Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: DALI Kore

Ekstreme kvaliteter

Dali Kore koster næsten 600.000 kroner - heldigvis kan man høre hvorfor.

Skrevet af / 28/03/2023 - 13:31
DALI Kore
Lasse Svendsen

Dali Kore er en helt ekstraordinær højttaler, som lyder fantastisk. Så enkelt kan det siges.  

Man kan indvende, at det bør være en selvfølge, at det lyder godt, når prisen for et par tangerer prisen på en tysk luksusbil. Men for at forstå, hvordan et par Dali Kore højttalere kan koste så meget, må vi tilbage til München. 

“Kore repræsenterer en designmæssig, ingeniørmæssig, produktionsmæssig og musikalsk genfødsel.”  

“Kore repræsenterer en designmæssig, ingeniørmæssig, produktionsmæssig og musikalsk genfødsel.” Sådan udtrykte Lars Worre det ved præsentationen af Dali Kore på high-end messen i München i maj 2022. 

De enorme højttalere var placeret i et alt for lille rum, og Dalis Lars Worre kunne let have gemt sig bag den ene højttaler. I stedet fortalte han beredvilligt, at udviklingen af højttalerne havde taget flere år, og at det hele startede med, at Lars Worre og hans team ville se, hvor langt Dali kunne strække sine grundprincipper uden at gå på kompromis med nogen af dem.  

Kort sagt, hvis Dali holdt sig til sine egne principper for højttalerdesign, kunne man sålave en højttaler, der kan gå højere, dybere og bredere og med meget lavere forvrængning end før. 

Dali har forsøgt en gang tidligere. I 2008 gik de i gang med at arbejde på en ny model, et flagskib, der skulle indeholde al Dalis ekspertise, taget til det mest ekstreme. En prototype blev fremstillet tre år senere og  døbt Eminent ME9. På grund af verdens finansielle situation på det tidspunkt blev den desværre aldrig sat i produktion, men den gav Dali værdifuld viden, som senere skulle komme til nytte. 

Den nye Dali Kore bygger videre på ME9, med to basenheder – et øverst og et nederst – og mellemtone, diskant, og bånddiskant i centrum af et massivt kabinet med buet front. Jeg siger massivt, fordi Kore-kabinettet langt fra er lige så slankt som ME9-kabinettet, og højttaleren vejer tæt på 150 kg. 

Dali Kore er et kompliceret projekt. (Illustration: Dali)

Egen møbelfabrik

Det er vigtigt at understrege, at Dali Kore på ingen måde er en større udgave af noget, Dali har lavet før. Den er en helt unik model, der befinder sig helt i toppen af hierarkiet, og selv om den har meget af Dalis DNA på yder- og indersiden, er den konstrueret fra bunden, men selvfølgelig inspireret af ME9-projektet fra 2011. 

Prisen placerer Kore i et meget celebert selskab. Sonus faber Lilium er den elegante italienske udfordrer, og andre sammenlignelige højttalere er Maestro Utopia EVO fra franske Focal og amerikanske Magico M2.  

Kore-højttalerne kræver deres plads i rummet, og det er en udfordring at få dem på plads. Der skulle tre mand til at få dem ud af de store kasser, de blev leveret i. Heldigvis var højttalerne forsynet med hjul, så de kunne rulles på plads. Når man har fundet den optimale placering, kan man sænke de robuste fødder på undersiden ned til gulvet og fjerne hjulene. 

De står flot i rummet, og den smukke ammara-finér strækker sig fra siderne og rundt om den buede bagside af de 167 cm høje og 59 cm dybe højttalere. Dali har købt en gammel møbelfabrik for at kunne bygge sine egne kabinetter, og det er her, Kore-kabinetterne kommer fra. De er fremstillet i ét stykke 28 mm lamineret birk med et 4 mm kompositpanel, hvorpå håndværkerne monterer den 30 mm tykke buede baffel, der ligeledes er fremstillet i lamineret birk. 

Dali_Kore-Pike_Ammara-Ebony_u-Grill_Side_2022-09-120027 kopi Dali_Kore-Pike_Ammara-Ebony_u-Grill_Frog_2022-09-120018 kopi Dali_Kore-Pike_Ammara-Ebony_u-Grill_Frog_2022-09-120000 kopi
<
>

4,5-vejs basrefleks-konstruktion

Når man læser højttalerens white paper, er det som at tage på en virtuel rejse ind i hjernerne på Lars Worre og hans team. Hvor tankerne om, hvordan konstruktionen skal fungere, manifesterer sig i konkrete løsninger for membraner, ophæng, delefilter, dæmpning, helt ned til formen på den forreste baffel og de materialer, der er anvendt på kabelterminalerne.  

