TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Fallout, 1. sæson

Solid underholdning – både for gamers og sci-fi-fans

En stilsikker, lettere overfladisk, post-apokalypse, som surfer i mål med sin ironiske snert.

Af / 10/04/2024 - 23:30
Fallout, 1. sæson
Tor Aavatsmark

Husker du Hunters, hvori Al Pacino & co. havde en komediefest med (de efterladte til) jødernes kamp mod nazisterne? Serien var sat i nutiden, med flashbacks til efterkrigstiden.

Det er nærmest et tilsvarende greb, Jonathan Nolan og Lisa Joy (Westworld) forsøger sig med her, i en post-atomar apokalyptisk verden  baseret på computerspillet Fallout.

Læs også Skyd en nazist! Al Pacino stråler som dedikeret og kompromisløs nazijæger i sin første TV-serie.

Spillet ramte markedet allerede i 1997, og Hollywood-moguler har i mange år kredset omkring ideen om en film eller serie baseret på det. Hovedmanden bag Fallout, Todd Howard, har også holdt møder med filmselskaber lige siden 2008!

Heldigvis valgte Howard, og Prime Video, at satse på skaberne af sci-fi-serien Westworld, da dette spil skulle gøres til TV-serie. Og efter at have tilbragt godt og vel otte timer i denne fascinerende, dystopiske verden, kan vi konkludere at det, i det store hele, er et vellykket projekt.

 

Annonce

Serien kan ikke undgå at blive sammenlignet med en anden spil-til-serie TV-serie, nemlig The Last of Us, som også foregår i en postapokalyptisk verden, hvor zombier har overtaget hvad der er tilbage af samfundet, og to protagonister tager ud på en farefuld færd til en uvis skæbne. Der er mange lighedstræk med Fallout, men serierne er også meget forskellige.

Vi hensættes umiddelbart til en idyllisk, midten-af-1950’erne stemming, i et pastelfarvet og bekymringsfrit miljø i bakkerne omkring L.A. Her holder en velstående, bedsteborgerlig familie børnefødselsdag, og har i den anledning hyret en kendt Hollywood-skuespiller til at underholde børn og gæster i sit cowboykostume.

Gennem Bruce Springsteens episke sang «Western Stars» møder vi den fallerede cowboy-skuespiller, som nu ernærer sig via dårlige TV-reklamer og PR-optrædener. Vi møder desuden Cooper Howard (Walton Goggins), en inkarnation af The Boss’ karakter. Han kører rundt i sin seje sportsvogn, stiller (lettere modvilligt) op til konens selskabsfester, og popper forbi filmstudiet i ny og næ, for at spytte et par one-liners ud i en eller anden reklamefilm.

Læs også Positiv zombie-overraskelse! Pedro Pascal tilfører noget forfriskende nyt til en (relativt) nedslidt genre.

Men så indtræffer – meget brat! – apokalypsen, i form af en regn af atombomber over både USA og resten af verden. Derefter hopper vi ca. 230 år frem i tiden, og finder et (tilsyneladende) lige så idyllisk samfund, hvor familien MacLean danser sig gennem solnedgangen i den maleriske kornmark, i hvad der ser ud til at være Nebraska. Der er bare det ved det, at, ligesom Jim Carrey i The Truman Show, så lever hele samfundet inde i en kunstigt skabt verden, dybt under jordens overflade.

Far, Hank MacLean (Kyle MacLachlan, Twin Peaks), har inviteret til banket for at fejre sin datters (arrangerede) bryllup, og alle smiler, drikker og danser – indtil bryllupsnatten står for døren…

Fallout, 1. sæson (Foto: Prime Video)

Det viser sig, at brudgommen slet ikke er den, han udgiver sig for at være, men en ubuden gæst fra den forurenede overflade, som er ude på at røve og dræbe. Og den lidt for godtroende Lucy MacLean (Ella Purnell) må nu kæmpe for sit liv.

