Samsung-TV via HDMI eARC, som bekræftede understøttelse af Dolby Atmos. (Foto: Audun Hage)

Let at sætte op – men lidt besværlig i brug

LG Eclair er forfriskende nem at sætte op første gang. Vi pakkede højttaleren og subwooferen ud, satte dem på plads ved TV’et og sluttede lydsystemet til via HDMI eARC. På få minutter havde vi aktiveret lyden. Vi kunne også hurtigt verificere understøttelse af Dolby Atmos via Netflix.

Betjeningen kunne dog have været bedre: Eclair kommer med sin egen fjernbetjening, og soundbaren er udstyret med nogle små lysdioder, der fortæller om status og lydniveau. Men det er ikke let at regne ud, hvad de forskellige symboler betyder. Vi havde foretrukket et rigtigt display – hvis der havde været plads til det.

Når man vil lave avancerede indstillinger, henviser LG til at bruge deres Soundbar App via mobilen. Men da Eclair ikke har Wi-Fi, må den i stedet koble sig til via Bluetooth. Det gør det svært at justere lyden, mens man f.eks. ser TV. Doh!

Når det er sagt, så fungerer Eclair ganske udmærket til daglig brug, hvor man normalt bare bruger TV’ets fjernbetjening til at styre lydstyrken.

OBS: Når en soundbar er så kompakt som her, kan det være fristende at sætte den ind i en reol eller ned under et andet møbel. Man bør dog undgå at dække højttaleren for meget til. Så skærmer man nemlig for de såkaldte højdehøjttalere, der er rettet op mod loftet.

LG Eclair er nem at placere, men af hensyn til Atmos-højdekanalerne bør den stå frit, uden en hylde eller lignende over sig. (Foto: Audun Hage)

Lydkvalitet

Så til det allervigtigste, nemlig lydoplevelsen! LG har spækket Eclair med fuld 3D-lyd i form af understøttelse af udbredte lydformater som Dolby Atmos og DTS:X. Som om det ikke var nok, har de også fået hjælp af lydingeniørerne hos engelske Meridian til udviklingen af højttalerne. Eclair anvender en såkaldt 3.1.2-konfiguration med separate “højdekanaler” på toppen, som man normalt kun finder på fuldblods Atmos-soundbars.

Specifikationer som disse giver forventninger om en rimelig heftig lydoplevelse. Desværre bliver de ikke helt indfriet.

Når vi afspiller vores sædvanlige testscener fra The Irishman, skal det helst lyde stærkt og klart, når De Niro og Pesci diskuterer deres næste attentat. I LG’s tilfælde lyder det dog ret uldent og indelukket. De to gangstere mumler, og lyden kommer aldrig rigtig ordentligt ud. Derudover får vi en temmelig diffus fornemmelse af baggrundsmusik og lydeffekter.

Eclair lyder også lidt anstrengt på høj volumen. Det klinger temmelig spidst, når vi udfordrer den med skudvekslingerne fra Snabba Cash.

Den trådløse subwoofer gør sit bedste for at bakke op med dybe bastoner, men lykkes kun delvist. Lydbilledet bærer præg af, at subwooferen er lidt ude af sync med soundbaren, og eksplosioner og skud lyder ikke lige så sammenhængende, som vi er vant til, og får en lidt hul lydkarakter.

Heller ikke musikgengivelsen er specielt medrivende. Vores koncertoptagelser med Dua Lipa får en lidt generende farvning af stemmen, hvor det også lyder lidt indelukket og nedtonet. Guitar- og basspillet virker heller ikke særlig præcist. Anslagene fra subwooferen kunne have været mere faste og timingen bedre.

Soundbaren LG Eclair har fem fuldtoneenheder i en 3.1.2-konfiguration. (Foto: LG)

Konklusion

LG Eclair er en lille, nuttet soundbar, der kan klemmes ind, hvor andre soundbars er for store. Den kan være en fin opgradering til virkelig små TV’er (32-43 tommer) og til små rum, hvor man alligevel ikke har brug for et massivt lydtryk.

Desværre er vores indtryk, at LG i jagten på kompakthed måske har trykket lige lovlig hårdt på skrumpeknappen. Noget, som lydbilledet også bærer præg af. For ud over det flotte design lykkes Eclair ikke helt med at engagere på hverken TV-lyd eller musik.

De fleste soundbars er omtrent lige så brede som et TV, men det er der en grund til. For at give god spredning og separation af kanalerne kræves der normalt også en vis afstand mellem højttalerne. Med mange små højttalere tæt på hinanden lyder Eclair simpelthen lidt diffust i forhold til de bedste soundbars i klassen.

Hvis du er på udkig efter en kompakt soundbar, har vi bedre erfaring med Polk Magnifi Mini, og ikke mindst Sonos Beam, der netop har fået Atmos-opgradering.

Karakter
LG Eclair QP5
Premium

Lyd & Billede mener

LG Eclair tilbyder Dolby Atmos og DTS:X surround-sound fra en lillebitte soundbar og en kompakt trådløs subwoofer, som er velegnet til steder, hvor almindelige soundbars ikke passer ind. Lyden er ikke specielt medrivende, og mange vil nok være bedre tjent med at vælge en større soundbar.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Højttalere du kun kan drømme om

Slankere – og blidere

Sætter fut i festen

Sony ULT Field 1: Bærbar højttaler med saftig bas

Nostalgi i praktisk pakke

Den bedste lyd - bare billigere

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Lyd & Billede
Scroll to Top