Få kameraer giver dig så meget billedkvalitet for pengene som Fujifilm X-T1. Kameraet, der ligner de klassiske spejlreflekskameraer fra tiden før digital fotografering, er perfekt til kræsne fotografer. For ikke alene er den klassiske betjening fremragende, X-T1 har også markedets bedste – og største – elektroniske søger. Plus fejlfri billedkvalitet.
Fuji-kameraet er et af de mest gennemførte systemkameraer, vi har testet. Det ligger fortræffeligt i hånden på de fleste, store og tydeligt mærkede indstillingshjul gør det legende let at betjene, og kamerahuset er ovenikøbet vejrtætnet med gummi og silikone for at holde dårligt vejr ude.
Dette kamera kan praktisk taget bruges til alt. Også action. For Fuji har fået styr på autofokussen, som på X-T1 er lynhurtig. Med en skudhastighed på op til otte billeder i sekundet kan man endelig få skarpe actionbilleder med et Fuji-kamera.
X-T1 er det første kamera, der understøtter UHS-II standarden for hukommelseskort, som giver op til 280 MB/s skrivehastighed, mere end tre gange så hurtigt som UHS-I med 90 MB/s.
Kameraet er bygget op omkring Fujis unikke 16,3 megapixel X-Trans II billedchip i APS-C format. Den har et uregelmæssigt sensormønster og har ikke noget lavpasfilter foran billedsensoren. Sammen med Fujis EXR II processor giver det uovertruffen detaljeopløsning og skarphed. Som vi også så i testen af Fujifilm X-E2 tidligere i år.
De nærmeste konkurrenter til X-T1 er de ligeledes vejrbestandige Olympus OM-D E-M1 og Pentax K-3, men også Canon EOS 70D og Nikon D7100. Fujis kamera er dog meget mindre og lettere end spejlreflekserne og ikke meget større end OM-D E-M1 – eller full-frame kameraet Sony Alpha 7R.
Verdens bedste søger
Retro-designet giver os et letbetjent kamera med knivskarpe detaljer i billederne, og samtidig har Fuji-kameraet markedets bedste elektronisk søger. Den er så god, at selv de, der ellers hader elektroniske søgere, vil tabe kæben. Ikke alene er den enormt stor med 0,77x forstørrelse (og større end på OM-D E-M1), den er også hurtigere end mange tilsvarende søgere, så man ikke oplever mærkbar forsinkelse. Hvilket ellers kan være et irritationsmoment, bl.a. ved serieoptagelse og panorering.
Søgerbilledet med 2,36 megapixel opløsning og OLED-panel er større end professionelle full-frame kameraer som Nikon D4 og Canon EOS-1D X. Og det siger ikke så lidt.
Fordelen ved en elektronisk søger er, at man kan se alle ændringer i realtid, og så kan den vise forskellig info efter fotografens ønske. På X-T1 kan man ændre søgerbilledet og vælge forskellige udsnit: Fuldt billede i søgeren, et mindre søgerbillede med plads til mere information samt et dobbelt søgerbillede ved manuel fokusering. Da bruger man det lille søgerbillede til højre – som viser et forstørret udsnit af billedmidten – til at stille skarpt.
Det er også muligt at vælge fokusmarkering, eller peaking, i en af tre farver, der markerer konturerne, hvor billedet er skarpt.
Vejrtætnet optik
Kamerahusets omfattende forseglinger gør det lige så robust som OM-D E-M1 og Pentax K-3, og der er også vejrtætnet Fuji-optik til X-T1 på vej. Til juni kommer der en 18-135 mm R OIS WR zoom med lysstyrke f/3.5-5.6. Senere i 2014 kommer der en 16-55 mm f/2.8 R OIS WR normalzoom og en 50-140 mm f/2.8 R OIS WR tele. Alle tre med optisk billedstabilisering.
Fleksibel opsætning
Med det gummierede håndgreb foran og gummifeltet bagpå ligger kameraet godt i hånden, og de fleste knapper og hjul kan nås uden at skifte greb. Det er endda muligt at trykke låseknappen ind på lukkertidshjulet og ændre lukkertiden uden at tage søgeren væk fra øjet. Under lukkertidshjulet sidder der en knap til lysmåling.
Med indstillingshjulet foran på kameraet kan man også vælge imellem de angivne tider på lukkertidshjulet. ISO-hjulet på højre side har ligeledes en låseknap, men bemærk, at det kun er muligt at lagre billeder ved ISO 100, 12.800 og 51.200 i jpeg-format. Råfiler kan kun lagres mellem ISO 200 og 6400 lysfølsomhed. Under ISO-hjulet sidder en knap til bl.a. serieoptagelse, panoramafoto og multieksponering.
Funktionsknappen på toppen aktiverer Wi-Fi til trådløs billedoverførsel, men den og fem af kameraets øvrige knapper kan også programmeres til at udløse en på forhånd valgt funktion.
X-T1 er en ren fornøjelse at bruge. Ikke kun fordi ergonomien er så gennemført, men også fordi det er hurtigt, og autofokussen reagerer med lynets hast. Man kan vælge såkaldt høj ydelse; så arbejder fokussystemet hele tiden, men kameraet bruger også mere strøm i denne indstilling.
Desuden er der en lang række funktioner og muligheder, som der ikke er plads til at komme nærmere ind på her, bl.a. lagring af 14 bit råfiler, flere programmeringsmuligheder, forskellige filtervalg, filmsimulering, hybrid autofokus med over 100.000 fasedetektorer, intervalfotografering, mikrofonindgang, Full HD video ved 60 og 30p med op til 36 Mbit/s datastrøm plus mulighed for håndgreb eller vertikalgreb som ekstraudstyr.
X-T1 kommer med en lillebitte opklappelig blitz, og kameraet kan fjernstyres med en Fujifilm kamera-app til smartphone eller tablet.
Fænomenal billedkvalitet
Ikke overraskende leverer kameraet en billedkvalitet, der er helt i top for et kamera med APS-C billedsensor. Den er en tro kopi af billedkvaliteten fra Fujis ligeledes fremragende X-E2 med rigtig god kontrol over billedstøj, hvor man først kan se antydninger af kornstøj ved ISO 3200 og 6400. Farvestøj er ikke plagsomt til stede op til ISO 12.800, men herover får man markant reduceret opløsning og tydelig farvestøj.
Som ventet er råfilerne virkelig rå! De er fænomenalt skarpe selv uden efterfølgende skærpning. Samtidig holder jpeg-filerne høj Fuji-klasse med noget af den bedste farvegengivelse, vi har set fra et hvilket som helst systemkamera. Detaljeskarpheden er næsten på niveau med Nikon D800E og Sony Alpha 7R – som begge har 36 megapixel opløsning. Men råfilernes store dynamiske omfang giver fotografen mere at arbejde med i skygger og højlys, og er et bedre udgangspunkt for efterbehandling.
Ligesom X-E2 har X-T1 også Fujis smarte Lens Modulation Optimizer, som korrigerer for diffraktion og farvebrydning, og tilpasser korrektionen til hvert objektiv, der er lavet til XF-fatningen.
Spejlrefleks-killer
Fraværet af touch-skærm er kameraets eneste reelle mangel. Resten er ren glæde. Den fremragende søger, det funktionelle design, det omfattende funktionsniveau og muligheden for at skræddersy betjeningen af kameraet gør tilsammen, at Fujifilm X-T1 er et overordentlig vellykket systemkamera.
Det sætter en ny standard i klassen på alle væsentlige områder, også billedkvaliteten – som er på niveau med langt dyrere full-frame systemkameraer.
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer