Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Lyden af en Tesla

Elmotoren i en Tesla er så godt som lydløs. Men kabinen er til gengæld fyldt med tyskudviklet vellyd.

Skrevet af / Opdateret: 26/04/2020 - 11:00 // Først publiceret: 22.09.15
Lyden af en Tesla

Hvad laver en luksuscabriolet i et magasin om hi-fi og gadgets? Når bilen er en Tesla Model S, er svaret, at den føler sig hjemme! Vores selvudnævnte biltester Peter Gotschalk var ovenud begejstret over den firehjulede gadget.

Derfor greb vi selvfølgelig chancen, da vi som det eneste skandinaviske medie fik lejlighed til at besøge den virksomhed, der står bag lydanlægget i Tesla Model S. Selv om Tesla har hovedkvarter i Californien, gik turen til Tyskland, hvor firmaet S1nn ligger. Navnet har intet med synd og hybris at gøre, men er simpelthen det tyske ord for “sanser”.

 

Har samarbejdet siden 2009

S1nn er grundlagt i 2004 af tidligere medarbejdere fra Harman og Bose, og har hovedkvarter i Stuttgart, mens udviklingsafdelingen ligger en halv times kørsel derfra (halvanden time i myldretiden!) i Karlsruhe, hvor Harman har en hel fabriksby. S1nn har nemlig siden februar 2015 været en del af Harman-koncernen. En del af de ca. 100 ansatte er dermed vendt tilbage til deres tidligere arbejdsgiver.

Tesla og S1nn har arbejdet sammen siden 2009.

“Da vi indgik aftalen med Tesla, var de en lille, ukendt opstartsvirksomhed. Det var en stor satsning at bruge så meget tid på at udvikle et lydsystem uden at vide, hvor mange biler der ville blive solgt,” siger udviklingschef Michael Fabry fra S1nn.

S1nn-folkene tog chancen og satsede to års udviklingsarbejde på at skræddersy et system til ukendte Tesla Motors. Hvilket de, set i bakspejlet, ikke har fortrudt. Tesla Model S er blevet en solid succes, og antallet af leverede lydsystemer er allerede mange gange over det forventede.

 

Inkognito

Også for Tesla Motors var samarbejdet med S1nn en satsning. Man kunne, som andre luksusbilproducenter, have allieret sig med et af de store mærker inden for lyd. Det var imidlertid vigtigt at finde en producent, for hvem Tesla ikke bare var endnu et udstillingsvindue for virksomhedens varemærke.

s1nn_1-TeslaModelS-Innen
Anlægget med 12 kanaler og en halv kilowatt forstærkereffekt er skjult. Man ser kun touch-skærmen, som til gengæld er enorm. Foto: Tesla Motors.

Man finder ingen logoer eller mærker på højttalerne. Anlægget er fuldkommen anonymt, og det er i det hele taget svært at se, at der bag de cremefarvede paneler gemmer sig et stereoanlæg i sværvægtsklassen. Altså hvis man ser bort fra den gigantiske 17 tommers touch-skærm i midten af instrumentpanelet, hvorfra det hele styres.

 

80 procent er skabt i computeren

Hvor audiofile lydproducenter ofte bryster sig af at have lyttet sig frem til hver enkelt komponent, er man hos S1nm gået til opgaven med videnskabelig tysk grundighed. Inden der blev loddet så meget som én komponent, blev hele herligheden regnet igennem på computer.

Ved hjælp af firmaets egen S1nn Tuning Technology blev der opbygget en matematisk model af hele kabinen. Ifølge S1nn tegner denne model sig for fire femtedele af resultatet, mens den sidste femtedel kan tilskrives menneskelig erfaring.

I denne del fik S1nns ingeniører hjælp fra en af Tesla-chef Elon Musks personlige venner, musikproduceren Rick Rubin (U2, Metallica, Adele, Eminem), som var med til at sætte det akustiske fingeraftryk på lyden.

 

Havde to nætter til tuning af anlægget

Den endelige test af et hjemmestereoanlæg sker i dagligstuen. Først når anlægget stilles op i de omgivelser, hvor det skal bruges, kan man høre, om de akustiske principper holder.

Det samme gælder i endnu højere grad bilstereo, hvor lydanlægget først kommer til sin ret i bilen. Alligevel måtte ingeniørerne stole på deres computermodel indtil sidste øjeblik. Da anlægget er udviklet samtidig med Model S, var det nemlig umuligt at have en færdig bil til rådighed under udviklingen. Først umiddelbart før lanceringen var det muligt at afprøve systemet i en virkelig bil.

s1nn_2-TeslaModelS-SoundsystemAussen
Sådan er anlæggets dele anbragt. Subwooferen (ved bagskærmen) er faktisk ret stor. Foto: Tesla Motors.

“Først fik vi leveret en bil uden ruder. Den kunne vi selvfølgelig ikke bruge, da kabinen skal være lukket, for at akustikken fungerer. Senere fik vi en anden – med ruder – som til gengæld manglede sæderne, hvilket var lige så galt,” siger Michael Fabry.

I sidste ende havde S1nn-folkene kun to nætter (om dagen skulle bilen bruges til andre formål) til at prøve anlægget i praksis og fintune lyden i en rigtig bil.

 

En halv kilowatt surround

Som standard leveres Tesla Model S med et stereosystem med syv (!) forstærkerkanaler på i alt 200 watt, men lægger man knap 20.000 kroner ekstra på disken, kan man vælge et premiumsystem på 560 watt, fordelt over 12 kanaler, og fuld surround-sound.

