Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: LG OLED GX Gallery OLED

OLED på udstilling

LG’s nye OLED-TV er skræddersyet til vægmontering. Desuden ser det uforskammet lækkert ud!

Skrevet af / 22/06/2020 - 15:00
LG OLED GX Gallery OLED
Audun Hage

For mange er LG synonymt med OLED-TV’er, og den sydkoreanske producent elsker at spille med musklerne og vise, hvad moderne teknologi kan. Vi har set en række eksotiske TV-modeller gennem årene – papirtynde paneler, der kan klistres tæt ind til væggen, bøjes eller endda rulles sammen i en kasse! Desværre ledsages disse designmodeller også af en ret eksotisk pris og er heller ikke særlig praktiske til almindelig brug.

Nu er LG tilbage med et nyt design-TV, der virker en tand smartere og mere praktisk: Den nye GX-serie er skræddersyet til vægmontering og får en langt mere gunstig pris – ca. 25 procent lavere end den papirtynde Wallpaper-model.

LG OLED GX leveres med alt, hvad der hedder højttalere, strømforsyning og elektronik, integreret i selve TV’et, men er alligevel kun 2 cm tykt. (Foto: LG)

LG OLED GX: Galleri-OLED

OLED GX har fået tilnavnet “Gallery OLED”, og det er ikke tilfældigt. LG har lagt ekstra godt til rette for, at TV’et skal være let at hænge på væggen og være et centralt blikfang i hjemmet.

Vægmontering er i sig selv ikke noget nyt – de fleste TV’er i dag (inklusive OLED) kan sættes op på væggen ved hjælp af såkaldte VESA-beslag. Her er der efterhånden mange elegante løsninger at vælge imellem. Alligevel er det bedste selvfølgelig, når TV-producenten gør sig den umage at bygge en løsning fra bunden!

Det er, præcis hvad LG har gjort i dette tilfælde: GX leveres med et hængslet vægbeslag, der er designet specielt til denne model. Det gør, at TV’et kan hænges helt ind til væggen, samtidig med at det er let at trække ud, når man skal koble noget til.

LG føler sig så sikre på, at brugerne vil hænge TV’et på væggen, at de ikke engang har gidet sende fødder med i kassen. Der følger kun vægbeslag med, og hvis du mod forventning vil placere GX på et bord, må du købe fødder separat.

Design

Selve TV-kabinettet er også designet med henblik på vægmontering: Strømforsyning, højttalere og anden elektronik er strategisk placeret for at gøre hele TV’et så tyndt som muligt. Alt er integreret, uden behov for en separat samleboks eller strømadapter.

Desuden har LG lavet en fordybning der, hvor beslaget skal sidde, samt særlige kanaler til strøm- og signalkabler. Det gør det muligt at klemme TV’et helt ind til væggen, uden at noget stikker ud. Færdigmonteret rager det ikke mere end 2 cm ud fra vægoverfladen. Det er ikke lige så tyndt som Wallpaper-modellen, men tyndere end andre OLED’s, vi har set indtil nu.

Færdigmonteret ser LG-skærmen utrolig stram og lækker ud. Den giver måske ikke det superflade og svævende indtryk som den dyrere W-model, men det er tæt på. I betragtning af at alt er integreret, uden storebrors generende flade kabel, fremstår GX mindst lige så elegant i vores øjne. Det eneste, vi kunne tænke os, var at billedet gik helt ud til kanterne, som det gør på Samsungs Q950TS. Det havde set godt ud!

Det hængslede vægbeslag gør det let at trække TV’et ud fra væggen, når man skal tilslutte eller frakoble et HDMI-kabel. Det gør det også muligt at vinkle TV’et til højre eller venstre. Der er god plads til føring af HDMI-kabler, men sørg for, at de har den rigtige længde: Der er næsten en meter fra stikket til bunden af TV’et i 65-tommerens tilfælde. (Foto: Audun Hage)

Brugervenlighed og funktioner

OLED GX kommer med den nyeste version af LG’s operativsystem WebOS (5.0). Fjernbetjeningen er den velkendte Magic Remote med gyrokontrol og aktiv musemarkør, der gør det let at navigere i menuerne. Vi synes dog, at en designmodel som GX havde fortjent en premium-fjernbetjening som den, der følger med 8K-modellen Z9.

App-udvalget er rigtig godt: Ud over Netflix har man adgang til bl.a. Amazon Prime, Rakuten, Apple TV+ og ikke mindst Disney+, når denne tjeneste bliver tilgængelig i Norden senere på året.

