Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: The Idea of You

MILF’en der tvivlede

Et tretten-på-dusinet romantisk drama, der trods alt har et forfriskende originalt twist.

Skrevet af / 27/04/2024 - 09:45
The Idea of You
Tor Aavatsmark

I maj lancerer den nye streamingtjeneste Max den norske originalserie MILF of Norway, men allerede i næste uge kan du se Anne Hathaway som en dragende MILF i en film, der stræber efter storhed, men aldrig når sit ambitionsniveau.

Hathaway (The Hustle) spiller den noget desperate alenemor Solène, som efter en brutal skilsmisse (fra en utro bastard af en mand) har viet al sin tid og sine kræfter til sin teenagedatter Izzy (Ella Rubin) og sit kunstgalleri.

Få dage før sin skræmmende 40-års fødselsdag bliver hun praktisk talt tvunget til at tage til den hippe musikfestival Coachella med sin datter og dennes venner – simpelthen fordi hendes eksmand (svinet) droppede aftalen og prioriterede sit arbejde, få timer før afgang.

Læs også Max med norske MILF'er! MILF of Norway bliver den første norske Max Original-serie.

Højdepunktet skulle være et møde med det populære boyband “August Moon” med Hayes (Nicholas Galitzine, Red, White & Royal Blue) i front; men det viser sig, at teenagedatteren er vokset fra den håbløse musik – men det er mor ikke …

 

Ved et tilfælde støder Solène ind i Hayes i hans private trailer, og sød musik opstår. Men kan en 24-årig ung mand virkelig date en “moden” 40-årig kvinde? Hvad vil musikpressen, verdens SoMe-helvede og ikke mindst datteren sige?

Michael Showalter er både instruktør og (med)forfatter, og han har en klar dagsorden: At vise, hvor “unfair” det er, at samfundet nærmest hylder en mand, der har fundet en 20 år yngre kvinde, men foragter det, hvis der bliver vendt op og ned på alderen i forholdet. Og det skal han have ros for, for vi mener, at kvinder også skal have lov til at tage på “børnetogt” uden at blive set skævt til, men Showalter & Co har bare pakket deres dagsorden ind i en meget generisk historie med gennemgående stereotype og forudsigelige karakterer.

 

Læs også Den computeranimerede krigshistorie Endnu en gang har Steven Spielberg og Tom Hanks samarbejdet om skildringen af den terror, som hærgede under Anden Verdenskrig. Visuelt spektakulært, men emotionelt hult.

Og nej, du får ikke en fed præmie fra os for at gætte, hvordan dette nuttede drama ender. På trods af at Solène bliver fanget i en shitstorm på de sociale medier og nærmest bliver spyttet på af sine (jaloux?) søstre, holder hun fast i sin unge kæreste, indtil “virkeligheden” rammer hende. Men har hun virkelig tænkt sig at droppe drømmeprinsen?

The Idea of You The Idea of You The Idea of You The Idea of You
<
>
The Idea of You. (Foto: Prime Video)

Hathaway giver en solid og charmerende præstation som den lidt dumme og kokette 40-årige, der pludselig befinder sig midt i sit livs eventyr, omgivet af overdådig luksus, på jetset rundt i verden med sin unge hingst. Men historien tager aldrig rigtig fart, og det karikerede persongalleri, der omgiver hende, er mere irriterende end virkeligt. Vi griber ud efter vores mobiltelefoner for at tjekke de seneste nyheder om Biden/Trump, krigen i Ukraine og renteniveauet, simpelthen fordi historien aldrig formår at fange os.

At Showalter har valgt at “krydre” store dele af filmen med øresønderrivende boybandmusik, hjælper bestemt ikke. Vi er overbeviste om, at det er præcis den slags musik, amerikanerne brugte til at torturere Guantánamo-fanger med, for at få dem til at bryde sammen.

The Idea of You. (Foto: Prime Video)

Det, der skulle have været et fascinerende drama med et lidt frækt twist, bliver mere til et to timers langstrakt gab. Når vi er i tvivl, og lidt charmeret af en energisk og smittende Hathaway, strækker vi os til 3 svage stjerner.

Læs også Bedre end bare "okidoki"! En stilsikker, lettere overfladisk, post-apokalypse, som surfer i mål med sin ironiske snert.

The Idea of You kan streames fra Prime Video fra den 2. maj.

The Idea of You. (Foto: Prime Video)
Karakter
The Idea of You

Fakta:

  • Prime Video
  • Release: 2. mai 2024
  • Instruktør: Michael Showalter
  • Medvirkende: Anne Hathaway, Nicholas Galitzine, Ella Rubin, Reid Scott, Annie Mumolo, Perry Mattfeld
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2024
  • Tid: 1:55 t.
  • Karakter: 3
  • IMDb

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top