Hvis du er en af de efterhånden mange, der har investeret i et tv med 4K UHD-opløsning, men mangler noget at vise på det, så har du nu muligheden for at få ultrahøjtopløst video ind via bredbåndet uden at rode med Smart TV-apps. I hvert fald hvis du er kunde hos bredbåndsselskabet Waoo.
Selskabet tilbyder fra og med i dag tv-boksen AirTies 7410, som er en af de første tv-bokse, der understøtter 4K-programmer fra blandet andet Netflix.
“Det tiltrak sig stor opmærksomhed fra både ind- og udland, da vi introducerede tv-boksen på CES-messen i Las Vegas i januar, og det har givet stor efterspørgsel på boksen fra vores kunder,” siger Jørgen Stensgaard, der er administrerende direktør i Waoo.
Netflix en central del
For at gøre det nemt har Netflix fået sin egen knap på fjernbetjeningen, så man ikke skal rode med forskellige apps på smart-tv’et. Med ét tryk på Netflix-knappen starter streamingtjenesten op lige så hurtigt, som når man skifter TV-kanal. Netflix kan tilbyde en række serier i 4K, såsom Narcos, Marco Polo, House of Cards, Bloodline, Sense8, Marvel’s Jessica Jones, Marvel’s Daredevil, Ridiculous 6, What Happened Miss Simone?, Chef’s Table og Master of None.
Fakta
- Boksen er en AirTies model 7410 der understøtter UHD (Ultra High Definition) på 4K tv.
- Boksen bliver en af verdens første tv-bokse, som kan vise Netflix i 4K/UHD – og det bliver Danmarks første 4K/UHD tv-boks.
- Med boksen følger en fjernbetjening, der både understøtter infrarød og radiosignal, så man kan skifte kanal uden at skulle sidde og fægte i luften for at få en sigtelinje til tv-boksen
- Tv-boksen vil kunne anvendes af alle Waoo tv-kunder.