Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Nikon D500

Klasseledende kvalitetskamera

Nikon har lavet et af de bedste kameraer, vi har testet.

Skrevet af / 21/09/2016 - 05:00
Nikon D500
Lasse Svendsen

Normalt er det ikke let at vælge nyt kamera, fordi udvalget er så stort, og mange af dem er rigtig gode. Men der er undtagelser, og Nikon D500 er et af de få kameraer, der skiller sig ekstra positivt ud.

Her taler jeg ikke kun om billedkvaliteten, men også om den gennemførte ergonomi, der gør kameraet så nemt at bruge, og de mange muligheder, det giver fotografen. F.eks. når man skal fotografere sport og action eller sætte video sammen. Her er D500 i sit rette element, og det er der flere grunde til.

Nostalgikere vil tænke tilbage på Nikon D300s med vemod, da det længe har været ude af produktion og aldrig fik en efterfølger. Før nu. Men D500 er meget mere end en erstatning for Nikons bedste spejlreflekskamera med APS-format (som de kalder DX); det er Nikons mest komplette kamera på denne side af det langt dyrere professionelle kamera D5.

Du kan godt finde kameraer med højere opløsning end de 20 megapixel, D500 har, men få med 153 fokuspunkter spredt over det meste af billedfladen, en skudtakt på 10 billeder i sekundet (fps), 2,36 megapixel vipbar touch-skærm samt 4K-video med mikrofon- og hovedtelefonstik – pakket ind i et vejrtætnet kamerahus med bagbelyste knapper.

 

I en klasse for sig

Salige Samsung NX1 er ikke så langt væk, hvad angår specifikationer – hvis du kan finde et! Så Canon EOS 7D Mark II er nærmest den eneste reelle konkurrent her. Nikon D7200 stiller op i en anden klasse, for det mangler D500’s fart og alsidighed. Og så har det heller ikke 4K-video …

Lige netop det gør selvfølgelig D500 mere attraktivt, især for amatører og professionelle, der skyder meget video. Muligheden for at optage med tilsluttet mikrofon og hovedtelefoner gør kameraet til et kompakt og fuldværdigt videokamera.

Bare husk, at det beskærer udsnittet, så brændvidden skal ganges med en faktor 1,5. En fordel ved tele, men en ulempe med vidvinkelobjektiver. En 28 mm bliver med ét til en 42 mm, når man skifter fra stillbilleder til 4K-video.

 

Touch-skærm, men kun til valg af fokuspunkter samt udløserfunktion. (Foto: Producent)
Touch-skærm, men kun til valg af fokuspunkter samt udløserfunktion. (Foto: Producent)

4K-video og høj skudhastighed

Høj skudtakt er intet værd, hvis kameraet låser efter et par sekunder, fordi bufferen har brug for at tømme store mængder data over på hukommelseskortet. Dette problem kan løses ved at vælge XQD-hukommelseskort i stedet for de mere almindelige SD-kort. Så kan kameraet sluge 200 eksponeringer i råformat (14 bit lossless) i en uafbrudt serie med 10 fps.

For at billederne skal blive skarpere, er 99 af de 153 fokuspunkter krydssensorer, der er mere følsomme, og det viste sig at være meget overbevisende på actionbilleder. De hænger sammen med 180.000 farvefølsomme lysmålingssensorer, der gør det lettere for kameraet at give dig mere korrekt eksponering dér, hvor fokussensorerne har låst fokus.

 

Perfekt til halsport

Fotografen kan selv vælge finjustering af fokusresponsen i kameramenuerne for at tilpasse den til forskellige scenarier. Med joystick-knappen på bagsiden af kameraet kan man hurtigt skifte mellem (55) fokuspunkter og se de udvalgte punkter i søgeren. Ligesom EOS 7D Mark II kan D500 nu også synkronisere med frekvensen af f.eks. lysstofrør, som der er mange af i svømmehaller og sportscentre, og dermed undgå flimmer på optagelserne.

Video-optagelser kan lagres i 3840 x 2160 punkters 4K-opløsning med en billedfrekvens på 30, 25 eller 24 fps, og mikrofonniveauet kan indstilles manuelt. Så langt så godt, men jeg havde nu foretrukket fokusmarkering (peaking) på manuel fokus, og zebrastriber, der markerer eksponeringsafvigelser på optagelserne.

Det mangler desværre på D500, og det betyder, at kameraet stiller op i den semiprofessionelle klasse snarere end den professionelle, hvad angår videomuligheder. F.eks. har Nikon valgt en generisk flad videoprofil i stedet for Log Gamma, som konkurrenterne tilbyder fotografer, der skal sætte klip sammen med neutrale profiler. Gerne fra flere kameraer.

 

Ergonomisk en ren fornøjelse – nu også med dedikeret ISO-knap! (Foto: Producent)
Ergonomisk en ren fornøjelse – nu også med dedikeret ISO-knap! (Foto: Producent)

Brugervenlighed

Det er ikke tilfældigt, at jeg nævnte D300s, for D500 er ikke kun en længe ventet efterfølger, de er også to alen af ét stykke. Kameraet ligger rigtig godt i hånden og passer til alle (undtagen folk med meget små hænder), og ejere af D300s vil straks føle sig hjemme her.

Den nye joystick-knap, de store knapper, hvor rækken til venstre samt programhjulet og funktionsknappen er bagbelyst (bare før on/off-knappen videre til lyssymbolet), og det gummierede greb bidrager til en sjældent god brugeroplevelse.

Skærmmenuerne er desværre de samme, som Nikon har brugt alt for længe – komplekse og rodede med forældet grafik – men man vænner sig til dem. Den vipbare touch-skærm giver ikke mulighed for at bladre gennem menuerne, men kan bruges til at vælge fokuspunkt og som udløser. Hvilket er praktisk, især ved video-optagelse.

Men glem ikke, at et ældre objektivs fokusmotor let opfanges af kameraets indbyggede mikrofon. Det er derfor, det er bedre at fokusere manuelt. Men så har man brug for fokus-peaking.

Søgeren er også værd at nævne. Det er ikke verdens største, men den er stor nok og har al relevant information let tilgængelig.

 

Brugerdefinerede funktioner

Der er en lang række muligheder for at specialtilpasse kameraet ved at vælge, hvilke funktioner der skal aktiveres eller ændres, når man trykker på en knap. Eller drejer et indstillingshjul. Ét tryk kan aktivere punktlysmåling i farten, et andet låse fokus eller aktivere råfiloptagelse, og meget mere.

Ligesom D5 har kameraet har en dedikeret knap til ISO-følsomhed, hvor man hurtigt kan skifte mellem valgt ISO-værdi og automatisk ISO-indstilling.

I øvrigt har kameraet ikke kun Wi-Fi til fjernstyring og upload af billeder til mobilen, men også Bluetooth til alternativ download. Det er mærkbart langsommere end Wi-Fi-forbindelsen, som jeg anbefaler, at man hellere bruger. App’en er meget begrænset med valg af fokuspunkt og udløser, altså ligesom på kameraets touch-skærm. Den er også låst til Nikons SnapBridge for overførsel af billeder.

 

Upåklagelig billeddynamik

Så Nikon D500 giver dig ikke alene skarpe actionbilleder med høj opløsning og træfsikker eksponering; det leverer også fornem filkvalitet med høj billeddynamik og minimal billedstøj. Er det bedre end EOS 7D Mark II og EOS 80D? Ja, men marginalerne er små.

Billeddynamikken viser bedre detaljegengivelse i mørke områder, men det forspring, Nikon havde på billedstøj, er marginaliseret her.

Rækken af knapper til venstre for skærmen og dem på toppen i venstre side er bagbelyst, så de er nemmere at finde i dårligt lys. (Foto: Producent)
Rækken af knapper til venstre for skærmen og dem på toppen i venstre side er bagbelyst, så de er nemmere at finde i dårligt lys. (Foto: Producent)

Filer med ISO 6400 taget i svagt lys er næppe et problem for nogen, undtagen støjallergikere. Som vil kunne se fin kornstøj i skyggerne. Et hak op til ISO 12.800 giver mere støj, men stadig relativt finkornet, og ISO 25.600 kan fint bruges, selv om farvestøjen gør sin synlige entré her. Her er kameraets støjreduktion (hvis den er aktiveret) også i stand til at holde støjen på et acceptabelt niveau, omend med lidt tab af detaljeskarphed.

Det bliver ikke slemt før ved virkelig høje ISO-værdier, så jeg vil sætte grænsen ved ISO 25.600, og man bør helst begrænse sig til 12.800 som maksimum. Ved de højeste ISO-værdier er der grusomt meget støj, så de er kun til brug i yderste nødsfald. Altså ligesom på Nikon D5.

Sammenlignet med andre APS-C kameraer som Nikon D7200, Sony a6300 og Fujifilm X-Pro2 er D500 klart blandt de allerbedste i denne klasse, hvad angår billedkvalitet.

 

Konklusion

Nikon har holdt os på pinebænken længe, men efterfølgeren til D300s er ventetiden værd. Selv når man sammenligner med de argeste konkurrenters tilsvarende spejlreflekskameraer, er D500 måske det bedste kamera, vi har testet – ud over full-frame kameraer som Nikon D5, Leica SL og Canon EOS-1D X Mark II. Det er næsten som et D5 light med ekstrem skudtakt, stor buffer, vejrtætnet kamerahus og meget høj billed- og videokvalitet.

Prisen er høj, men D500 koster mindre end full-frame kameraerne, og alle, der har brug for et alsidigt og robust kamera til sport, dyreliv og allround-fotografering, bør seriøst overveje, om ikke det skal være Nikon D500. Det er alle pengene værd.

Lyd & Billede mener

Eksemplarisk billedkvalitet og næsten perfekt ergonomi giver dig teknisk gode billeder, stor brugervenlighed og en høj grad af fleksibilitet. Nogle begrænsninger af videofunktionerne, såsom beskæring af formatet i 4K-tilstand. Manglende fokushjælp ved manuel fokusering og overivrig støjreduktion på jpeg-filer.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Et perfekt kompromis

Helt vild vidvinkel!

Lyd & Billede
Scroll to Top