Da støvet har lagt sig, og tællingen af ligene er overstået, beslutter naive Lucy sig for, at tage op til overfladen for at redde sin far. Hank blev taget til fange af oprørsgruppen, der kalder sig “New California Republic”, ledet af den gådefulde Moldaver (Sarita Choudhury, Homeland). Oprørerne holder hof i selve Griffith Observatory i Hollywood Hills – med en dyster udsigt over et totalt udbombet L.A.

På vejen til overfladen må Lucy kæmpe sig igennem, dræbe, lemlæste, skyde og i sidste ende halshugge en mytisk mand, der gemmer på en værdifuld ressource. Og selvfølgelig møder hun vores cowboy-ven fra 1955, men denne gang i en helt anden fysisk og mental tilstand og mental tilstand.

Walton Goggins, “Fallout”, 1. sæson (Foto: Prime Video)

Zombie-cowboy’en, som nu bare går under navnet «The Ghoul», meler kun sin egen kyniske kage, og har ingen respekt for liv og/eller livet. Som han så lakonisk og rammende siger til Lucy, da hun spørger, hvem han egentlig er:

Oh, I’m you, sweetie. You just give it a little time.

Lucy er hele livet vokset op i “Hvælv 33”, afskærmet fra al overfladeverdenens ondskab og dens dødelige stråling. I det idylliske samfund går de rundt med kilotunge “smart-watches” til måling af stråling, samt sporing og kommunikation. Og indbyggerne aner kun fred og ingen fare.

Vi rives med ind i den beskidte og uretfærdige kamp mellem de underjordiske udvalgte, hvælv-beboerne, langt fra anarkiet på overfladen, og de lovløse overfladebeboere, som vil gøre hvad som helst for at overleve i det ugæstfrie, radioaktive miljø på jordens overflade; hvor kakerlakkerne har vokset sig så store som hunde. Dér er der kun én regel, der gælder: Kill, or be killed!

Fallout, 1.sæson (Foto: Prime Video)

Vi finder efterhånden ud af, at de gigantiske atomsikre hvælve blev bygget i rigelig tid før apokalypsen indtraf – og her må hovedpersonerne stille sig selv det eviggyldige spørgsmål: Hvor leder pengesporet hen? Og hvad i alverden var det virkelig, der skete i Shady Sands?

I de tre første episoder er det Nolan selv, som har instrueret, og her er der godt med drive og dramaturgisk udvikling, omend måske lidt for overdrevne og udpenslede voldsscener. Har du mindre gode nerver, så kan der godt blive lidt vel meget blodsprøjt, afhuggede hoveder og iturevne lemmer at fordøje.

Aaron Moten, “Fallout”, 1. sæson (Foto: Prime Video)

Ej heller har Lucy og The Ghoul det emotionelle bånd, og den dybde, som Joel og Ellie så forbilledligt portrætterede i The Last of Us. Vi introduceres også for underdog-soldaten Maximus (Aaron Moten), som til at starte med forbliver en noget diffus karakter. Max har meldt sig ind i den paramilitære gruppe «Broderskabet», hvor soldaterne tager gigantiske robotdragter på, og nedslagter forskelligt utøj, som har fået rigtig god grobund efter apokalypsen.

Læs også Hurra for en remake! Med genindspilningen af 1980'er-serien serverer Disney+ en af årets mest interessante TV-oplevelser.

Hele den midterste del af serien bliver for vaklende, og har flere sidehistorier, der bare trækker tiden ud. Til at begynde med er det også svært at sluge den ekstreme forvandling, Lucy pludselig gennemgår, fra en beskyttet, helt igennem naiv tilværelse, og til action-heltinde.

Endnu en gang har vi mistanke om, at der er lagt for meget fokus og vægt på det tekniske, hvilket dermed går ud over personudviklingen og den følelsesmæssige dybde. Derudover er der også en lang række direkte skæmmende special-effekter.

Fallout, 1. sæson (Foto: Prime Video)

Men så, i den sidste tredjedel udvides plottet, personerne får mere kød på (ikke mindst Max and The Ghoul), og med flere og flere flashbacks fra tiden før apokalypsen, får historien en langt større resonans og spændingskurve. Lag for lag graver vi dybere ned i sagen og opdager, hvem der stod bag katastrofen.

Det hele krydres så med bizarre og outrerede sekundære figurer, og den nye, uovervindelige (?), duo bliver Lucy og Max. Men kan de virkelig stole på nogen – og på hinanden?

Selvom vi er sprunget et godt stykke over 200 år ud i fremtiden, er det, som om alt stoppede, da atombomberne ramte jorden. Dette giver serieskaberne rig mulighed for at lege med retro-stilen, med et tilhørende nostalgisk musikspor. Dejlige, lidt uskyldige sange, der ofte står i skarp kontrast til den voldsomme og brutale handling. Men hold da op, hvor virker det godt.

Fallout, 1. sæson (Foto: Prime Video)

Men dét, der virkelig gør at serien, til trods for sine åbenbare svagheder, fortjener topkarakter, er den dejligt satiriske, små-frække humor. Oftest leveret med et nøgternt blik, som om replikken var det mest naturlige i verden; som f.eks. da en af de underjordiske beboere, med en kåd milf på skødet, udbryder: “Now that’s a wet woman!” – sekunder senere går vandet!

Eller scenen hvor Lucy, helt ud af det blå, spøger om Max vil have sex med hende; noget han afviser, fordi han er bange for at hans lem bliver ækelt stivt, og vil “eksplodere”. Og så er der de enfoldige assistenter på “klinikken”, hvor Lucy skal have “høstet” sine organer – eklatant fornøjeligt, og stilsikkert leveret.

Ella Purnell, “Fallout”, 1. sæson (Foto: Prime Video)

Generelt er kvaliteten af skuespillet i Fallout solidt. Mange af skuespillerne har et antal år på bagen, men flere er også relativt nye navne.

Ikke mindst tager vi hatten af for Ella Purnell, som gør en formidabel skuespillerindsats for at få den unge Lucy, med sine store, naive dukkeøjne, til virkelig at sparke røv. En kompleks figur, som i Purnells fortolkning viser en bundsolid tæft for komisk timing. Goggins er også skræmmende god til at levere sin perlerække af lakoniske og sarkastiske replikker, mens han ufortrødent skyder løs på alt, hvad der bevæger sig.

Fallout, 1. sæson (Foto: Prime Video)

Fallout er blevet et vellykket mix af western og sci-fi, samt en solid dosis zombie-splat. Vi får lidt Twelve Monkeys, lidt Mad Max og Walking Dead, samt et skvæt The Island

Serien vil nok ikke appellere til et lige så bredt publikum som The Last of Us; dertil er meget af volden for eksplicit, som en bevidst gestus til gaming-fans’ene. Men vi får gradvist smag for den legesyge, frække humor, og for de udflippede figurer. Man kan kalde det en slags zombie-apokalypse-verdenens modsvar til superhelte-verdenens Guardians of the Galaxy. Vi premierer hermed endnu en spil-baseret TV-serie med en topkarakter: 5 (svage) stjerner.

Læs også Den computeranimerede krigshistorie Endnu en gang har Steven Spielberg og Tom Hanks samarbejdet om skildringen af den terror, som hærgede under Anden Verdenskrig. Visuelt spektakulært, men emotionelt hult.

Fallout får global Prime Video-premiere den 11. april, hvor alle episoderne bliver tilgængelige. Og ikke nok med dét; Prime Video har allerede givet grønt lys til 2. sæson. Denne anmeldelse er baseret på alle otte episoder.

Fallout, 1. sæson (Foto: Prime Video)

Karakter
Fallout, 1. sæson

Fakta:

  • Prime Video
  • Release: 11. april 2024
  • Instruktion: Jonathan Nolan
  • Medvirkende: Ella Purnell, Aaron Moten, Walton Goggins, Moisés Arias, Kyle MacLachlan, Sarita Choudhury, Michael Emerson, Leslie Uggams, Frances Turner, Dave Register, Zach Cherry, Johnny Pemberton, Rodrigo Luzzi, Annabel O’Hagan, Xelia Mendes-Jones
  • Genre: Sci-fi
  • Land: USA
  • År: 2024
  • Tid: 8:00 t.
  • Karakter: 5
  • IMDb

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *