TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

test: Canon EOS 6D Mark II

Glimrende full-frame-kamera

Canons billigste full-frame spejlrefleks er fuld af kompromiser, men lykkes med det vigtigste.

Skrevet af / 01/11/2017 - 12:04
Canon EOS 6D Mark II

Lyd & Billede mener

  • Nydelig billedkvalitet med flot farvegengivelse, fremragende støjkontrol, glimrende ergonomi med touch-skærm samt vejrtætning.
  • Moderat skudtakt, kun 1080 HD-video, begrænset billeddynamik ved lav ISO og lille fokusområde.

Lasse Svendsen

Fem år er ikke alverden, men i kamerabranchen er det lang tid. Så længe er det faktisk siden, Canon udsendte deres billigste digitale full-frame spejlreflekskamera, EOS 6D. Et relativt lille og let kamera med fremragende billedkvalitet for sin tid. Lidt for langsomt til at følge med de bedste, men et godt køb. Især til landskabs-, bryllups- og portrætfotografer, som ikke kræver ekstrem skudtakt.

Derfor er det på høje tid, når Canon nu lancerer en efterfølger (passende kaldet Mark II), med de vigtigste ændringer på indersiden.

Den nye udgave har bevaret den fremragende ergonomi, der gjorde 6D til et af de mest brugervenlige spejlreflekskameraer. Søgeren viser dog kun 98 procent af billedet; på et full-frame-kamera bør man kunne forlange 100 procent søgerdækning.

Men det vigtigste er til dels væsentlig forbedret på efterfølgeren. EOS 6D Mark II har fået en ny 26 megapixel billedsensor med 45 krydssensorer og Canons fremragende Dual Pixel autofokus. Det giver synligt bedre billedkvalitet end forgængeren, mærkbart hurtigere autofokus og bedre præcision i live view. F.eks. på video-optagelser.

Desværre har Canon ikke set pointen med 4K-video. Her får man kun 1080p HD-kvalitet, og 4K er åbenbart forbeholdt det betydelig dyrere EOS 5D Mark IV.

Annonce

Men det meste andet er på plads. Såsom vejrtætning, en vipbar touch-skærm og en bedre skudtakt på op til 6,5 fps mod 4,5 før. Kameraet har også GPS-logging af billederne, Wi-Fi og Bluetooth til både fjernstyring og trådløs overførsel af billeder samt 1.200 billeders batteritid.

Ergonomi

På ergonomien har EOS 6D Mark II mange ligheder med EOS 80D og EOS 5D Mark IV. Hvis man har brugt et af dem, eller for den sags skyld et andet digitalt EOS-kamera, vil man hurtigt føle sig hjemme her.

Teknisk set er det på højde med Nikon D750 og Sony a7 II, som er de nærmeste konkurrenter i klassen. Canon-kameraet er ikke så kompakt som Sony-kameraet, men er næsten ikke større eller tungere end Canon EOS 80D, som har en mindre APS-C-billedchip.

Håndgrebet er generøst som sædvanlig for Canons spejlreflekser. I modsætning til EOS 7D er der ingen fare for uforvarende at skifte fra stills til video, når man tænder på afbryderen, og den vipbare touch-skærm er noget så praktisk. F.eks. kan man både flytte fokus og tage billeder med pegefingeren på skærmen i live view.

Pegefingeren kan også bruges til at ændre indstillinger i Q-menuen. Bare tryk på Q-knappen bag på kameraet, så har du hurtig adgang til de vigtigste indstillinger på kameraet. Du kan også bruge fingerspidsen på menuvalgene, som ligger under Menu-knappen.

En låseknap holder programhjulet i den valgte position, men skal desværre holdes inde, når man drejer hjulet. Her burde man have kopieret Olympus’ til-og-fra-lås.

Kameraet er trådløst, enten med Bluetooth eller Wi-Fi, til parring med mobilen og overførsel af billeder. Mens Bluetooth giver konstant forbindelse, skal man bruge Wi-Fi til at overføre store billedfiler.

Hvis man vender kameraet, finder man en slot til SD-kort med USH-I, men ikke de hurtigere UHS-II; HDMI-udgang og USB 2.0, men ikke USB 3.0 til overførsel af billeder; mikrofonindgang, men ikke hovedtelefonstik. Kompromiser hele vejen altså, vel sagtens for at holde prisen nede.

Billedkvalitet

Canon-kameraet har mange af de samme egenskaber som forgængeren samt Nikon D750 og Sony a7 II. Det vil ikke være førstevalg til sport, men er mere end hurtigt nok til snart sagt alt andet. Fokus er hurtig, lydløs og præcis, men det begrænsede fokusområde hovedsagelig i midten af billedfladen gør ikke kameraets følgefokus optimal. Man skal holde tungen lige i munden ved actionfotografering.

Billedkvaliteten er synligt bedre end fra EOS 6D. Mark II er langt bedre til støjbehandling og får finere detaljeskarphed frem. Farvegengivelsen er upåklagelig på jpeg-filer, og fornemme hudtoner gør kameraet velegnet til portræt- og bryllupsfotografering.

Det er måske ikke det kamera, jeg uforbeholdent vil anbefale til alle slags arkitektur- eller landskabsfotografering, for billeddynamikken er mere snæver fra ISO 100 til 800 end på Nikon D750, som er referencen i klassen på denne disciplin.

Højlys brænder også hurtigere ud, og der er lidt mere billedstøj her, når man presser eksponeringen med eksponeringskompensation på landskabsbilleder.

Fra ISO 800 er forskellen marginal på dynamik, og Canon-kameraets støjreduktion viser sig fra sin bedste side. Få er bedre her, og det er fuldt ud muligt at tage portrætbilleder i svagt lys ved f.eks. ISO 3200 uden at bekymre sig om billedstøj eller afvigelser i farvegengivelsen.

Kameraet tangerer det dyrere EOS 5D Mark IV på støj-egenskaber og farvegengivelse, og forskellen på billeddynamik er ikke stor nok til, at den gør det dyrere kamera til et bedre valg for alle. Medmindre man har brug for 4K-video og professionelle videofunktioner. Så er EOS 5D IV et af de bedste kameraer derude.

Konklusion

Grunden til at vælge Canon EOS 6D Mark II frem for andre kameraer er høj billedkvalitet, hvor især farvegengivelsen er nydelig, plus et solidt og gennemført kamerahus med vejrtætning og Canons enorme udvalg af højkvalitetsoptik.

Det er ikke et kamera til folk, der også har brug for et videokamera eller for maksimal billeddynamik, høj skudtakt og lynhurtig følgefokus. Men til al anden almindelig fotografering er Canon-kameraet et ypperligt allround-kamera i full-frame-klassen.

picture_web picture1 picture2
<
>
Klassisk Canon, hvilket vil sige, at det er meget lidt at sætte en finger på.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Kun 4 kr

Efterårs tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i en måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
49,- / for 30 dage
93.25,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonse

Mellemformat med mere fart

Sådan vælger du det rigtige objektiv til kameraet

Kompakt og kompetent

Trækker motivet meget nærmere

Det bedste fuldformat-videokamera?

Knivskarpt portrætobjektiv

Lækkert kamera i 80'er kostume

Kan DJI slå GoPro?

Rejsevenligt og kompakt

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Scroll to Top