Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Olympus OM-D E-M1

Perfekt!

Det er ikke let at finde noget at kritisere, når alt bare klapper som med Olympus’ ekstremt vellykkede prof-kamera.

Skrevet af / 27/12/2013 - 05:55
Olympus OM-D E-M1
Lasse Svendsen

Når man skal kåre de vigtigste produkter i kamerasegmentet gennem tiderne, er Olympus OM-D E-M1 en oplagt kandidat. Imod alle odds har det alt, hvad der skal til for at lokke Canon- og Nikon-køberne over i Olympus-lejren, med et fuldgyldigt kamerasystem, der både er billigere og mere kompakt. Men uden at man må give køb på hverken billedkvalitet eller ydelse.

Tværtimod.

Historisk set nedstammer kameraet fra OM-1, som blev lanceret i 1972. På mange måder blev det et af fotohistoriens vigtigste systemkameraer. Spol 40 år frem til den første digitale udgave, OM-D EM-5. Et kamera, hvis design tydeligt viste, hvor inspirationen kom fra.

Det er noget, man også genkender i dette det andet digitale kamera i OM-serien, Olympus OM-D E-M1. Et kamera, der skal komplementere – ikke erstatte – EM-5, og som er rettet mod det professionelle marked.

Kameraet adskiller sig fra E-M5 på flere områder. Billedsensoren uden lavpasfilter er på 16 megapixel, men forbedret, og det samme er billedprocessoren – TruePic VII. Den hybride autofokus er endnu mere præcis, den elektroniske søger meget større og bedre opløst, og ergonomisk har Olympus vasket tavlen ren her. Det kan mærkes.

Skabt til professionelle
Det er dog tvivlsomt, om kameraet vil vinde nogen designpriser. Den kantede form og den asymmetriske placering af knapper og hjul kan se kaotisk ud ved første øjekast, men er utrolig praktisk i daglig brug. I stedet for at kameraet skal tiltale øjet, har Olympus’ ingeniører været optaget af, at det skal ligge godt i hånden.

OM-D_E-M1__Product_000_038

Og det gør det så afgjort. Fra det øjeblik man tager kameraet op for første gang, indser man, at alt bare passer. Jeg kan faktisk ikke huske sidste gang, jeg fandt så lidt at sætte en finger på. Betjeningen er forbilledlig. Fingrene falder naturligt på plads på knapper og hjul, og to programmérbare knapper på forsiden bidrager til at gøre kameraet næsten perfekt ergonomisk. Her får du fuld kontrol, og ofte behøver du ikke engang at tage kameraet væk fra øjet for at lave justeringer.

Solidt bygget
To kontrolhjulet på toppen, programmérbare knapper overalt og en rigtig god touch-skærm gør kameraet virkelig let at bruge. Knapperne på kamerahuset giver et tilfredsstillende klik, når man trykker på dem, og det gummierede håndgreb giver et sikkert greb. Alle åbninger omkring knapper, hjul og luger er forseglet. Med andre ord kan kameraet stå udenfor i frostgrader og snes til, tages ind og om nødvendigt skylles i lunkent vand.

Der er selvfølgelig Wi-Fi indbygget, som er let at sætte op. Download en QR-scanner til mobilen, hvis den ikke er der i forvejen, og scan QR-koden på kameraets skærm, så er kamera og mobil tilsluttet. Så let er det.

OM-D E-M1 har fået flere forbedringer, hvis man sammenligner med OM-D E-M5. Den femaksers integrerede billedstabilisering er den samme. Hvilket vil sige den bedste på markedet lige nu. Den opererer på fem akser og flytter billedsensorens ophæng, hvilket betyder, at den virker på alle objektiver.

OM-D_E-M1__Product_180_MASTER

Korteste lukkertid er 1/8000 sekund, så man kan tage billeder i godt lys med fuld blændeåbning – uden at behøve gråfilter for at bruge længere lukkertider. Det kunne man ellers godt opleve med E-M5, der har 1/4000 sekund som korteste lukkertid og blænde f/1.7

Andre forbedringer i E-M1 er fokusmarkering, som man bruger til at stille skarpt ved manuel fokus, HDR, der øger billeddynamikken, X-sync til eksterne blitz-enheder, 1/320 sekunds blitz-sync tid, mikrofonindgang, korrektion af linjefortegning og farvestik samt sensorer til fasefokus på billedsensoren.

Forbedret fokuspræcision
Kameraets nye fasebaserede fokussporing virker også på ældre optik, såsom Olympus’ Four Thirds objektiver. Vi har ikke testet det, men Olympus hævder, at de gamle autofokus-objektiver fokuserer hurtigere med E-M1 end med E-M5 og E-5. Hvad der imidlertid er sikkert, er at kameraet fokuserer lynhurtigt med dagens Panasonic- og Olympus-objektiver.

ACCESSORIES_E-M1__Product_000_019_MASTER

Normalt bruger kameraet 81 punkters kontrastbaseret fokus, men når der skal fokuseres hurtigt ved serieoptagelser, kombineres der med 37 punkts fasebaseret fokus. Så er følgefokus også inkluderet. Fotografen kan også korrigere for fasefokus på hvert af de 37 fokuspunkter og flytte fokuspositionen on the fly, hvis det skulle blive nødvendigt. Objektiver opfører sig nemlig forskelligt ved fasefokus. Man kan også vælge fokuspunkter individuelt eller i grupper.