Formatunderstøttelsen er der heller ikke meget at udsætte på: GX understøtter de allerfleste HDR-formater inklusive Dolby Vision. Man kan vælge imellem en række billedindstillinger – lige fra den adaptive Genre Selection, hvor TV’et automatisk genkender videomaterialet og optimerer derefter, til den superneutrale Filmmaker Mode.

GX-serien understøtter også HDMI 2.1 på alle fire indgange og er derfor klar til næste generations spilkonsoller PlayStation 5 og Xbox Series X. LG’s 2020-modeller er spækket med gaming-venlige funktioner inklusive FreeSync og Nvidia G-Sync. OLED GX har også et meget lavt input-lag, som vi målte til under 10 millisekunder.

2 cm er ikke rekordtyndt, men det er imponerende, at LG-skærmen bevarer den samme tykkelse overalt! (Foto: LG)

Billedkvalitet

På billedfronten er GX-serien udstyret med et fuldblods 4K OLED-panel, mens LG’s kraftigste videoprocessor A9 Gen 3 står for billedprocesseringen. Den anvender avanceret maskinlæring til at forbedre billedkvaliteten kontinuerligt, og såkaldt AI Picture kan slås til eller fra.

Desuden har LG ligesom tidligere år satset på bred understøttelse af forskellige videoformater og standarder. GX understøtter de allerfleste HDR-formater inklusive Dolby Vision (nu også i IQ-versionen, der tilpasser sig lyset i rummet).

Man kan vælge imellem en række billedindstillinger – lige fra den adaptive Genre Selection, hvor TV’et automatisk genkender og optimerer videomaterialet, til den superneutrale Filmmaker Mode. Sidstnævnte slår alle overflødige billedindstillinger fra og sørger for præcis filmvisning, der er “tro mod instruktørens intentioner”.

Vi startede med at klikke os ind på Netflix og Formel 1-dokumentaren Drive to Survive. 2. sæson serveres i glasklar Dolby Vision HDR-kvalitet med lydspor i Dolby Atmos! En strålende produktion med mange forskellige fartfyldte racerklip og interviews i forskellig kamerakvalitet blandet sammen. En perfekt test af LG-skærmens formåen!

Det første, vi lægger mærke til, er skarpheden. Årets nye 8K-skærme såsom Samsung Q800T ser afgjort imponerende ud, men LG’s 4K-OLED er meget tæt på! Selv om antallet af pixels pr. tomme selvfølgelig er lavere, henter LG-skærmen det maksimale ud af hvert eneste billedpunkt.

På en OLED-skærm er hver enkelt pixel også sin egen farve- og lyskilde, og det giver et meget stramt og sømløst billede. Selv på klos hold med 65 tommer er der ingen problemer med synlige pixelmønstre. Den oplevede billedskarphed er suveræn!

En anden ting, vi bemærker, er den gode lysuniformitet. LG-skærmen har en fuldstændig jævn lysfordeling over hele panelet, uden antydning af skygge-effekter eller pletter. Gråskalaen er meget jævn uden synlige schatteringer. Det samme kan siges om farvegengivelsen, der er ekstremt jævn. De lysstærke scener fra Formel 1-cirkusset ser meget naturlige ud uden synlige farvebånd.

Hvad angår bevægelse, har LG-skærmen tilsyneladende ingen problemer med at følge med hverken de lynhurtige F1-biler eller hurtige kamerapanoreringer. Bevægelsesudjævningen er meget effektiv, uden at det ser kunstigt ud. OLED-skærmen har også fremragende støjreduktion, der fjerner enhver antydning af kompressionsstøj uden at mudre de små detaljer til. Her har LG afgjort oppet sig siden sidste år!

Vi skifter mellem LG-skærmens forskellige skærmindstillinger og finder en favorit i indstillingen Cinema Home. Her får vi jævne og neutrale farver, men noget af LG’s TruMotion-interpolering (bevægelsesudjævning) er stadig aktiv. Det gav en glimrende kombination af naturlige farver og glatte bevægelser – en fin allround-indstilling, som efter vores mening passer til det meste indhold.

Hvis du er meget puristisk indstillet, kan du aktivere TV’ets Filmmaker-mode. Så får du meget neutrale farveindstillinger med alt, hvad der hedder kunstig skarphed, støjreduktion og bevægelsesudjævning, slået fra. Det er en velkommen funktion til klassiske spillefilm, og når man vil have et billede, der ikke er besudlet af unødvendig manipulation.

