De færreste har særlig store forventninger til bærbare højttalere. Ikke så underligt, for lydkvalitet og bærbarhed er som regel modsætninger snarere end følgesvende.
Men der findes selvfølgelig undtagelser. Hvis man vil betale lidt mere, kan man få den vandtætte og vellydende Ultimate Ears Megaboom eller den slanke Bose SoundLink III. Trådløse højttalere med lang batterilevetid og god lyd – faktisk langt bedre lyd end det meste, vi har hørt af bærbare højttalere.
Blandt højttalere i prisklassen omkring 3.000 kroner finder vi også Bowers & Wilkins T7, der af mange betragtes som den ultimative luksushøjttaler i prisklassen, men som efter vores mening ikke har den mest balancerede lyd. Den kombination er der en anden højttaler, der lykkes bedre med …
Engelsk KEF har lavet højttalere længere end B&W, ja, længere end de fleste, men de har ikke været særlig optaget af det voksende marked for trådløs lyd. De ankommer derfor sent til ballet med en højttaler, der både er bærbar, trådløs og dyr.
For overhovedet at blive budt op til dans er det ikke nok til at se godt ud, den skal også kende trinene og kunne finde rytmen bedre end rivalerne. Derfor har KEF forsøgt at forene attraktivt design med egenudviklet teknologi i Muo, som den bærbare højttaler hedder.
Højttaleren er designet af den engelske industrielle designer Ross Lovegrove. Han har bl.a. arbejdet med Renault, Apple, Sony og Philips – og er manden bag det skulpturelle design på KEF’s topmodel Muon. Den indsnævrede kurve på Muon-højttalerne går da også igen på den lille Muo.
Den bærbare højttaler er kun 21 cm bred, men vejer 800 gram. Et klart vidnesbyrd om, hvor meget teknik der er stoppet ind i Lovegroves slanke design.
Unik
Muo-højttaleren – der anvender trådløs Bluetooth-overførsel – virker ikke alene usædvanlig solidt bygget, den har også nyudviklede højttaler-elementer inde bag den perforerede overflade.
Et massivt batteri med 12 timers spilletid leverer kraft til to 50 mm elementer med KEF’s Uni-Q princip. Her er der to elementer i ét, fordi diskanten, der er placeret i midten, spiller uafhængigt af membranen omkring den. Den koaksiale placering sparer ikke alene plads, men sikrer også mere ensartet lyd. Membranen rundt om er formet til bedre spredning, så man får et lidt større lydbillede.
De to små fuldtone-elementer er placeret på skrå med en firkantet basradiator imellem, som virkelig hjælper på rækkevidden i bassen.
Læs vores test af bærbare højttalere her.
Der findes selvfølgelig en app til at betjene Muo, og med den kan man også koble flere Muo-højttalere sammen, f.eks. i stereo. Eller op til syv stykker i party-tilstand.
Stor og balanceret lyd
Det er i forbløffende grad lykkedes KEF at få meget lyd ud af den lille højttaler. Den spiller ikke med samme overbevisende format som SoundLink III eller med samme kraft i bassen, men den er bedre balanceret og fokuseret end både Bose-højttaleren og UE Megaboom.
Og ja, den er også bedre end Bowers & Wilkins T7, som lyder grå og farveløs sammenlignet med KEF Muo.
De har fået den lille højttaler til at lyde større og sejere, end den egentlig er. Lydbilledet har fremragende fokus; der er god dybde i musikken, og i modsætning til mange tilsvarende højttalere er det faktisk også noget diskant. Hvilket løfter lydbilledet og giver en mere frisk præsentation af musikken.
F.eks. lykkes det den lille højttaler at få flere nuancer og detaljer frem på David Gilmours nye album, Rattle That Lock, end Bose-højttaleren. Muo går ikke lige så dybt i bassen, men den bas, der er der, er potent nok til, at højttaleren vibrerer sig faretruende tæt på hyldekanten, når man spiller højt.
Den tackler Mozart lige så godt som Metallica, og elsker at spille højt. Lidt mere dybde i bassen og et endnu større lydbillede ville selvfølgelig være at foretrække. Men vi må nok vente på en større udgave af Muo, før det sker.
Konklusion
KEF Muo ankommer sent til den trådløse fest, men med stil. Den lille højttaler er mere bærbar og lyder bedre end de fleste. Den kan kobles sammen med flere af samme slags, og både byggekvalitet, spilleglæde og brugervenlighed er eksemplarisk. En af de bedste bærbare højttalere lige nu – og alle pengene værd, hvis ejerglæde og lydkvalitet er i højsædet.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer