smart-tv’er på 46-80″

Størrelsen er vigtig!

Udvalget i tv-junglen er større og mere forvirrende end nogensinde. Vi har gennempløjet markedet for både store og små, dyre og billige modeller, så vi kan give dig et bedre overblik!

tvtest 990

Årets nye tv-modeller lokker med bedre billedkvalitet til samme pris som sidste års modeller, men det vigtigste er, at det, der længe er blevet kaldt “smart” tv, begynder at fungere. Selv de overkommelige tv’er er nu blevet ganske hurtige og kommer nu med populære apps som Skype, Netflix og internet-browser direkte på tv-skærmen.

En anden tendens er, at prisen på de helt store fjernsyn fortsat daler, bl.a. på grund af pres fra de nye 4K-skærme. Årets modeller giver også fuld adgang til alle broadcasting-platforme, hvad enten det er jordbaseret, kabel-tv, parabol eller net-tv via den indbyggede tv-tuner.

Desværre er det om muligt endnu lettere at blive forvirret end før. Store producenter som Samsung, LG, Sony, Philips og Panasonic kappes om tv-købernes gunst med et virvar af modeller. Hvilken model skal man vælge, og hvad bør et godt tv koste?

Størrelsen tæller
Det første, du bør vide, før du vover sig ud i tv-junglen, er hvor stort et tv du vil have. Der er nemlig sammenhæng mellem pris, kvalitet og skærmstørrelse. Det kan ikke svare sig i at betale en formue for et lille tv til køkkenet eller sommerhuset. Ligeledes er kvaliteten vigtigere, når billedet skal blæses op i stort format, og alle detaljer (og svagheder) bliver tydeligere.

Størrelsen bør du beslutte ud fra siddeafstanden til tv’et, og hvad det skal bruges til. 40-46 tommer er de mest solgte størrelser i dag og passer fint til en normal siddeafstand på 2-3 meter. Hvis du sidder længere fra skærmen, kan du med fordel vælge 55 tommer, som er en stadig mere populær størrelse.

Men hvad nu hvis du er film- eller fodboldfan og vil genskabe biografen eller et fodboldstadion hjemme i stuen? Så kan skærmen næsten ikke blive stor nok, er vores erfaring. Priserne på de virkelig store skærme over 60 tommer er faldet til et niveau, hvor de fleste kan være med, og de giver en sej visuel oplevelse. Bare husk, at når billedet fylder hele synsfeltet, er det nærmest et krav, at indholdet skal være i fuld HD-kvalitet.

Styr tv’et med tablet og mobil
I sofahjørnet er tablet eller smartphone sjældent mere end en armslængde væk, og det gode er, at du nu kan bruge de bærbare og de stationære skærme sammen. Du kan styre tv-oplevelsen gennem apps på din tablet, såvel som dele indhold mellem de to skærme. F.eks. kan du kigge i tv-guiden, forprogrammere optagelse og tjekke flere kanaler på tablet’en, før du vælger, hvad du vil se. Det giver dig større kontrol over tv-oplevelsen.

Streaming og on-demand
Streaming er ved at overtage underholdningsindustrien. Med YouTube og andre videotjenester et tastetryk væk er vi blevet vant til at kunne se og høre, hvad vi vil, når vi vil. Derfor er det ikke underligt, at filmtjenester som Netflix og HBO Nordic – ligesom musiktjenesterne Spotify og WiMP – er blevet utrolig populære på kort tid. Snart vil du også kunne se næsten alt direkte sendt tv, når det passer dig.

Testen
I denne test har vi lavet et tværsnit af markedet. Udvalget består af de mest interessante modeller i forskellige pris- og størrelsesklasser. I lav/mellemklassen står kampen mellem Samsung og LG. I den øvre mellemklasse er det Sony og Philips, der stiller op. Panasonic udfordrer Samsung i kampen om de designbevidste købere. Og sidst, men ikke mindst stiller både Samsung og Panasonic med store plasmaskærme. Joker i testen er Sharps nye, enorme 80 tommers tv!

Som sædvanlig er konkurrencen hård, men vi leder både efter det allerbedste tv og det bedste køb for de prisbevidste.

Testkriterier
Som sædvanlig, når vi tester tv’er, er det billedkvaliteten, der tæller mest, både når det gælder farvegengivelse, kontrast, lysstyrke og sortniveau. Men vi skal ikke glemme, at lyden (næsten) er den halve ​​oplevelse. De fleste fjernsyn har en tynd og spinkel lyd, men der findes hæderlige undtagelser.

Derefter ser vi på tv’ets menusystem, fjernbetjening og smart-funktioner, samt hvor lette disse er at bruge. Et godt tv skal score højt på alle de nævnte områder for at opnå en anbefaling. Du bør dog ikke udelukke tv’er, der kun udmærker sig på enkelte områder – f.eks. billedkvalitet, der jo er det vigtigste ved et tv.

Læs videre
Exit mobile version