De to 11,5-tommers basenheder bruger, som kendere vil notere sig, Dalis SMC-teknologi (Soft Magnetic Compound), men de er unikke for Kore. Det samme gælder for den nye 7-tommer store mellemtoneenhed og Dalis signatur, den velkendte EVO-K hybrid diskant, som består af en 35 mm dome-membran og en 10 x 55 mm bånddiskant.  

Foto: Dali

Basenhederne er monteret i to identiske 72 liters adskilte kamre med to buede basrefleksporte, der ender i to åbninger på bagsiden.

Lars Worre kaldte delefilteret for en soft crossover, fordi delefrekvenserne på 390, 2.100 og 12.000 Hz er blødere end normalt. 

Frekvensområdet er opgivet til 26 hz – 34 kHz. 

SMC-enheder og EVO-K

En usædvanlig højttaler har naturligvis usædvanlige enheder. EVO-K-hybriden har vi allerede nævnt, men basenhederne fortjener også at få noget opmærksomhed.  

Men først den 35 mm dome-membran i hybriddiskanten, som ikke bruger oliekøling, både fordi det ikke er nødvendigt, men primært fordi olien dæmper enhedens respons.   

EVO-K hybrid-diskanten består af en 35 mm dome-membran og en 10 x 55 mm bånddiskant. (Foto: Dali)

Det ville fungere dårligt sammen med den lette og lynhurtige båndenhed, men hvad med basenhederne?  

De tager imod langt mere energi end diskanterne, så de skal være dimensioneret til både at kunne tåle effekten og samtidig ikke bryde op, når de skal levere lavfrekvent energi under 30 Hz.   

Samtidig skal energierne ud af højttaleren og ikke forsvinde på vejen eller drukne i kabinetresonanser. De to adskilte indvendige kamre, hvor basenhederne er monteret, er dæmpet og forstærket for at sikre, at enhederne klarer opgaven bedst muligt. Enheden er bygget med Dalis SMC-materiale med to svingspoler i et forlænget magnetgab. 

DALI-KORE_Ammara-Ebony_Cut-Woofer kopi DALI-KORE_Ammara-Ebony_Cut-Tweeter-Ribbon kopi DALI-KORE_Ammara-Ebony_Cut-Tweeter-Dome kopi DALI-KORE_Ammara-Ebony_Cut-MidRange kopi
<
>
Dali Kores bånddiskant. (Foto: Dali)

Dali mener, at de dermed løser et problem, som er almindeligt for basenheder, der skal levere meget energi ved lave frekvenser; det forhindrer, at der opstår forvrængning, når enheden presses. Samtidig bevares lineariteten uanset lydtrykket, og basgengivelsen bliver endnu mere præcis. 

Det samme gælder for mellemtoneenheden, selv om den ikke bevæger sig nær så meget, og slet ikke så dybt som basenhederne. Membranene er lavet som en sandwich med fibermembraner på en bikubeformet kerne, og det ydre lag har en præget kurve, som giver membranen bedre stivhed. 

Mægtigt lydbillede

Dalis white paper er langt mere omfattende, og for de som vil dykke dybt ned i højttalerens inderste hemmeligheder, findes der en meget detaljeret beskrivelse af Kore-højttalernes teknologi på Dalis website. 

For vi bør tale om lyden af noget så enormt og kostbart som et par Dali Kore. Som nævnt er de ikke alene, hverken i størrelse eller pris, men der er ikke mange højttalere i det prisleje, der er så meget teknisk interessant at fortælle om som Kore.   

Men som alle ved, kan det være lige meget, hvis lyden, der kommer ud af dem, ikke får dig til at gå bagover af begejstring.   

Det er selvfølgelig forventeligt, at en højttaler af denne størrelse leverer et lydbillede, der matcher, at den leverer et realistisk lydtryk med lethed, og naturligvi at den fysiske præstation, især i bassen, er i en klasse for sig selv. Og det er den i højeste grad her. 

Det er nok det første, man lægger mærke til, når man skruer op for volumen – hvor ubesværet og let alt virker. Arild Andersens kontrabas er måske aldrig blevet gengivet så præcist. Udtrykket “det er som om musikerne står i rummet foran dig” har sjældent passet bedre.   

Efter at have skubbet højttalerne rundt på hjul for at finde den optimale placering i testrummet blev hjulene fjernet, og de massive pigge sænket ned til gulvet. Det gav ‘jordforbindelse’ til højttalerne, som leverede et storslået lydbillede, hvor kontrabassen fik en tand skarpere fokus, og balancen med slagtøj blev markant bedre. 

Den oplyste følsomhed på 88 dB og det faktum, at de aldrig kommer under 3,2 ohm, betyder, at man kan drive Kore med en god 50 watts forstærker, men man skal op i den tunge klasse for at få ordentlig kontrol over højttalerne. Vi brugte McIntosh MA9500 på 300 watt og den nye H30A fra Hegel, som kan levere op til 1.100 watt i 8 ohm.  

Med så mange kræfter til rådighed er det muligt at spille ved koncertvolumen og forestille sig, at man sidder på første række og lytter til Arild Andersen Groups Affirmation. Kantslagene på lilletrommen smælder så hårdt ud af højttalerne, at man får kuldegysninger, og hvert tryk på stortrommepedalen giver stortrommen en tyngde bag slagene, som man kan mærke i maven. 

Samtidig er det aldrig ubehageligt, for selv når du spiller højt, lyder intet hårdt eller skarpt. Musikken flyder ubesværet i rummet, og jeg har aldrig hørt kontrabas gengivet bedre end fra Kore. 

Det er ikke kun Arild Andersens bas, som kommer godt igennem på et par Kore.  

Fødselskirken i Betlehem dannede rammen om en optagelse, som Kirkeligt Kulturværksted lavede i 1992. Albummet Rosa frå Betlehem blev udgivet som et julealbum med Sondre Bratland på vokal. Bag ham stod Paolo Vinaccia for percussion, Knut Reiersrud for guitar og Iver Kleive for tangenter. Derudover medvirkede Suheil Khoury på fløjte og et palæstinensisk børnekor fra Ramallah.  

Optagelserne på albummet er så stemnings- og klangfulde, at de fleste højttalere kan gengive det, men det kræver noget helt specielt at opfange, hvad der foregår på gaden udenfor. Det har Alf Christian Hvidsteens mikrofoner formået at gøre, selv om optagelserne er foregået om natten. Kore-højttalerne bringer klangnuancer, baggrundslyde og detaljer frem med ubesværet lethed.   

Samtidig ruller de laveste toner fra kirkeorgelet ind under huden på dig, og du vil aldrig have oplevet så mange nuancer i Bratlands vokal på nogen anden højttaler. De maskerer ingenting, men de kaster heller ikke detaljer ud i rummet med en skovl.   

Kore leverer ikke blot et kraftfuldt lydbillede, de gør det også med en naturlig lethed uden farvninger og betoninger. Klaverklang er for eksempel noget af det sværeste at gengive korrekt. Der mangler altid noget. Ikke her. Tværtimod. Der er mere klangfylde, især i bunden, og man kan høre Jan Gunnar Hoff arbejde med pedalerne på albummet Home (2L), og ikke mindst: Hvordan klaveret gengives med krystalklar lyd i et bredt og dybt lydbillede med et begsort bagtæppe. Med Hegel H30A er fokus knivskarpt. De højeste klavertoner hænger vægtløst foran højttalerne, og strygerne gengives med kirurgisk præcision. 

Med MA9500 klinger klaveret og strygerne varmere, og kontrabassen er mere fyldig, men ikke så veldefineret som med H30A. Om ikke andet demonstrer Kore, at forstærkere lyder forskelligt, og at det betyder noget, hvad du tilslutter til de guldbelagte messingterminaler på bagsiden.  

En 30 mm tyk buet baffel. (Foto: Dali)

Du kan også have en fest med Kore. The Hard Way med Khalid og PNAU er 3 minutter og 3 sekunder forførende r&b-pop, og hvis du sætter den på til din næste fest, kan jeg garantere, at stemningen stiger. Kore leverer musikken med en energi og autoritet, som man ikke kan undgå at blive smittet af. Når man derefter lytter til The Hard Way på et anlæg med nogle andre højttalere end Kore, undrer man sig over, hvad der er galt med lyden. 

Konklusion

De enorme Dali-højttalere kan beskyldes for at have en pris, der matcher størrelsen, og jeg er enig i, at det er mange penge, men ikke at det er dyrt. Alternativerne i denne prisklasse er ikke mange, selv for de er rigtig gode. Det der især taler for et par Dali Kore er, hvor guddommeligt musikken lyder, uanset om man spiller den højt eller lavt, men når man spiller højt, får man endnu mere af det, der er på optagelsen, frem. Uden at det nogensinde lyder forvrænget eller ubehageligt. Man kan altid ønske sig mere. Lidt mere luftig diskant, endnu mere dyb bas, eller en anden kabinetfarve for den sags skyld. Men man kan næppe få en mere homogen, afbalanceret, åben, gennemsigtig og detaljerig højttaler end Dali Kore. 

Karakter
DALI Kore
Ultra High End

Lyd & Billede mener

Et enormt lydbillede med uendelig dybde og kraftfuld dynamik. Får nuancer frem, som du aldrig har hørt før, og lyder godt, selv når du spiller lavt. Ubesværet og kontrolleret, når du spiller højt. Kræver en fed bankkonto og et stort rum.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Højttalere du kun kan drømme om

Slankere – og blidere

Sætter fut i festen

Sony ULT Field 1: Bærbar højttaler med saftig bas

Nostalgi i praktisk pakke

Den bedste lyd - bare billigere

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Lyd & Billede
Scroll to Top