Som nævnt i testen af Panasonic HZ1000 regner vi ikke funktionen som en direkte revolution sammenlignet med de gode billedindstillinger, der allerede findes. Man kan opnå meget af det samme ved at vælge TV’ets Cinema-mode og slå forskellige funktioner fra. Når det er sagt, så er det et vigtigt skridt for TV-branchen, at man nu har en certificeret filmvenlig indstilling, der holder, hvad den lover.

LG OLED GX har virkelig lækker billedkvalitet. Her fra Netflix-serien Formula 1: Drive to Survive. (Foto: Audun Hage)

Lydkvalitet

I modsætning til forgængeren E9, der havde en synlig højttalersektion under billedet, er GX-højttalerne helt skjult i bunden af TV’et. Det bærer lyden også præg af: Lydbilledet har en ret bred spredning, men er også lidt diffust, hvor især klarheden i dialogerne kunne være bedre.

Derimod er der relativt god fylde i bassen, hvilket giver et godt fundament til musik og lydeffekter. Vi noterer os dog lidt vibrationer i kabinettet ved bastunge lydspor. Men helt okay intern lyd, er vores vurdering.

GX understøtter også Dolby Atmos, hvilket vil sige, at det kan afkode højkvalitets surround-lyd fra indbyggede apps og tilsluttede kilder (f.eks. 4K Blu-ray) og sende signalet videre til en kompatibel soundbar via HDMI eARC! Vi testede LG-skærmen sammen med den nye Atmos-soundbar Sonos Arc og fik umiddelbart et godt lydmæssigt resultat.

LG tilbyder også en matchende soundbar – SNX7 – som tilbehør til GX-serien, men den har vi ikke testet endnu. Den har det samme flade design og kan hænges på væggen med samme bredde som 65 tommers udgaven. LG-soundbaren har virtuel Atmos-lyd med 3.1 kanaler, separat subwoofer og 420 watt.

Konkurrenter?

GX er den første OLED-skærm fra LG, vi har testet i år, så det er for tidligt at sige, hvilken af dem der er det bedste køb.

Erfaringsmæssigt er der kun er små forskelle i billedkvalitet mellem de forskellige OLED-modeller, og derfor vil den billigere CX-serie nok være et godt alternativ. Når det er sagt, så har GX-serien afgjort en fordel på designfronten. Udførelsen og byggekvaliteten er lækker, og LG-skærmen tager sig virkelig godt ud på væggen.

Hvis vi skal komme på en klar udfordrer for LG, må det være Samsungs nye 4K-topmodel Q95T. Her har Samsung sat barren højt, både hvad design og billedkvalitet angår. Hvilket af de to der er bedst og til hvad, håber vi at kunne sige mere om i en kommende duel!

Det er selvfølgelig fristende at sammenligne Gallery OLED med Samsungs designmodel The Frame, men i realiteten er det to meget forskellige TV’er. OLED er mere udsat for indbrænding end LCD og bør derfor ikke stå med statiske billeder i længere tid. Af samme grund har LG heller ikke inkluderet nogen gallerifunktion på GX til at vise kunst eller familiebilleder på standby.

Konklusion

LG OLED65GX er afgjort et af de flotteste OLED-TV’er, vi har testet til dato. Det har et specialdesignet vægbeslag samt smarte løsninger, der gør, at det passer perfekt på væggen.

Her får du den stærke kontrast, det dybe sortniveau og den sprælske farvegengivelse, vi er vant til fra OLED. Desuden har LG finpudset deres billedbehandling til et punkt, hvor skarphed, støjreduktion og “smoothe” bevægelser skaber magiske billeder. LG GX ser kort og godt strålende ud, hvad enten det er tændt eller slukket!

Uanset om du går efter 55, 65 eller 77 tommer, er det et glimrende valg til både billed- og interiørbevidste.

Karakter
LG OLED GX Gallery OLED
High End

Lyd & Billede mener

LG OLED GX giver superb billedkvalitet over hele linjen med glimrende skarphed, kontrast og farvegengivelse. Og så ligner det en million på væggen! Lyden er lidt diffus og fortjener hjælp fra en god Atmos-soundbar.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Stor test af billige 55-tommer TV'er

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Lyd & Billede
Scroll to Top