Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

CES 2021: Samsung-soundbars med AirPlay 2 og rumkorrektion

Samsung har fornyet deres flagskibe. Nu endelig med rumkorrektion – og AirPlay 2.

Skrevet af / 17/01/2021 - 14:43
CES 2021: Samsung-soundbars med AirPlay 2 og rumkorrektion

Det er ingen hemmelighed, at nogle af vores favorit-soundbars kommer fra Samsung. Specielt flagskibet HW-Q950T med trådløse baghøjttalere leverer bragende oplevelser med drøn på og til stor fornøjelse. Og med klar og naturlig lyd, i modsætning til visse andre “muskel-soundbars”.

Ulempen ved Samsungs soundbars fra 2020 er, at de ikke har specielt meget at byde på for musikelskere. De mangler nemlig både Chromecast og AirPlay, så man må bruge Bluetooth eller Spotify Connect. Hvis man da ikke benytter Samsungs SmartThings-system, hvor man får flere muligheder for tabsfri digitallyd fra sine musiktjenester.

AirPlay 2

Det er nu slut med årets nye soundbars. Samsung har nemlig udstyret enkelte af deres kommende soundbars med AirPlay 2, så i hvert fald iPhone-brugere får gnidningsløs afspilning uden at miste lydkvalitet. Uanset hvilken musiktjeneste man har forelsket sig i. Er du Roon-bruger, kan du også sende musik fra PC’en med AirPlay.

HW-Q950A bliver Samsungs nye flagskib. Her vises forgængeren HW-950T. (Foto: Samsung)

Rumkorrektion

Men den vigtigste nye funktion er noget, vi har ønsket os længe, nemlig automatisk rumkalibrering – eller rumkorrektion. Det medfører, at soundbaren vil tilpasse lyden til rummet, ligesom vi kender det fra bl.a. Sonos Arc og Beam.

Samsungs topmodeller får rumkorrektion, som de kalder Q Calibration og Space Fit. Vi vil tro, at Q Calibration har med optimering af Q Symphony at gøre. Samsung kan nemlig bruge de indbyggede højttalere i enkelte af deres TV’er til at udvide lydbilledet fra soundbaren yderligere. Vi vil tro, at Q Calibration er en finjustering af dette samspil med direkte målinger af begge dele i rummet.

Space Fit er derimod Samsungs normale rumkorrektion, hvor man måler soundbarens frekvensrespons i det rum, den står i, og justerer lyden til at lyde så rigtigt som muligt i netop det miljø.

Læs også Sonos Arc er en vellykket Atmos-soundbar Endelig kommer Sonos med en stor soundbar. Arc understøtter Dolby Atmos og har desuden nogle smarte tricks oppe i ærmet.

HW-Q950A og HW-Q800A – med Dolby Atmos

Det nye flagskib hedder HW-Q950A og har både Dolby Atmos og DTS:X. Antallet af lydkanaler er øget fra 9.1.4 til 11.1.4, så vi forventer et noget udvidet lydbillede. Særligt nu med rumkorrektion, hvor man forhåbentlig får justeret lyden for hver enkelt højttaler-enhed og dermed adskilt lyden – og øget surround-oplevelsen – en del mere.

Det er i øvrigt ikke i selve soundbaren, de ekstra kanaler sidder – de er de samme. Det er baghøjttalerne, der nu har fået højttaler-enheder på siderne ud over fremad og opad.

HW-Q950A har højttalere både i front og på siderne, og der sidder også højttalere på toppen rettet op mod loftet for at give lytteren indtryk af lyd fra oven. Det ved vi fungerer godt, baseret på erfaringer med tidligere årgange. En trådløs 8 tommers subwoofer hører med som tidligere.

HDMI eARC er også på plads, så soundbaren kan modtage højopløst lyd fra TV’et. Det inkluderer Dolby Atmos og DTS:X. Stemmestyring med Amazon Alexa er ikke så relevant herhjemme.

Ud over flagskibet kommer 3.1.2-soundbaren HQ-Q800A, som også har en 8 tommers subwoofer samt Dolby Atmos og DTS:X, men ingen separate baghøjttalere. Har du en asymmetrisk stue uden gode muligheder for placering af baghøjttalere, er det vores erfaring, at det kan være en fordel at droppe dem.

Desuden er der en billigere soundbar på vej uden Atmos eller DTS:X, nemlig HW-Q60A. Den har en mindre subwoofer på 6,5 tommer.

HW-Q800A får Dolby Atmos, AirPlay 2 og rumkorrektion. Ingen trådløse baghøjttalere her. (Foto: Samsung)

Trådløse surround-højttalere til flere soundbars

Der kommer også et separat trådløst sæt med surround-højttalere, som understøtter Dolby Atmos. Det kommer i løbet af 2021 og vil understøttes af enkelte soundbar-modeller. Vi ved endnu ikke hvilke.

Priser og tilgængelighed

Vi ved endnu ikke, hvornår de forskellige soundbar-modeller kommer. Der er heller ikke annonceret nogen priser. Men vi ved, at samtlige topmodeller har haft en startpris på ca. 10.000 kroner, da de kom på markedet, så vi bliver slet ikke overraskede, hvis HW-Q950A vil få denne pris.

HW-Q800A erstatter HW-Q800T, som kostede 6.500 kroner. Vi forventer omtrent samme pris for efterfølgeren. Når det gælder HW-Q60A, gætter vi på, at den erstatter HQ-Q66T og i så fald lander på ca. 4.200 kroner.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Ny subwoofer til de superrige

Hjemmebio-kraftkarl er inde til test

Nu kommer den endelig

Vildere surroundforstærker fra Denon

"Alle" elsker Dolby

Nyt lydformat vil knuse Dolby Atmos

Januarudsalg på soundbars

Se den lille 4K-projektor

Vil bringe 3D-lyd til "alle"

Sonos i konkurrence mod Apple og Sony?

Her er Bose Smart Ultra Sounder

XGIMI Horizon Ultra: 4K-projektor med Dolby Vision

0
Scroll to Top