Anmeldelse: Fair Play

Britiske Phoebe Dynevor (28) fik sit internationale gennembrud som den gifteklare og dydige Daphne i megasuccesen Bridgerton.

I den nye Netflix-film Fair Play viser hun helt andre takter – og talent.

Den amerikanske instruktør Chloe Domont er nok mest kendt for den testosteron-tunge serie Ballers, med “Mr. Macho”, Dwayne Johnson, i hovedrollen. I sin debut som spillefilminstruktør vender hun elegant den traditionelle kønsdynamik på hovedet og serverer en intens, pirrende og til tider ubehagelig thriller.

 

 

Det unge, attraktive, nyetablerede par Emily (Dynevor) og Luke (Alden Ehrenreich, Solo: A Star Wars Story) lever deres lykkelige liv i en fantastisk lejlighed på Manhattan. Stadig vanvittigt forelskede, legesyge og liderlige efter hinanden – men der er dog en lille hage. Ingen af ​​kollegerne ved, at de er et par.

Begge arbejder som anerkendte hedgefonds-forvaltere hos et prestigefyldt investeringsfirma, ledet af det ærke-pedantiske og sexistiske røvhul Campbell (Eddie Marsan). Der er totalt forbud mod at date kolleger, så derfor må de holde deres samliv hemmeligt.

Hvilket fungerer helt fint – indtil en af ​​dem bliver forfremmet…

Efter at en portfolio manager er blevet brutalt fyret (åbenbart har Domont også instrueret et par episoder af Billions), er der hvisken i korridorerne om, at Luke vil blive forfremmet; en stigning i graderne, som parret næsten allerede har taget hul på champagnen for. Da det viser sig, at Campbell sigter mod Emily, bliver det lykkelige par sendt på en rutschebanetur af følelser, irrationalitet, magtbegær og ydmygende emaskulering.

På overfladen gør Luke gode miner til slet spil, men indeni raser hans følelser. Han kan ikke komme over, at Emily skulle tage “hans” job, og er overbevist om, at hun enten har løjet for at få stillingen, og/eller nærmest er kommet ind via en kønskvote.

Langsomt men sikkert forsurres forholdet, og mere og mere malurt fylder bægeret. Jo mere succesfuld Emily viser sig at have, jo mere ønsker han at spænde ben for hende, såre hende og nedværdige kvinden i sit liv. Det hjælper ikke på parrets interne stress, at bryllupsplanerne står for døren, og familien presser på for at vælge en bryllupsdato.

Domont har skrevet en moderne, smart og pirrende thriller, som markedsføres af Netflix som en “erotisk thriller”. I udgangspunktet en ganske vanskelig genre, som hurtigt ender i pinlige klicheer og umotiveret nøgenhed – som det var tilfældet med Netflix’ Obsession tidligere i år. Men lad dig ikke snyde af billige marketing-gimmicks, for Fair Play er egentlig ikke en erotisk thriller, men en intelligent thriller om den menneskelige psyke, og hvordan en person kan ændre sig fuldstændig, hvis de (med rette eller ej) føler sig trådt på.

Nogle vil forsøge at klæbe etiketter som “woke” og “mandehad” på den, men så misser de pointen. Luke er bare en mand der mangler selvtillid, usikker på sig selv og sine følelser, og som ikke kan klare at se sin partner i sole sig i succes. Hans reaktion på hendes succes er irrationel og forkastelig, ja, men sikkert også almen og genkendelig for mange. Hvem har ikke en gang følt “ulovlig” misundelse?

Dumonts manuskript væver en elegant thriller omkring parret, deres farlige dans og stadig mere nedadgående spiral ned mod infernoet. Som svar på Lukes dårlige opførsel går Emily den modsatte vej, og bliver mere og mere en af ​​”fyrene”. Og dødedansen er i fuld gang, og hvirvler ud af kontrol.

Dynover giver en formidabel præstation som den komplekse Emily. En landsbypige, der kommer fra relativt jævne kår, men som målrettet har arbejdet sig op, brugt sit intellekt, og ikke går af vejen for at spille på mænds præmisser for at opnå det, hun længes efter. Hun er da også helt på det rene med, at det ikke ligefrem er en ideel organisation, hun arbejder for, men det er noget, hun har det udmærket med.

Ehrenreich er et godt match for hende, og får den brede vifte af følelser frem som brændende kærlighed, beundring, begær – og et altopslugende had. Hans indyndende/snedige smil kan tolkes begge veje, og han snurrer nu og da også sin kæreste rundt om sin lillefinger.

Ganske vist bliver Marsan ofte typecastet i møgsvin-roller, men det er der også en god grund til, for han funkler i dem, og vi fryder os over hans opførsel og levevis. Campbell præsiderer over et kontor styret af en blanding af frygt og løftet om ​endeløs rigdom, hvor hans lydige “disciple” accepterer hvad som helst fra deres “gud”. En ganske herlig dekadence, helt blottet for selvindsigt og selvrespekt.

Sidste del kammer lidt over i karikerede roller og anstrengt opførsel, hvor alfahannen skal have sin endelige bekomst, men bortset fra det er Fair Play en effektiv, bundsolid psykologisk thriller fra en instruktør, vi forventer os meget af i fremtiden.

Smukke optagelser suger os ind i begæret, og ind under huden på ​​de skæve, fortabte eksistenser. Det bliver til 5 svage stjerner.

Fair Play får streamingpremiere den 6. oktober.