TESTS GUIDES FILM & TV HØJTTALERE TV HOVEDTELEFONER HI-FI FOTO SMART HOME HJEMMEBIOGRAF COMPUTER MOBIL GAMING

Vi kårer Årets bedste film og TV-serier 2020-2021

Et anderledes film- og serieår

forfatter
Publiceret 27/10/2020 - 12:00

I løbet af det år, der er gået siden den sidste kavalkade, har vi tilbragt over 550 (!) timer foran storskærmen og filmlærredet for at prøve at guide dig igennem den mangfoldige jungle af film og serier derude.

Lockdown

Med corona-krisen fik vi lukkede biografer, udsatte premiere og afbrudte film- og serieproduktioner – med et deraf følgende magert biograf- og Blu-ray-udbud.

Så længe USA fortsætter sin vækst i dødsfald og smittetilfælde – som Trump siger om sin håndtering af coronavirus: “I think we’ve done a great job!” – vil de amerikanske biografer overvejende forblive lukket, og derfor holder Hollywood de store film tilbage fra international premiere.

Tom Cruise i Top Gun: Maverick. (Foto: Paramount)

En af de film, som det hungrende biografpublikum nok ser mest frem til, er gensynet med Tom Cruise i Top Gun: Maverick. Filmen var oprindelig planlagt til verdenspremiere den 26. juni, men efter corona-udbruddet blev premieren udsat til den 23. december. Den seneste melding lyder nu, at Top Gun: Maverick ikke får premiere før den 2. juli 2021!

Mens vi venter på Cruise & co., har vi kunnet se ham lave halsbrækkende stunts i Norge til den kommende Mission: Impossible 7.

Den sidste James Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen som den verdensvante agent var oprindelig planlagt til premiere den 2. april. Men No Time to Die blev det første “offer” for coronavirus og oprindelig udsat til den 12. november i år.

No Time to Die. (Foto: MGM/Universal)

Nu må vi foreløbig væbne os med tålmodighed indtil den 2. april, før vi får det ikoniske “Shaken, not stirred” at høre, men det hele afhænger af, hvordan pandemien udvikler sig.

Den eneste storfilm, vi har kunnet se i biograferne siden i sommers, er Christopher Nolans fremragende, men også meget kaotiske Tenet. Selv indspilningen af Indiana Jones 5 er udsat til “engang næste år”.

Biografindustrien er så hårdt ramt, at nogle nu sætter spørgsmålstegn ved, om Covid-19 vil tage livet af eller i hvert fald radikalt ændre biografmarkedet for evigt. Én ting er sikkert: Pandemien med efterfølgende lockdown og hjemmearbejde har været en guldgrube for streaming-tjenester som Netflix.

Disney+ blev lanceret den 15. september i Norden. (Foto: Walt Disney)

Streaming-krig

Da verden gik i lockdown-mode, lukkede vi os inde bag husets fire vægge, shoppede forbrugerelektronik som aldrig før og slugte indhold fra streaming-tjenester som Netflix, HBO Nordic og Amazon Prime.

Og hvis udbuddet ikke var omfattende nok i forvejen, fik vi den 15. september endnu en streaming-gigant i Norden: Disney+.

Med lanceringen af Disney+ kan du nu få hele Disney-kataloget samt Pixar, Marvel-universet, Star Wars, Fox-biblioteket og National Geographic direkte på din egen mobil eller dit smart-TV. Vi har taget et kig på den nye tjeneste og vurderet, om du har brug for endnu et streaming-abonnement.

En af årets største serie-releases kom netop fra Disney+, nemlig Star Wars: The Mandalorian.

f4 f5 f6 f7 f8 f13 f12 f11 f10 f9 f14 f15
<
>
Stars Wars: The Mandalorian, 1. sæson. (Foto: Walt Disney)

Mange godbidder

At sammenfatte et helt års film og TV-serier er altid en underlig oplevelse. Overraskende mange af dem har man glemt, perler dukker frem fra glemslen igen, og man får mere et helhedsbillede af året, der er gået.

Der har været mange stunder med god underholdning, overraskelser, nyskabelser og fremragende skuespil, men også meget middelmådighed og satsning på sikre kort.

I Norge blev vi mest positivt overrasket over den fantastiske serie Exit fra statskanalen, en serie, der også slog rigtig godt an i Sverige.

Netflix har satset stadig mere på lokalt produceret indhold, såsom Ragnarok og 3. sæson af The Rain samt Kadaver; men den serie, der imponerede os mest i det forgangne år, handler om en herlig psykopat af en sygeplejerske.

Ratched, 1. sæson. (Foto: Netflix)

Andre serier, vi vil fremhæve, er The Crown (3. sæson), Watchmen (1. sæson), miniserien I Know This Much is True og Lovecraft Country (1. sæson). Katastrofer som Spenser Confidential og Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga, forbigår vi til gengæld i stilhed.

Disse og hundredvis af andre film og TV-serier kan du læse mere om her.

Godt nyt film- og serieår!

 

Årets instruktør


Læs anmeldelsen her Robert Eggers (The Lighthouse)

Robert Eggers har skrevet og instrueret et kompromisløst og intenst drama, der udspiller sig på en gold, øde klippeø ved New Englands vejrbidte kyst i 1890’erne. Det gamle fyrtårn passes af den aldrende søulk Thomas Wake (Willem Dafoe). Han kender det særegne fyr ind og ud og har slidt mange fyrtårnsassistenter op, da grønskollingen Thomas Howard (Robert Pattinson) ankommer til øen … Eggers har lavet en ufattelig klaustrofobisk og intens film, hvor dramaet udspiller sig mellem kun to personer fanget i ensomhed, desperation og tiltagende galskab. Stemningen er trykket, usikker og underligt truende fra første sekund. Det hele er filmet i kornet sort-hvid med dunkel belysning og klippet i 4:3-format. Kameraføringen er nærgående og suger os ind i stemningen, mens rummet fyldes af tågehorn, eder og forbandelser, mågeskrig og tiltagende vind og havsprøjt. Eggers formidler galskaben og irritationen mellem de to på subtil og troværdig vis, uden special effects og kreativ fotografering/klipning, meget tæt på en dogmefilm.

Årets kvindelige skuespiller


Læs anmeldelsen her The Invisible Man (Elisabeth Moss)

Elisabeth Moss har imponeret stort med subtilt og troværdigt menneskeligt skuespil i den komplekse rolle som den undertrykte Offred i TV-serien The Handmaid’s Tale. Sidste år kunne vi se Moss i hendes gyserdebut i den skræmmende Us. En film, der må have givet appetit på mere, for i dette “remake” af Universal-klassikeren om den usynlige mand brillerer Moss i den grad! Filmen er løseligt baseret på H.G. Wells’ roman fra 1897 og følger den vævre Cecila Kass (Elisabeth Moss), der lever i et frygtpræget forhold med den geniale psykopat Adrian Griffin. I en elegant strandvilla uden for San Francisco styrer mangemillionæren sin kæreste med jernhånd, indtil hun beslutter sig for at flygte fra terrorvældet – en afvisning, som Adrian ikke ligefrem tager let på … Moss er filmens ubestridte stjerne, idet hun gradvis trækkes ned i helvede, kommer til at tvivle på sin egen mentale sundhed og er nødt til at slås mod alt og alle. En Oscar-værdig præstation med en heftig indlevelse, og sikke et gennemborende blik hun har!

Årets mandlige skuespiller


Læs anmeldelsen her Mark Ruffalo (I Know This Much is True, miniserie)

Miniserien – der er baseret på en roman af samme navn af Wally Lamb – følger den italiensk-amerikanske familie Birdsey/Tempesta, fra de emigrerer til USA i 1920’erne, til de voksne børnebørns problematiske tilværelse i de tidlige 1990’ere. De enæggede tvillinger Dominick (Mark Ruffalo) og Thomas (også Mark Ruffalo) har hængt sammen som ærtehalm, siden de var små. Udadtil er brødrene meget ens, den ene lidt mere kvabset og rundrygget end den anden, men indeni er de (tilsyneladende) meget forskellige. Teknikken er fejlfri og imponerende, men det er Ruffalos fremragende skuespil, der blæser os af banen. Vi blev ikke overrasket, da han for nylig vandt en Emmy for sin præstation. Ruffalo er ikke lige så stor og stærk som sin berømte filmfigur The Hulk, men i I Know This Much is True er han næsten lige så sårbar, misforstået og vred. Han spiller de to forskellige brødre med en inderlighed, sårbarhed og lidenskab af en anden verden. Det er så stærkt, at man græder med ham og får lyst til at slås for ham. Han kammer aldrig over i kliché eller overspil, men balancerer hårfint det stærke mellemmenneskelige drama.

Årets familiedrama


Læs anmeldelsen her The Crown, 3. sæson, instruktion: Benjamin Caron

Nye skuespillere kaster nyt lys over den sagnomspundne Windsor-familie i en storslået 3. sæson af The Crown. At serien er en dyr produktionen, kan i den grad ses: Her er der ikke sparet på noget, og også skuespillerne er plukket fra øverste hylde. Serieskaberne benytter et elegant greb, da Colman præsenteres i første episode som en mere voksen og moden version af dronningen i det Herrens år 1966. Episoderne i 3. sæson står mere på egne ben, som fristående fortællinger fra de britiske kongeliges særegne liv. The Crown er bedst, når den formår at kombinere historier fra kongefamiliens liv med vigtige historiske begivenheder. For de politisk og historisk interesserede er serien lidt af et fund, idet vi får et unikt (omend dramatiseret) indblik i det fascinerende samspil mellem Downing Street og Buckingham Palace. Det hovedindtryk, vi sidder tilbage med, er medynk med en familie, der er blevet tvunget ind i disse bizarre roller, konstant i offentlighedens søgelys og genstand for kritik. Dermed bliver serien i sig selv en ambassadør for at nedlægge monarkiet – sæt dem fri!

Årets 4K UHD BD-udgivelse


Læs anmeldelsen her Ondskabens hotel, instruktion: Stanley Kubrick

I den klassiske gyser, der er baseret på en roman af Stephen King – som i øvrigt hader filmen! – møder vi forfatterspiren Jack Torrance (Jack Nicholson), der tager sin kone Wendy (Shelley Duvall) og deres søn Danny (fantastisk spillet af Danny Lloyd) med op for at overvintre på The Overlook Hotel i Rocky Mountains. Ondskabens hotel har alle de elementer, en god gyser skal have: En skræmmende baghistorie, isolation, synske personer, store, øde bygninger isoleret fra omverdenen, hysterisk skrigende kvindfolk og sidst, men ikke mindst Jack Nicholson i sit livs rolle – “Heeere’s Johnny!” – mens Shelley Duvall er perfekt som hans skræmte kone med øjne, der lyser af frygt og usikkerhed. Mange af scenerne giver os kuldegysninger – ikke kun på grund af spændingen, men også på grund af Nicholsons fantastiske skuespil! En film, du bare vil se igen og igen – hvis du tør! Det er fascinerende, så godt denne forlængede version af filmen er restaureret. Formatet er genskabt i fremragende 16:9, og skarphed og farver er sindssygt (!) gode med usædvanlig lidt billedstøj. Lydsporet er remikset (fra mono) til DTS-MA 5.1.

Årets specialfilm


Læs anmeldelsen her Western Stars, instruktion: Thom Zimny

På Western Stars rejser Bruce Springsteens karakterer ud i ørkenen, ud i det varme solskin – på jagt efter en form for forløsning og frelse, på flugt fra hjertesorger, uopfyldt liv, knuste illusioner og dyb depression. Som location blev den hundrede år gamle lade på hans ranch i Colts Neck, New Jersey, valgt som indspilningssted. Men Springsteen ville mere. Ude i ødemarken i det golde western-landskab gik det, til Joshua Tree National Park, hvor Springsteen sætter ord og billeder på sine emotionelle tekster, sit liv, sine forhold, sine fiaskoer, den frygtindgydende, altoverskyggende alderdom, sine rædsler, dæmoner og håb. Fotograferingen ved Joe DeSalvo er enestående; sober og blændende smuk i det unikke landskab – et landskab for evigheden og de store tanker. I den intime, katedralagtige lade fanger Zimny ​​The Boss på en meget personlig og nærgående måde. Du har aldrig set en musikdokumentar som Western Stars. Når Springsteen kobler sangene med sit personlige liv og sine oplevelser, opstår der magi. Læg hertil en fornem musikalsk fremførelse, og du har et sandt mesterværk!

VINNERE AV Årets bedste film og TV-serier 2020-2021
Årets bedste film 2020-2021
The Irishman

Scorseses mesterlige mafia-epos

77-årige Martin Scorseses fantastiske mafia-epos handler om det tvivlsomme partnerskab mellem fagforeninger, politikere og mafia på USA’s østkyst i 1960’erne og 70’erne. I denne brydningstid opstår der et hårrejsende kompagniskab, som kulminerer i en af USA’s mest omtalte uløste mordsager: Henrettelsen af den legendariske fagforeningsboss Jimmy Hoffa (Al Pacino).

 

I filmen vender Frank “The Irishman” Sheeran (Robert De Niro i sin niende Scorsese-film!) mentalt skamskudt tilbage fra 2. Verdenskrigs blodbad i Europa. Desillusioneret og mentalt medtaget af de endeløse, meningsløse drab får han et job som lastbilchauffør i Philadelphia og begynder hurtigt at supplere indtægterne ved at sælge ud af lasten.

Det ene leder til det andet, Sheeran bliver introduceret for mafiabossen Russell Bufalino (Joe Pesci), og derefter går det hurtigt ned ad bakke i et moralsk fordærv a la Dante’s Inferno.

På mange måder kan The Irishman ses som en efterfølger til Scorseses klassikere Goodfellas (1990) og Casino (1995), der begge er baseret på virkelige historier om mafiaens nådesløse kamp om magt og indflydelse og dens endeløse pengebegær. Her bliver kliken fra disse film stort set genforenet.

I The Irishman er De Niro ikke ude efter vold, et glamourøst gangsterliv eller action. Han er bare en meget pragmatisk mand på jagt efter en måde at forsørge sin voksende familie på. Men samtidig er han så følelsesmæssigt afstumpet, at volden ikke anfægter ham nævneværdigt.

Hvor andre film har givet os enkeltscener med foryngede skuespillere, får vi her over to timer med De Niro og kompagni som op til 50 år yngre versioner af dem selv, og det fungerer godt.

Joe Pesci overrasker med en subtil fortolkning af en af de mest hensynsløse forbrydere i USA’s historie. Mild og rund af fremtoning, men samtidig – med et minimum af mimik – hjerteskærende brutal og hensynsløs; uden at få sine egne hænder beskidte. En mand uden antydning af empati.

Tre en halv time varer herligheden, og den virker ikke et minut for lang. Martin Scorsese giver sig god tid til at bygge de komplekse karakterer op med deres forhistorier, familieliv, kynisme, æreskodeks og samfundssyn.

Vi kan ikke forestille os andre instruktører, der kunne have mestret dette materiale så tilfredsstillende. Scorsese er en klassisk filminstruktør i ordets egentlige forstand, der lykkes bedst, når han fortæller store, episke historier om mennesker, der lever på kanten; helst strukket ud over en længere periode.

I vanlig stil leverer han tilbagetrukken fotografering uden de store fagter, hvor vi nærmest bliver en flue på væggen; akkompagneret af fremragende klipning og en dramaturgisk opbygning, der får tiden til at suse af sted.

Vi kommer desværre nok ikke til at opleve dette stjernegalleri i samme film igen. Seks klare stjerner! (TA)

Årets bedste TV-Serie 2020-2021
Ratched

Fornemt, forstyrrende psykodrama

Hvem har ikke prøvet at vågne op gennemblødt af sved en mørk og stormfuld nat, plaget af et forfærdeligt mareridt om Nurse Ratched?

Ikke? Ringer det ikke nogen klokker, siger du? Oversygeplejerske Mildred Ratched er ellers en af de mest ikoniske figurer i filmhistorien. Den iskolde, kyniske og sadistiske sygeplejerske gjorde alt, hvad hun kunne, for at forsure livet for den småtossede R.P. McMurphy (legendariske Jack Nicholson) i Milos Formans Gøgereden.

 

Netflix-serien Ratched giver os historien om “Sygeplejersken fra Helvede”. Ryan Murphy (American Horror Story) og Ian Brennan står bag serien, der fortæller om Nurse Ratched, før hun ankommer til sindssygehospitalet i Oregon.

Lige efter krigen, i 1947, følger vi Mildred Ratched (Sarah Paulson), da hun søger job på en psykiatrisk behandlingsinstitution i det nordlige Californien. Sanatoriet drives af den dedikerede dr. Hanover (Jon Jon Briones), en mand med en broget fortid.

Med elegance, snuhed, sexet kvindelist og et smil om munden formår Ratched at indsmigre sig hos Hannover – og ender hurtigt i konflikt med den strikse oversygeplejerske Betsy (Judy Davis).

Hendes nystrøgne, pertentlige udseende skjuler en anden, mere mørk personlighed. Udadtil fremstår hun som en stærk kvinde med gode talegaver i fuld kontrol, men alene i nattemørket kommer dæmonerne frem.

Serien genskaber 1940’ernes USA på forbilledlig vis. Detaljerigdommen og rekvisitterne sidder lige i øjet, mens samfundsordenen er præget af hvidt overherredømme og et værdisyn, hvor eliten ser ned på alt og alle, der er anderledes.

På overfladen er det meste rosenrødt med solskin og lækre pastelfarver, men de fleste af personerne har en skjult dagsorden og en fortid, som de prøver at skjule efter bedste evne. Dér sidder vi så og tripper, mens vi venter på, at det hele skal eksplodere …

Stjerneholdet af skuespillere – som ud over Paulson og Stone bl.a. består af Cynthia “Sex and the City” Nixon, Finn Wittrock, Charlie Carver, den yndige Alice Englert, Amanda Plummer og Rosanna Arquette – er gennemgående fremragende. Den lækre scenografi er som taget ud af en Stanley Kubrick-film, og den uhyggelige atmosfære er til at tage og føle på.

Serien er usædvanlig vellavet, flot filmet og klippet, og balancerer på fremragende vis mellem sadisme, snigende spænding, “gale” videnskabsmænd og et stærkt personligt, menneskeligt drama fra vores nære fortid.

De underliggende temaer er kritik af det manddominerede samfund, stærke, selvstændige kvinder og et menneskesyn, der handler om at acceptere alle, som de er.

Ratched er årets bedste, mest spændende, intelligente og interessante serie. Seks soleklare stjerner til dette enestående drama. (TA)

forfatter

Tor Aavatsmark

(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

Skriv en kommentar

forfatter

Tor Aavatsmark

(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.
Følg Lyd & Billede
Send this to a friend