Harman Kardon viste allerede med deres Go + Play, at man kan bygge vellydende trådløse højttaler, der også ser spændende ud.
Med sin afrundede form og skrå stander, der også fungerer som bærehåndtag, fortsætter Onyx denne tradition. Hele højttaleren oser af kvalitet og gennemtænkt design. Således er bagsiden dækket af læder; her er der ikke sløset med detaljerne. Bagpå finder vi også AUX-indgang til eksterne lydkilder samt USB-indgang til mobile musikafspillere.
Foroven på kanten sidder touch-knapper til volumen og valg af lydkilde samt en batterimåler. Hvis man bruger fjernbetjenings-app’en, er det endnu nemmere at vælge lydkilde, lave indstillinger, opdatere softwaren, vælge musik og styre afspilningen.
Det er rart, at man ud over Bluetooth kan bruge AirPlay eller afspille musik direkte fra et DLNA-kompatibelt netværksdrev. I det hele taget virker den let at bruge, veludstyret og velgennemtænkt.
Af alle højttalerne i testen må Onyx siges at være den mest alsidige. Ligegyldigt hvilken musikgenre vi forsøgte at plage den med, brillerede den ved at gengive musikken, som den skal lyde, uden at det blev spor anstrengt. Den store, bagudvendte slavebas betød, at “Silent Shout” med svenske The Knife lød tilstrækkelig tungt, mens de fire fremadrettede elementer gjorde, at også følelser og nuancer i jazz ramte os for fuld kraft. Den har endda kræfter nok til festmusik.
Konklusion
Onyx er ikke bare et produkt, det er et mesterværk, der taler direkte til vores sanser. Den ser flot og spændende ud, samtidig med at den er praktisk. Og når den spiller, får man lyst til at grine, danse eller græde, afhængigt af musikgenre. Den lokker følelserne frem, præcis som musik skal på et godt anlæg.
At den også har batteridrift, og at man kan spille musik fra alle mulige kilder, er en velkommen bonus og det, der i sidste ende fik os til at tildele den guldmedaljen.
Lyd & Billede mener
Designet er både flot og funktionelt. Mange tilslutningsmuligheder. Touch-knapperne på kanten er ikke så nemme at betjene, som man kunne ønske.
Vejl. pris 3700 kr
Specifikationer
- Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
- Udgangseffekt: 2 x 65 W
- Tilslutning: Bluetooth 3.0 aptX, AirPlay, DLNA, AUX
- Batteri: 6 timer
- Mål: 30 x 16 x 28 cm
Læse hele artikkelen? Log ind eller bliv medlem af LB+.
-
LB+ Måned79 kr/mnd
-
LB+ 12 mnd66.66 kr/mnd
Se alle vores abonnementer her.