Архитектура скрытых сетей – лучшие агрегаторы сайтов даркнета

Oppenheimer som Prometheus

«How can I save my little boy / From Oppenheimer’s deadly toy?» sang Sting i sangen «Russians» i 1985. Man kan ikke adskille masseødelæggelsesvåben som atom- og brint-bomber fra dystopiske scenarier som verdens undergang, atomvinter og frygten for hele menneskehedens udryddelse. Dét gør Christopher Nolan sandelig heller ikke i sin storslåede helaftensfilm om manden, der ledte Manhattan-projektet, og skabte de første atombomber: Robert Oppenheimer. Skildret af en Cillian Murphy, der aldrig er set bedre end her.

Lige fra starten af sin fysikerkarriere var det klart for alle omkring ham, at Oppenheimer var en genial videnskabsmand. Selv Einstein og Bohr beundrede ham.

Til trods for hans venstreorienterede tendenser anså alle Oppenheimer for det oplagte valg til Manhattan-projektets lederpost. Men hvad der står klart for eftertiden, stod ikke klart i en samtid hvor kommunistforskrækkelse og McCarthyisme var på vej frem, og det er faktisk disse betændte politiske omstændigheder, som Nolans storfilm noget overraskende hovedsageligt drejer sig om.

Tror man at denne film handler mest om selve Manhattan-projektet og de videnskabshistoriske omstændigheder omkring kreationen af atombomberne, så kan man godt tro om igen. Det er en film som på ambitiøs vis vil udgøre en fuld biografisk skildring af Oppenheimer som person, og hvad hans holdninger og moral egentlig var – noget som historikere længe har debatteret – samt ikke mindst hvordan hans samtid og samtidige påvirkede hans offentlige ry og eftermæle. Filmen er optaget af spørgsmålet: hvilken moralsk integritet og karakter havde manden, der skabte atombomberne?

Og filmen finder, eller foreslår, også et svar. Et svar som virker realistisk og overbevisende, da det – ligesom filmen – er baseret på biografien «American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer» af Martin Sherwin og Kai Bird. Som titlen antyder, foreslår bogen at Oppenheimer er en moderne Prometheus, der stjal ilden fra guderne, og derpå blev straffet for det.

Men han blev nok født et par årtier for tidligt, og blev offer for amerikanske politikeres korruption og paranoia i 1940’erne og 50’erne, fordi de var bange for, at hans progressive stemme skulle få for stor indflydelse.

At have påvist dette er én af Nolans største bedrifter, og Oppenheimer er således en af instruktørens vigtigste og klart bedste film: den får os til at føle historiens vingesus.

Dette understreges især også af svenske Ludwig Göranssons lydside, som gentagne gange presser en brusende baggrundsmusik frem i forgrunden, så de forskellige nøglesceners spændingskurver leder ulmende frem til næsten overvældende voldsomme crescendoer. Ganske enkelt imponerende effektfuldt – og en væsentlig medvirkende faktor til topkarakteren på 6 stjerner.

Ekstravagant, og dog subtil, dramaklassiker!

Vi tager hatten af for, hvad serieskaber Christopher Storer har opnået med den skæve lille historie om den brogede bande bag en af Chicagos bedste og mest kendte og kaotiske sandwichbarer.

I første sæson lærte vi den energiske Berzatto-familie at kende, hvor den ældste bror, Michael (Jon Bernthal), havde startet sandwich-stedet The Original Beef of Chicagoland. En diner, der helt tydeligt ikke gav overskud, hvor hans rige onkel Jimmy (Oliver Platt) hjalp med at dække underskuddet, og hvor vi hørte om Michaels stadig eskalerende narkotikamisbrug.

Det endte med et selvmord, og lillebror Carmy (Jeremy Allen White) kom på banen. Han havde en ægte kokkeuddannelse, og havde arbejdet på Michelin-restauranter i New York, samt Noma i København.

Men heller ikke Carmy havde hovedet helt skruet rigtigt på, og kæmpede hårdt mod sine indre dæmoner.

Da vi genforenes med flokken i 2. sæson, er “The Beef” permanent lukket, mens Carmy og hans unge, entusiastiske protegé, Sydney (Ayo Edebiri), arbejder på at åbne en kvalitetsrestaurant i de forladte lokaler. Sydney drømmer om at blive en mesterkok, mens Carmy længes efter anerkendelse og respekt. Selvfølgelig står udfordringerne i kø, ligesom miner i russisk-okkuperede dele af Ukraine.

Men desværre; selvom kæresten Claire giver Carmy nogle minutters ro derhjemme, raser “krigen” stadig på restaurationen, som (angiveligt) skal åbnes som “The Bear”.

Det er dog ikke kaosset og konflikterne i køkkenet, der er i fokus denne sæson, og ej heller den omfattende renovering. De er blot en kulisse, og metafor for den menneskelige forvandling, som seriens skaber, Christopher Storer, udfolder for os.

Udover karakterudviklingen, der nærmst savner sidestykke, giver han os også et fuldstændig absurd indblik i den problemfyldte, mudrede familiebaggrund hos Berzatto-søskendeflokken; og det er ikke ligefrem nogen let håndbagage, de bærer rundt på.

Episoderne varer generelt omkring en halv time, mens Storer i episode 6 dog giver os noget over en times dyk ned i moradset af traumatiseret ydmygelse og skam. Her stifter vi endelig bekendtskab med matriarken, Donna Berzatto (Jamie Lee Curtis).

Det er et usædvanligt varmt portræt, Storer maler af det brogede køkkenpersonale – som på trods af deres åbenlyse forskelle og betændte konflikter faktisk har stor kærlighed til hinanden.

Rejsen fra en højtråbende, påståelig og bedrevidende fyr med nag til alt og alle, til engageret gourmet-kender med en brændende passion og omsorg for gæsternes ve og vel, er en manøvre i manuskriptet, der (lidt overraskende) sidder lige i skabet! Og genistregen er, at Storer formår at få os til at tro på det.

The Bear holder en næsten perfekt balance mellem mellemmenneskeligt drama, befriende humor og kaotisk spænding. Jo da, Storer har klart en forkærlighed for overdrevet gourmet-pornografi (som også elegant parodieret i Netflix-filmen The Menu), men det er mere til pynt.

Det er menneskene, han interesserer sig for, og det er deres historie og relationer, han vil fremvise. Og på dette plan må man sige at The Bear er fuldt ud vellykket. På trods af kaos og konflikter er den befriende humor aldrig langt væk, alt sammen akkompagneret af en skønt matchende musikscore.

De fleste serier går langs de samme nedtrådte stier sæson efter sæson, mens The Bear formår at forny sig, og samtidig bevare seriens unikke kendetegn; dens helt egen «smag». Denne eksklusive «menu» toppes af glimrende skuespil og sobert, nærgående fotografi og klipning. Vi giver 6 stjerner til en serie, der tilfredsstiller både intellektet og glæden ved mad – og som er en klar kandidat til årets bedste serie.