Den bedste søger
Olympus har integreret den fornemme VF-4 søger i kameraet. Det er et kæmpe plus. Den elektroniske søger giver nemlig et enormt søgerbillede med 0,74x forstørrelse og 2,36 megapixel opløsning, hvilket er praktisk talt lige så stort som den optiske søger i et full-frame kamera som Canon EOS 1DX.

Søgeren kan justere belysningen automatisk i forhold til lyset i motivet og har hurtig nok opdateringsfrekvens til, at søgerbilledet ikke flimrer og hakker. Det giver et meget behageligt søgerbillede, der føles mere naturligt end med andre elektroniske søgere. Især i svagt lys, hvor andre søgere bliver alt for lyse. Der er ingen tvivl om, at det her er fremtiden for søgere. De elektroniske bliver stadig bedre, og det er kun et spørgsmål om tid, før de fleste foretrækker elektronisk frem for optisk søger.

Billedkvaliteten slår det meste
Olympus har beholdt de mange kunstfiltre, som vi kender fra tidligere, og her er der flere muligheder for at justere på dem. Så kan man tilpasse effekten til sin egen smag. De kan også kombineres med en urørt råfilkopi, så man også har en fil til efterbehandling.

Det er også muligt at ændre farvemætning og -temperatur på de to kontrolhjul på toppen. Olympus kalder det Color Creator. Her kan man øjeblikkeligt føre farverne i en varmere retning eller gradvis reducere mætningen – og samtidig se ændringerne i søgeren. Snedigt.

Med de forskellige objektiver, jeg brugte under testen – der findes 49 i alt – og flere hundrede billedfiler at vurdere tog det et stykke tid at bekræfte det første indtryk af kameraet. Den generelle billedkvalitet svarer næsten 100 procent til OM-D E-M5 og Panasonic Lumix GH3 – de to hidtil bedste kompakte systemkameraer i denne klasse. Panasonic-kameraet har bedre videospecifikationer, men detaljeskarpheden på stillbilleder er lidt bedre med E-M1.

Olympus-EM1-skin-tone

Det betyder kort og godt, at kameraet er det bedste i klassen. Med en fænomenal skarphed op til ISO 6400. Her dæmper støjreduktionen (som kan reguleres eller slås fra) detaljeskarpheden, men hvis man slår den fra, forbedres skarpheden. Dog med mere kornstøj som resultat. Billedfilerne er i praksis noget nær perfekte op til ISO 6400, og kun pixelkiggere vil finde noget at kritisere. ISO 25.600 er derimod vældig grumset, og her drukner smådetaljer i den hårde støjreduktion. Som man egentlig ikke bør slå fra ved så høje ISO-værdier.

Interessant nok ser billeddynamikken ud til at være bedre end med E-M5. Kameraet er fuldt på niveau med Nikon D7100 eller Sony NEX-6, og vælger man automatisk kontrastgradering, er det faktisk endnu bedre. Især i mørke områder.

Olympus-EM1-6400ISO

Men det er farvebalancen, der for alvor viser, hvad Olympus’ ingeniører kan. Råfilerne er fabelagtige og giver dig en masse at arbejde med i efterbehandlingen af billederne. Jpeg-filerne er dog ofte så tæt på det optimale, at jeg mange gange droppede at bruge råfilerne. Især hudtoner ser upåklagelige ud i jpeg-versionerne fra E-M1.

Fænomenal fuldtræffer
Hvis man vil opnå en markant bedre billedkvalitet end den, man får fra Olympus OM-D E-M1, så må man op i et full-frame 35 mm kamera. Der som regel har større fotosensorer på billedchippen. For billedkvaliteten er der ikke meget at udsætte på, mens man godt kan sige lidt om anvendeligheden.

Et kamera som E-M5 hører ikke blandt de mindste kompakte systemkameraer. Det er dog betydelig mindre end Nikon D7100, Pentax K-5 II og Canon EOS 70D. Hvis man tilføjer en normalzoom, en lysstærk vidvinkel og en portrættele, så er Olympus-pakken væsentlig mere kompakt end tilsvarendespejlreflekspakker.

Derfor er Olympus OM-D E-M1 et virkelig interessant alternativ, hvor man får lynende hurtig autofokus, fornem billedkvalitet og uforlignelig brugervenlighed. I et bundsolidt kamerahus, hvor alt går op i en højere enhed.

Lyd & Billede mener

Klasseledende billedkvalitet Stort søgerbillede Lynhurtig autofokus Perfekt ergonomi Vejrtætnet hus Moderat batterilevetid

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Tilbud

LB+ Total

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home

LB+

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede

LB+ Home

Fuld adgang til alt indhold på L&B Home

29,- / for 30 dage
87,- / mnd
50,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.

Det bedste fuldformat-videokamera?

Knivskarpt portrætobjektiv

Lækkert kamera i 80'er kostume

Kan DJI slå GoPro?

Rejsevenligt og kompakt

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Scroll to Top