TEST: Olympus M.Zuiko Digital ED 150-400mm F4.5 TC1.25x IS Pro

Denne kraftige superzoom er temmelig unik og forbløffende skarp, men passer kun til Olympus’ professionelle kameraer. Man kan ikke sætte den på hverken et Canon- eller et Sony-kamera, for ED 150-400mm F4.5 TC1.25x IS Pro er lavet til Olympus’ (og Panasonics’) Micro Four Thirds-kamerasystem.

Hvilket forklarer, hvorfor Olympus har formået at lave en 150-400 mm zoom (svarende til 300-800 mm) så kompakt, at den vejer under to kilo og kun er lidt over 20 cm lang.

Den kraftige zoom behøver ikke en enorm billedcirkel, da den skal bruges med kameraer, der har billedsensor i MFT-format. Som er ca. en fjerdedel af overfladen på en full-frame 35-sensor.

Dermed kan man holde mål og vægt nede på et meget bærbart niveau, og Olympus-zoomen er så kompakt, at den kan være i en mellemstor fototaske.

Med et brændviddeområde på 300 til 800 mm – igen omsat til 35 fuldformat – dækker Olympus-zoomen et teleområde, som gør den perfekt til naturfotografer. Men den kan selvfølgelig også bruges til sport, og med den indbyggede 1,25x telekonverter kan man strække brændviddeområdet til hele 375-1000 mm. Stadig ikke tilfreds? Sæt Olympus’ 2x telekonverter MC20 på, og du har en brændvidde på 2000 mm!

Så ekstrem brændvidde kræver billedstabilisering, og det har Olympus-zoomen. Den optiske femaksers stabilisering giver op til otte trins stabilisering på et Olympus-kamera med indbygget billedstabilisator.

Så arbejder de nemlig i tandem, hvilket udvider zoomens brugsområde betragteligt.

Kompleks optik

Olympus har arbejdet længe på at perfektionere den heftige zoom. Vi så en tidlig version allerede i 2019, men af forskellige årsager har produktionskapaciteten ikke kunnet følge med efterspørgslen, så det er først nu, vi har kunnet fyre nogle tusind billeder af med zoomen på et Olympus OM-D E-M1 Mark III.

Indvendig er den vejrbestandige zoom bygget op med 28 linse-elementer i 18 grupper, der inkluderer et EDA-element (ekstra lav dispersion), et asfærisk, fire Super ED-elementer (ekstra lav dispersion) samt to ED-elementer, to HR-elementer (højt brydningsindeks) og et HD-element.

Længden på objektivet øges ikke, hverken når man bruger den indbyggede telekonverter, når man zoomer, eller når man fokuserer. Fokusgruppen og zoomelementerne flyttes internt i objektivet, og konverteren er trods alt integreret.

Foran sidder der en 95 mm filterfatning, hvilket betyder, at man må påregne et stort udlæg, når man skal handle filtre. Tjek selv, hvad et Käsemann B+W polarisationsfilter i denne størrelse koster …

Olympus-zoomen leveres med en stor modlysblænde i letmetal og et stofbetrukket frontdæksel, der sidder fast med velcro, samt et drejeligt stativbeslag med to sæt gænger.

Betjening

Objektivet er rimelig handy i betragtning af den store rækkevidde og balancerer godt med et kamera, der har vertikalgreb. Stativfæstet kan drejes til den position, man foretrækker, og den lave vægt – som skyldes udbredt brug af magnesium og kulfiber – gør det let at bære kamera-riggen med en skulderrem.

Bagpå i højre side sidder omskifteren til telekonverteren. Den kan låses i begge positioner. På den modsatte side er der knapper til valg af stabilisering, fokusafstand, akustisk varsling og programmeret knap.

Som der er flere af på kameraet, så de skal være lette at nå, uanset om man fotograferer vertikalt eller horisontalt. Fokusringen sidder helt forrest – lidt langt væk i visse situationer, men man kan vænne sig til det meste.

Olympus har en perfekt funktion i deres professionelle kameraer kaldet Pro Capture. Sammen med zoomen kan man få enestående billeder af f.eks. dyr, som ellers er svære at få skarpe billeder af. Såsom fugle. Nogle af dem (ikke måger) er så hurtige, at de næsten aldrig lader sig fange på hukommelseskort. I hvert fald ikke i skarp tilstand.

Men med Pro Capture, kort lukkertid (maks. 1/1000 sekund) og en sikker hånd (eller et stativ) kan man bare trykke udløserknappen halvt ned, så gemmer kameraet de sidste billeder, før knappen trykkes ned. På den måde behøver man ikke gå glip af et billede, fordi man ikke fik trykket hurtigt nok på udløseren.

Autofokus

Olympus’ nyere autofokus på de professionelle kameraer er ret god til både sports- og dyrefotografering. Under testen fokuserede jeg mest på det sidste, og tro mig: At stå ude i vildmarken og dreje på 1000 mm brændvidde på jagt efter eksotiske fugle har aldrig været så let (pun intended). Med en totalvægt på vel under tre kilo kan man stå med armene løftet rimelig længe, før man mærker det.

Når man har fotograferet en hel dag med en skudtakt på enten 20 eller 60 fps, vil der være nogle tusind billeder at gennemgå, men belønningen kommer, når man ser billederne, der sidder lige i øjet.

Der var hovedsagelig tre ting, jeg var særlig interesseret i at finde ud af under testen: Hvor anvendelig er zoomen i marken, kan autofokus følge med, og bliver billederne skarpe nok – især med telekonverteren og 1000 mm brændvidde?

Svaret på det første findes længere oppe, og autofokus fungerede upåklageligt, så længe der a) var nok lys, b) der ikke var meget modlys, og c) motivet ikke var for tæt på. Følgefokus vil have problemer på alle kameraer, når man prøver at fange hurtige fugle i flugt, men så snart kameraets fokus fandt konturerne af fuglen, skulle der meget til, for at billederne ikke blev skarpe nok.

Billedkvalitet

Hvilket leder mig til det sidste punkt. Hvor svaret er et rungende ja, billederne bliver rigeligt skarpe. Zoomen trækker detaljer frem med lethed; der er ingen problemer med ghosting eller strølys, og selv bokeh på blænde f/4.5 (f/5.6 med 1,25x konverter) ser blødt og ikke deformeret ud.

Der er kun et marginalt fald i skarpheden med telekonverteren på, men selv da er objektivet superskarpt, og jeg fandt ingen tegn på kromatisk aberration.

Vignettering er ikke-eksisterende, der er heller ingen forvrængning, og skarpheden er høj uanset brændvidde lige fra fuld blænde. Rimelig sjældent for en zoom med så kraftig brændvidde.

Konklusion

Olympus M.Zuiko Digital ED 150-400mm F4.5 TC1.25x er svinedyr, men vil hurtigt betale sig ind for entusiaster, der har brug for mere rækkevidde, end Olympus’ 300 mm f/4.0 eller 100-400 mm f/5.0-6.3 zoom kan give.

Med potentiale for hele 2000 mm brændvidde kan man fotografere motiver og dyr, som det ellers er meget svært at fange på hukommelseskortet. Ulempen er selvfølgelig, at 800, 1000 – og ikke mindst 2000 mm – ofte har nogle kvalitetsmæssige brister, men det er ikke tilfældet her.

Den relativt kompakte Olympus-zoom er simpelthen en fantastisk vellykket konstruktion, som jeg er sikker på, at Canon-, Nikon- og Sony-fotografer vil misunde Olympus-fotograferne.