TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Philips Hue Secure

Philips Hue våger over hjemmet

Philips Hue udvider sortimentet til sikkerhedskameraer. Hvis dit Hue-system er centrum i boligen, kan det give god mening at samle tingene.

Af / 15/01/2024 - 09:00
Philips Hue Secure

Home mener

  • Integrerer sig med dit Philips Hue-system. Kræver ikke nødvendigvis abonnement.
  • Hvis du ikke bruger Philips Hue til at styre dit smarte hjem, er det no-go. Virker hverken med Google Home, Matter eller Home Kit. I de fleste tilfælde er batteridrift bedre end kabel. Video kan kun gemmes i skyen, og dette kræver abonnement.

Det gav genlyd, da kameraet, der er genstand for denne test, blev lanceret på IFA-messen i Berlin i fjor. Ikke fordi overvågningskameraer på nogen måde er en ny ide; overvågningsudstyr er sammen med smart belysning den mest populære produktkategori i det intelligente hjem. Nej, årsagen var, at det var Philips Hue og dermed moderfirmaet Signify, der gik ind på overvågningsmarkedet.

Mens Philips Hue er dominerende på smarte lyskilder, har man foreløbig kun tre kameraer på programmet, der alle er varianter af samme model. Vi tester en kablet udgave med bordstander. Kameraet fås desuden i en udgave til vægmontering, og der findes en batteridrevet udgave.

8719514496156 929003562704 Hue Secure Cam Wired Desktop Stand White EU RTP
Philips Hue Secure kamera med bordstander. (Foto: Signify)

I alle tre udgaver overføres videosignalet trådløst via Wi-Fi, og kameraet styres gennem Philips Hue Bridge og med Hue-mobilapp’en.

Kompliceret installation

Installationen er lidt speciel. Normalt er installation af Philips Hue-produkter et spørgsmål om at bede Hue-systemet om at lede efter den nye enhed, hvorpå resten sker stort set automatisk.

Læs også Kvalitetskameraet Arlo Pro 5 kan tåle regn Fremragende videokvalitet, batteristrøm og vejrbestandighed, men desværre skjulte omkostninger.

Men ikke her. Først skal en QR-kode på et indlagt kort scannes med mobilen, derpå bruges Bluetooth til at kommunikere med kameraet. Så skal Wi-Fi-koden indtastes manuelt, hvorpå Hue Bridge til sidst overtager styringen.

Annonce

At det skal være så kompliceret, handler sandsynligvis om sikkerhed, men det burde stadig kunne være klaret med halvt så mange procedurer. Jeg har testet sikkerhedskameraer før, men aldrig oplevet noget, der var tilnærmelsesvis lige så omstændeligt.

Uanset at der er mange led i processen, går installationen trods alt ret glat og problemfrit. Når Philips Hue Secure er koblet på bridgen, er der kommet et menupunkt med kameraer i Hue-app’en. Her kan man vælge, hvilke typer aktiviteter der skal udløse en reaktion (personer, dyr, køretøjer og andre bevægelser). Man kan også definere aktivitets- og ”blackout”-zoner i billedfeltet, hvor der skal henholdsvis filmes og ikke filmes.

Philips Hue Secure Lifestyle 1
(Foto: Signify)

Kræver abonnement til det meste

Det er alt sammen, ligesom vi har set på andre sikkerhedskameraer, for eksempel fra Arlo. Og ligesom hos Arlo kræver de avancerede muligheder, som at skelne mellem forskellige typer af bevægelse, et abonnement. Det kræver også abonnement at gemme videooptagelser i skyen. Et basisabonnement, der dækker ét kamera og giver adgang til 30 dages videooptagelser, koster 299 kroner om året. For 749 kroner årligt får man et udvidet abonnement, der dækker op til 10 kameraer, og hvor videooptagelser gemmes i 60 dage.

Som gratisbruger får man underretninger om bevægelser og kan se et video-livefeed, men ikke gemme optagelserne. Bliver man advaret om ubudne gæster, kan man således kun se på, mens boligen tømmes. Og man kan komme med tilråb via kameraets højttaler – men ikke gemme bevismaterialet. På dette tidspunkt vil man sikkert flå kreditkortet frem – og få købt det abonnement!

Philips Hue Secure floodlight camera Product
Kameraet kan kombineres med projektører fra Philips Hue, og integrationen mellem dem er nem i app’en. (Foto: Signify)

Billed- og lydkvalitet

Billedkvaliteten er udmærket uden at være overvældende. Opløsningen er Full HD (1.920 x 1.080 pixel), mens man på andre kameraer i samme prisleje kan finde 2K/QHD (2.560 x 1.440 pixel). Det betyder, at man ikke kan zoome helt så meget i billedet.

Læs også Yale Doorman er blevet mere moderne Den seneste Yale Doorman L3S er en smart kodelås, der er lige så sikker, som den er elegant og enkel.

Lysfølsomheden er tilstrækkelig, men ikke så høj som på det lidt dyrere Arlo Ultra 2 Spotlight Camera. Billederne bliver stadig klare, men Philips-kameraet skifter til sort/hvid i tusmørke.

Lydkvaliteten i den indbyggede mikrofon er en smule tynd, men tilstrækkelig til formålet: At sikre et videobevis.

Virker kun med Hue-app’en

Når det gælder andre smart-home-enheder, er integrationen til gengæld så som så. Philips Hue Secure kan udelukkende bruges via Philips Hue-app’en. Mens Hue-pærer på samme bridge med lethed kan ses og styres gennem Google Home, dukker kameraet ikke op i Home sammen med husets øvrige kameraer af andre mærker. Hvis man ikke er indstillet på at begrænse sig til smart-enheder af ét mærke, er det en ret stor begrænsning.

Philips Hue Secure contact sensor Product
Philips Hue Secure kontaktsensor. (Foto: Signify)

Dette virker besynderligt, da Philips Hue Secure-kontaktsensoren til 299 kr, som vi også fik med til testning, virker fuldkommen problemfrit med både Hue-app’en og Google Home.

Sensoren består af en føler og en lille magnet, der kan anbringes på henholdsvis dør og dørkarm, hvor den registrerer, når døren åbnes. I modsætning til kameraet var dørsensoren lige så let at installere i Hue-systemet, som vi er vant til fra alle lyskilder.

Philips Hue Secure contact sensor lifestyle
Sensoren består af en føler og en lille magnet, der kan anbringes på henholdsvis dørkarm og dør. (Foto: Signify)

Da Philips Hue er et integreret system, får man nogle muligheder for let samarbejde med andre Hue-enheder. Man kan for eksempel bruge kameraet til at tænde lyset i rummet, når man går derind, mens man er hjemme. Mens samme bevægelse kan udløse en sirene, når den registreres, mens man er væk hjemmefra.

Konklusion

Philips Hue-produkterne er kendt for at være dyrere end gennemsnittet – men også for at være prisforskellen værd. Hue Secure-kameraet er lidt dyrere end konkurrenterne fra Arlo og TP-Link, men byder egentlig ikke på nogen for klare fordele ud over integration med andre Hue-enheder. Tværtimod er man låst fast til at bruge Hue-app’en til at styre det, frem for integration med andre smart home-enheder på tværs af producenter. Herunder eksisterende overvågningskameraer. At kameraet er kablet, hvor konkurrenterne til samme pris tilbyder batteridrift, bedre nattesyn og højere opløsning, hjælper ikke på totalvurderingen. Dørføleren er til gengæld eksemplarisk simpel, ganske billig – og let at integrere i det smarte hjem.

Karakter
Philips Hue Secure
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ding-dong - du er på skærmen

Delt glæde er dobbelt glæde

Dobbelt så smart er ikke dobbelt så godt

Det her kan ingen andre sengelamper

4 espressomaskiner: Hænger pris og kvalitet sammen?

Fleksibel og ideen er god

Overvågning med øje på økonomien

Plads til det hele

Robotstøvsugere med kunstig dumhed

Nu rykker AI også ind i vaskerummet

Passer godt ind i et Yale-smart home

Dine terrassedøre fortjener denne lås