Set i bilstereosammenhæng er effekttallet faktisk relativt beskedent. Det er ikke noget særsyn at se tunge bilanlæg med effekt i kilowattklassen. Men i en Tesla skal anlægget ikke overdøve nogen motorstøj, kun vind- og vejstøj.

“Og så har vi også taget lidt hensyn til batterilevetiden,” siger chefingeniør Arndt Hensgens fra Harmans lifestyle-afdeling. Som det er, bruger anlægget så meget mindre strøm end elmotorerne, at det ikke kan mærkes på bilens aktionsradius.

 

Ubegrænset strøm

Når man konstruerer en forstærker til hjemmebrug, er strømforsyningen en udfordring. Høj strømkapacitet og frihed for støj skal normalt oversættes til tunge transformatorer og kostbare ladekondensatorer. Det ideelle ville være batteridrift, men det er normalt kun en mulighed i forforstærkere – og da kun i high-end. Ud fra et teknisk synspunkt befinder forstærkeren i en Tesla sig derfor i den ideelle verden. Med 85 kilowatt-timers batterikapacitet i ryggen har forstærkeren i praksis ubegrænset strømkapacitet, når der er behov for det.

s1nn_anonymt
Anlægget er uden mærker og logoer, og ingen steder står der “Sound by S1nn”. Som underleverandør til Tesla er man anonym. Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede.

 

Dørene måtte forstærkes

Der er kælet for detaljerne i systemet, og manglen på kompromiser er imponerende. F.eks. måtte Tesla forstærke dørene med ekstra metalplader for at dæmpe vibrationer. Der sidder en 8 tommers bas i hver af de to sidedøre, og en 6 tommers i hver af bagdørene.

Subwooferen i anlægget udgøres af et 8 tommers element i en 25 liters formstøbt boks i ABS-plastic, drevet af en 80 watt forstærker. Målt med hjemmestereo-alen er det ikke overvældende. Men i den trange kabine er det rigeligt, og S1nn understreger, at det faktisk er dobbelt så megen plads, som der typisk ofres på bassen i gode bilanlæg.

 

Helst med kabel

Musikken hentes enten fra anlæggets indbyggede harddisk eller via en USB-port. Man kan også overføre lyden trådløst fra smartphone eller tablet. Men desværre kun i almindelig, standard Bluetooth-kvalitet. aptX-protokollen, der giver lyd i nær cd-kvalitet, understøttes ikke.

s1nn_subwoofer
Subwooferen er på 25 liter. Det lyder ikke af meget, men i bilstereosammenhæng er det ret godt. Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede.

 

Hvordan lyder det så?

Resultatet af anstrengelserne er blevet et anlæg, der ligger langt fra det meste bilstereo. Ikke mindst når man tager den forholdsvis rimelige pris i betragtning. Lyden er klar og åben, og der er ingen af de resonanser, der oftest plager anlæg i biler. Det gode indtryk holder også ved, når der bliver spillet højt. Rigtig højt.

En Tesla er i sig selv så godt som lydløs. I hvert fald når hastigheden kommer over 30 km/t. Af hensyn til fodgængere og cyklister er bilen udstyret med elektronisk lyd, så den ikke kommer som en overraskelse i trafikken. Derover er den så godt som stille, hvilket betyder, at man kan opnå et rimeligt signal/støj-forhold uden at blæse hverken trommehinder eller ruder ud.

Vi prøvekørte anlægget med alt fra stille akustisk musik over orkesterværker til tung electronica. Anlægget klarer det meste forbløffende godt, og der er masser af kræfter i overskud – sandsynligvis godt hjulpet af den kolossale batterikapacitet i strømforsyningen.

s1nn_trafik
S1nns udviklingsafdeling ligger i Karlsruhe, en halv times kørsel fra Stuttgart. Altså når det ikke er myldretid – og det er det stort set altid. Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede.

Når der lukkes helt op for sluserne, kan man dog godt høre begrænsningerne – samt en del vindstøj – fra den lille subwoofer i bagagerummet. Men ellers er lyden ren fra ende til anden.

Stereoperspektivet lider naturligt nok under bilens indretning. Med sæderne placeret i hver sit hjørne og højttaler-elementer spredt rundt omkring lytteren i døre og instrumentpanel er placeringen af instrumenter ikke som på anlægget derhjemme. I bilkabinen handler det mere om at være omgivet af lyd end om at opnå et knivskarpt perspektiv. Ekstra centerhøjttalere i midten af instrumentbrættet hjælper dog på stereobilledet.

Alt i alt er det en forbløffende oplevelse at lytte til seriøs hi-fi i en bil, mens det sydtyske landskab suser tyst forbi udenfor. Både dette og manglen på gearstang og kobling er noget, som man godt kunne vænne sig til. Men det bliver under alle omstændigheder først efter næste lønforhandling. Eller næste igen …

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Familiebil med alt hvad man behøver

Fremtidens elbil ifølge BMW

Lyd fra Bang & Olufsen og OLED-lygter

Brugte Teslaer falder i værdi

Helsort Volvo med en overraskelse

GTI'en er tilbage

0-100 km/t på 2,2 sekunder

Robot-taxi-tyveriforsøg i Los Angeles slår fejl

Smart #3 er en lækkerbisken

Her er Peugeots vigtigste bil

Vi har set Xiaomis elbil

Apple Car er skrottet

0
Scroll to Top