Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Gruppetest: JBL Partybox 300

Party i ­parken

Partybox er, præcis hvad navnet siger: En bærbar fest i en boks med seriøse volumenressourcer.

Publiceret 24/04/2019 - 12:14
JBL Partybox 300
Jonas Ekelund

Hvor de fleste af højttalerne i testen er til stationære fester, er JBL Partybox 300 det stik modsatte. Den har et stort bærehåndtag, så man kan tage den med ud i haven, til stranden eller på campingpladsen. Ikke alene har den et stort batteri; der følger faktisk en ledning med, så man kan trække strøm direkte fra bilens cigarettænder. Så kan man have festen med i bagagerummet.

Da det tydeligvis er en højttaler til at tage med ud, er det lidt synd, at den ikke engang er sprøjtesikker. Den måtte også gerne have virket lidt mere slagfast. Derimod har den solide gummifødder på de fleste ledder, så den står stabilt både oprejst og liggende.

På toppen er der et minimalt antal knapper. Kun til afspilning, lydstyrke, basforstærkning og lyseffekter. JBL har heller ikke givet den en masse unødvendige funktioner eller gimmicks. Det er en højttaler, punktum.

Ud over Bluetooth kan man afspille fra USB og en ekstern indgang, eller man kan tilslutte guitar og mikrofon og selv stå for underholdningen. Hvis man afspiller fra mobilen, kan man rart nok låne strøm fra højttaleren. Lyseffekterne er begrænset til en niveaumåler, en taktfast puls eller mere lysshow. Andet er der faktisk ikke brug for.

Lydtryk og bas

Med mindre kabinetvolumen end LG og Sony kunne man forvente en mere tam lyd. Det er da også mindre sandsynligt, at pudset falder af væggene, og man får blå mærker af bassen. Men Partybox har mere end ressourcer nok til alt undtagen virkelig store lokaler. I en almindelig stue er fuld lydstyrke for meget.

Lyden er meget medrivende og viste ingen tegn på overstyring, selv når vi pressede højttaleren. Imponerende nok tabte den heller ikke pusten, da vi trak ledningen ud og lod den køre på batteri, hvilket ellers ofte er tilfældet. Partybox fortsatte med at pumpe gyngende, dansevenlige rytmer ud.

Konklusion

Hvor de andre højttalere i testen må holde sig indendørs, eller i hvert fald inden for en forlængerlednings rækkevidde, er Partybox et bærbart festanlæg. Batteriet holder hele natten og den halve dag med. Og hvis det ikke er nok, skal man bare plugge den i cigarettænderen på den nærmeste bil, så kan festen fortsætte.

Lydtryk og bas er imponerende for en bærbar højttaler, og diskolysene løfter virkelig stemningen. Der er ingen unødvendige funktioner eller fjollerier – det her er en rendyrket højttaler. Det er bare synd, at noget, der er lavet til campingpladsen, stranden og festivalen, ikke kan tåle vand.

(Foto: Producent)

Karakter
JBL Partybox 300

Lyd & Billede mener

Gedigent batteri, eller tag strøm fra bilen. Fede lyseffekter. God party-lyd. Ikke sprøjtesikker. Få funktioner og indstillinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læse hele artikkelen? Log ind eller bliv medlem af LB+.

Se alle vores abonnementer her.

Enestående lydkvalitet

Ægte biograf med high-end soundbar

Slår Sonos på hjemmebane

Fyldig lyd og fuld streaming

Debutanter med 30 års erfaring

En ganske usædvanlig højttaler

Scroll to Top