TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: Expats

Tilværelsens ulidelige lethed – i rigmandsboblen

Nicole Kidman fortsætter det frugtbare samarbejde med Prime Video. Expats byder på endnu et stærkt drama.

Af / 23/01/2024 - 15:00
Expats
Tor Aavatsmark

Den kinesiske manuskriptforfatter og instruktør Lulu Wang fik sit internationale gennembrud med komediedramaet The Farewell (2019); en film, der handlede om sorg og mennesker, der føler sig ensomme og fremmedgjorte. I den nye Prime Video-serie tager hun fat på det samme tema.  

den ekstremt upersonlige, kolde og fremmedgørende asiatiske metropol Hong Kong er en smeltedigel af borgere. Mange store internationale selskaber har kontorer i den tidligere britiske kronkoloni og ansætter ledere fra hele verden, som bliver i byen i nogle lukrative år.  

Her lever de i stor rigdom, afsondret fra lokalbefolkningen og det virkelige liv. Omgivet af ja-sigere, tjenestefolk, chauffører og livvagter, mens deres børn går i dyre privatskoler og bliver forkælet.

Læs også Lad mig uddrive dine indre dæmoner! Nicole Kidman sætter sig for at redde ni “fortabte” mennesker i strittende drama-mysterie.

I den pulserende storby bor kernefamilien Margaret (Nicole Kidman) og Clarke (Brian Tee). Begge amerikanere, han af asiatisk afstamning.  

Hun er hjemmegående, og med deres tre børn og en smuk penthouselejlighed ser livet ud til at være en dans på roser – men da vi møder dem, fornemmer vi, at der er noget galt. En tragedie har ramt den lille familie, men Lulu Wang tager sig god tid til at afdække katastrofen sobert og subtilt.

Annonce

Ægteparret arrangerer en stor 50-års fødselsdagsfest for Clarke, men der hviskes og tiskes meget blandt gæsterne om, hvordan de kan feste på sådan et tidspunkt, og nogle af de inviterede kvier sig ved at deltage.  

Tragedien, der er ved at ødelægge familien, viser sig at være, at den yngste søn, Gus, er forsvundet; sandsynligvis kidnappet under en familietur til det lokale kaotiske marked – og moderen (som var med på turen) lægger hele skylden på den unge, nye babysitter Mercy (Ji-young Yoo).

Expats 1 6 scaled 1
Expats (Foto: Prime Video)

Det er to stærke kvinder, der er i centrum, når de kæmper på hver sit plan derhjemme. Margaret er generelt træt af det verdensfjerne liv i Hong Kong, mens hendes mand ønsker at optimere sin karriere. Samtidig er hun splittet mellem trangen til at vende hjem til USA og fortvivlelsen over at forlade Hong Kong, så længe de ikke aner noget om Gus’ skæbne.  

I familien Starrs husholdning er rollerne vendt lidt på hovedet. Hilary (Sarayu Blue) er den altopslugende karrierekvinde, mens hendes døgenigt af en mand, David (Jack Huston), kun drømmer om et barn for at redde sit ægteskab; et ægteskab, som de begge er klar over er forbi. David har også en ung elskerinde, og han er tørlagt alkoholiker. Men ægteparret har hver deres dæmoner med i bagagen.

Læs også Dem som gemmer sig i skyggerne Taylor Sheridan går fra den golde Montana-prærie til en storstilet terroristjagt.

Alle kæmper de med ensomhed, fremmedgjorte i den kolde metropol. Men samtidig er de handlingslammede, fastfrosset i en tilværelse, de ikke kan komme ud af/væk fra, og som de konstant taler udenom i samtaler med deres distancerede medmennesker. Forholdet til tjenestefolkene er som i en gammeldags herskabsvilla, hvor de er en del af møblementet, som kan flyttes rundt, kommanderes med og som altid står på pinde for herskabet.  

Expats - First Look Expats - First Look Expats - First Look Expats Expats Expats Expats Expats Expats_1 (12)
<
>
Expats (Foto: Prime Video)

Wang er optaget af, hvordan disse fremmede, som i deres “eksil” i et nyt land forsøger at tilpasse sig en ekstraordinær situation. Men i processen med at synliggøre forskelle og lidt outrerede karaktertræk falder hun af og til for fristelsen til at karikere og fremelske skabelonagtige stereotyper. 

Kidmans karakter er ofte stjerneeksemplet på den hjemmegående rigmandsfrue, som kun er optaget af caféaftaler med veninder, velgørenhed, sin mands platinkort og at kommandere rundt med tjenestefolkene. Hendes projicering af sin egen skam og utilstrækkelighed over på den stakkels barnepige føles forceret og konstrueret. At Kidman selv efterhånden er blevet så “stivnet” i ansigtet, at al mimik og karaktertræk er udvisket, hjælper heller ikke ligefrem på oplevelsen af en “kunstig” person.

Xpats 1 10 scaled 1
Sarayu Blue, “Expats” (Foto: Prime Video)

Sarayu Blues karakter, Hilary, er derimod langt mere interessant, kompleks, underfundig og ganske enkelt menneskelig. Hun har selv haft en svær barndom, har en overbeskyttende (læs: påtrængende) mor, men har endelig fået succes i livet – og begge ben solidt plantet på jorden. Hun er efterhånden blevet så selvcentreret, at selv om parret (tilsyneladende) forsøger at få børn, så tager hun p-piller. Hilary er fuld af paradokser, og Blue gør et formidabelt stykke arbejde med at fortolke denne komplekse person.  

Expats emmer teknisk set af kvalitet i alle aspekter, fra fotografering til klipning og lyd. Fotografen leger med kameravinkler og nærbilleder af personerne, hvor de nærmest taler direkte til os. Det er effektivt og virkningsfuldt og giver en oplevelse af næsten at være vidne til en dokumentar.  

Læs også Kidman og Jackman genforenes Baz Luhrmann vender tilbage til 'Australia'.

Miniserien er bestemt ikke for alle og hører ikke hjemme en fredag aften, hvor du trænger til at koble mentalt af; for det er et krævende, til tider ubehageligt følelsesdrama, Wang & co. udfolder. 4 solide stjerner til en serie, der til tider føles lidt unødigt langtrukken, men som vi bestemt vil anbefale. 

Expats 1 13 scaled 1
Expats (Foto: Prime Video)

Karakter
Expats

Fakta:

  • Prime Video 
  • Release: 26. januar 2024 
  • Instruktion: Lulu Wang 
  • Medvirkende: Nicole Kidman, Sarayu Blu, Ji-young Yoo, Brian Tee, Tiana Gowen, Bodhi del Rosario, Ruby Ruiz, Amelyn Pardenilla, Jack Huston 
  • Genre: Drama 

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *