SUPERTILBUD PÅ LYD & BILLEDE. 30% DENNE UGE! SE TILBUDET HER!

Gruppetest : Tre Gaming headsets

Strid i familien

Logitech vs. Logitech. Har du brug for den dyreste model for at vinde, eller er den billigste i virkeligheden bedst?

Spiludstyr bliver ofte beskyldt for at være dyrt. Men hvor kostbart behøver det egentlig at være? Er det en sikker vej til highscore at lægge et bundt tusindkronesedler på disken, eller er den ekstra pris på topmodellerne bare dyrt betalt lir?

I Lyd & Billede bestræber vi os altid på at gøre sammenligningen i gruppetests så ligelig og retfærdig som muligt. Derfor bliver hver leverandør bedt om at stille med udstyr inden for et ret snævert sæt testkriterier. Og som oftest inden for en smal prisramme.

Denne gang har vi imidlertid gjort lige præcis det modsatte: Vi har med vilje sammensat et felt af produkter i hver sin prisklasse. Men for at ingen skal føle sig forfordelt, har vi til gengæld valgt tre produkter fra den samme leverandør.

Vi har for læsernes skyld plaffet løs i 3D-skydespil i timevis for at finde styrker og svagheder ved de tre deltagere. Og nogle film er også kørt hen over skærmen for at bedømme surround-lyden.

Da det dyreste headset i testen koster dobbelt så meget som det billigste, uddeler vi ikke denne gang nogen “Bedst i test”-pris, da den med næsten absolut sandsynlighed ville gå til luksusmodellen. På samme måde kårer vi heller ikke noget “Bedste køb”, som ville favorisere den mest økonomiske model.

Konklusionen på familiefejden er ikke entydig, men de fleste vil sandsynligvis kunne klare sig rigtig udmærket med den billigste model, det kablede no-nonsense Logitech Pro Gaming Headset. Der er ingen særlige features, men du kan klart høre, hvad der sker omkring dig, mikrofonen er glimrende, og lyden er faktisk den bedste i testen.

Hvis du holder af at nørde med makrofunktioner og tilpasning af knapper til hvert spil, får du rigtig meget i topmodellen, der samtidig er supersej at have på hovedet. Og trådløs spillyd er en behagelighed, som det er svært at give afkald på, når man først har prøvet det.

Og endelig giver mellemste G635 så godt som alle features fra topmodellen, blot til en lidt lavere pris.

Så der er sådan set ingen dårlige valg. Men er budgettet begrænset, ville jeg satse på G Pro-modellen og bruge resten af pengene på en god mus.

Læs også: Stortest – 6 gaming-mus

<
>
Foto: Logitech

 

Logitech G935 7.1 Lightsync Wireless Gaming Headset

Med det hele – og uden tråd

Topmodellen fra Logitech har alle de features, som kan presses ind i et headset.

Lyd & Billede mener

Trådløs forbindelse. Virkelig behageligt at have på. God surround-lyd med understøttelse af DTS Headphone:X 2.0.
USB-kablet kan kun bruges til opladning, ikke afspilning.
  • Platforme: PC/Mac
  • Type: Over-ear, lukket
  • Drivere: 50 mm
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Tilslutning: USB-adapter/2 x 3,5 mm stereo-minijack
  • Impedans: 39 ohm (passiv)
  • Følsomhed: 93 dB/mW
  • Software: Logitech G HUB
  • Batteritid: 12 timer
  • Lys: Ja
  • Web: logitechg.com
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 1399 kr

Nogle hundrede kroner længere oppe ad stigen finder vi testens luksusmodel, som bærer det omfattende navn Logitech G935 7.1 Wireless Lightsync Gaming Headset.

G935 har en mere end overfladisk lighed med lillebror G635. Faktisk viser en nærmere undersøgelse, samt et par telefonopkald til tekniske eksperter hos Logitech, at de to modeller er helt og aldeles ens på nær den trådløse forbindelse i G935. Vi har altså at gøre med et headset med store, firkantede ørekopper og lysende bånd. Det ser teknisk ud på en plasticagtigt tjekket måde og kunne være en rekvisit fra filmen Tron.

Logitech G935 ligner også i svær grad G933 Artemis Spectrum, som vi tidligere har testet. De har samme form, og begge har fire programmérbare knapper på venstre ørekop. Her er der dog reelle forskelle mellem de to. Bl.a. i form af nye og større drivere. Batteritiden er ligeledes forbedret fra otte til 12 timer. Logitech har desuden fået kureret en tendens til mekanisk støj i headsettet, som den foregående model led lidt af.

Det eneste, der adskiller G935 fra mellemprismodellen, er trådløs overførsel. Foto: Logitech

Den trådløse forbindelse sker via Logitechs egen 2,4 GHz USB-adapter. Adapteren har sin egen “garage” bag en magnetisk klap på venstre ørekop. En tilsvarende klap på den højre dækker over det genopladelige batteri.

At slippe for kabel er en behagelighed. Især i de situationer, hvor musen kommer i karambolage med hovedtelefonkablet. Det kan være direkte (virtuelt) livsfarligt.

Der er stadig en Micro USB-port på headsettet, ligesom på G635, men den er alene beregnet til opladning af batteriet. Man kan ikke spille videre på kablet forbindelse imens. Her må man i stedet ty til det analoge minijack-kabel.

Lyden af Logitech G935 er af naturlige årsager den eksakt samme som på den mindre model. Og det er der ikke noget galt i, da den er, som man har brug for på et gaming-headset. Det vil sige, at man får smæk for skillingen i form af en solid bund og en afbalanceret, men ikke specielt finkornet stemmegengivelse. Desværre svinger plast-ørekopperne noget med, men til effektlyd og film er det ikke noget problem. Diskanten er noget afdæmpet. DTS Headphone:X 2.0 surround-lyden er noget af det bedste virtuelle surround-lyd, man kan få lige nu.

Konklusion

Logitech G935 Lightsync Wireless Gaming Headset er et stort og solidt headset, der har omtrent alle de spilrelaterede features, som det har været muligt at proppe ind det. Nogle af dem, herunder præcis 3D-placering af lyden af dine modstandere, vil sandsynligvis kunne forbedre din score. Andre er bare skæg og ballade. Det eneste, der adskiller G935 fra mellemprismodellen, er trådløs overførsel. Om det er prisforskellen på tre-fire hentepizzaer værd, er en smagssag.

<
>
Foto: Logitech
Logitech G635 7.1 Lightsync Gaming Headset

Light-udgave af flagskibet

Hvis du kan leve med kabler, får du masser af funktioner, tjekket design og 3D-lyd til nedsat pris.

Lyd & Billede mener

Billigere end topmodellen, men har alle features, bortset fra trådløs forbindelse. God 3D-lyd.
Prisforskellen op til G935 er lille, og man kan stadig finde det trådløse G933 til samme pris.
  • Platforme: PC/Mac
  • Type: Over-ear, lukket
  • Drivere: 50 mm
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Tilslutning: USB/2 x 3,5 mm stereo-minijack
  • Impedans: 39 ohm (passiv)
  • Følsomhed: 107 dB/mW
  • Software: Logitech G HUB
  • Opladning/batteritid: Nej
  • Lys: Ja
  • Web: logitechg.com
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 1099 kr

Logitech G635 7.1 Lightsync Gaming Headset er, som navnet antyder, for de spillere, der godt vil have en smule skæg og ballade, når de spiller. Her får man nemlig både lyseffekter og virtuelle surround-kanaler hele horisonten rundt i tillæg til lyden.

Af ydre ligner G635 til forveksling det ældre og dyrere G933 Artemis Spectrum. Det ligner også sin storebror G935, hvad der er god grund til, da kun den trådløse forbindelse adskiller de to modeller. G635 er rent kablet. Der medfølger to kabler i pakken: Et langt og lækkert USB-kabel med vævet stofbelægning til brug sammen med PC og Mac og et mere ordinært 3,5 mm minijack-kabel. Når USB bruges, aktiveres det indbyggede lydkort og lyseffekterne. Bruger du det analoge jack-kabel, fungerer headsettet som et passivt analogt hovedsæt.

G635 er et stort headset, og de rektangulære ørekopper har rigelig plads til selv denne testers ører. Mikrofonen sidder på en plasticbøjle, der kan klappes op og skjules i venstre ørekop. En ring af programmérbart LED-lys omkranser hver ørekop. På den venstre finder man desuden fire programmérbare knapper til at skifte indstillinger samt en god, gammeldags drejeknap til regulering af lydstyrken. En femte knap kan slå den aktive elektronik helt fra, så hovedsættet kan drives af en hovedtelefonudgang.

Hvis man vil, kan man tildele tastaturmakroer til de fire knapper. Foto: Logitech

Lyden af Logitech G635 er effektiv og ganske magtfuld. Eksplosioner (det være sig i spil såvel som på film) runger tungt. Spilsoftwaren, som er ny, understøtter DTS Headphone:X 2.0, der giver virtuel 3D-surround-lyd. Jeg har hørt en del udgaver af virtuel surround, og ingen af dem kan måle sig med et ægtes setup med højttalere, men DTS Headphone:X 2.0 fungerer faktisk rigtig godt, når skuddene brager løs hele vejen rundt. Musik skal dog stadig afspilles i stereo for at lyde naturligt.

Konklusion

Logitech G635 er et udmærket eksempel på, hvad der adskiller gaming-headsets fra hi-fi-hovedtelefoner. Til musiklytning falder det igennem, når man sammenligner med hovedtelefoner i samme prisklasse. Men det kan så meget andet, og udvalget af spilfunktioner opvejer de akustiske mangler. Hvis man vil, kan man tildele tastaturmakroer til de fire knapper. Selv om det er mere sjovt end praktisk at kunne udløse en dødbringende combo ved at tage sig til hovedet.

Fleksibiliteten og alsidigheden gør G635 perfekt til sit formål: At være et redskab for garvede digitale skrivebordskrigere.

<
>
Foto: Logitech
Logitech G Pro Gaming Headset

Pro til begynderpris

Du får ikke det hele for det halve. Men det skrabede Pro-sæt er så gennemtænkt, at du ikke vil savne noget.

Lyd & Billede mener

Superlet og behageligt at have på. To slags ørepuder medfølger. Laveste pris.
Virker ikke robust. En del mekanisk støj.
  • Platforme: PC/Mac, Xbox, PS4, Nintendo Switch, Mobil
  • Type: Over-ear, lukket
  • Drivere: (ikke oplyst)
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Tilslutning: Stereo-minijack/4-pol minijack
  • Impedans: 32 ohm
  • Følsomhed: 107 dB/mW
  • Software: Nej
  • Batteritid: Nej
  • Lys: Nej
  • Web: logitechg.com
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 749 kr

Logitech har gennem deres succesfulde gaming-serie Logitech G været med til at gøre spiludstyr til allemandseje. Nu har de imidlertid skabt endnu en gaming-serie inde i den, under navnet Pro. Det lyder lidt forvirrende, men tanken er, at de seriøse gamere hellere vil have redskaber, der er enkle og ligetil, frem for et stor antal features, der aldrig bruges. Og det er ikke bare tomme ord. Pro-grejet er nemlig udviklet i nært samarbejde med netop professionelle gamere.

Logitech Gaming Pro Headset er diskretionen selv. Alt er matsort – fra mikrofonen på sin svanehals over de store firkantede ørekopper til hovedbøjlen. Kun et hvidt Logitech Gaming-logo på hver ørekop tiltrækker opmærksomhed. Headsettet er til gengæld bemærkelsesværdig let, så det er behageligt at have på gennem længere tid. Det skyldes, at det er lavet i et nylonmateriale.

Logitech skriver på deres website, at Pro-headsettet er kompatibelt med surround-lyd, herunder Dolby Atmos. Det er ikke faktuelt forkert, men det er lidt at tage æren for andres arbejde, eftersom der bare er tale om et passivt, kablet hovedsæt. Al dekodningen sker i computeren. Alle andre hovedtelefoner har således samme “kompatibilitet”.

Logitech Gaming Pro Headset er diskretionen selv. Alt er matsort. Foto: Logitech

Faktisk har G-Pro-headsettet ingen grund til at pynte sig med lånte fjer, for det klarer sig så glimrende på egen hånd. Lyden i headsettet er bemærkelsesværdig ren. Bassen er klippefast, og små detaljer i mellemtonen træder klart frem. Det lyder lækkert og hi-fi-agtigt, men gør det også let at høre fjender, der nærmer sig bagfra. Lydbilledet er dog stadig afbalanceret, så det tåler også at gengive musik. Og mikrofonen kan i så fald let tages af.

Læs også: Stortest 9 gaming-headsets

Konklusion

Logitech G Pro Gaming Headset er testens økonomimodel. Derfor skal “Pro”-betegnelsen ses i relation til prisen. Funktionerne er skåret ned til det rent nødvendige, og byggekvaliteten er ikke så imponerende som på luksusmodellerne. Lyden er til gengæld direkte fremragende, og takket være den lave vægt og de behagelige ørepuder kan man have headsettet på i timevis, uden at det bliver ubehageligt. Det kunne godt gøre det til en favorit hos no-nonsense-gamere, der bare skal sig have et værktøj.

forfatter

John Alex Hvidlykke

(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    De kompakte JBL L82 Classic giver så meget sjov for pengene, at vi udråber dem til bedst i klassen.
    iPhone 12 Pro Max tørrer gulv med konkurrenterne og har det bedste kamera, vi har set hidtil.
    Sonys topspecificerede spilkonsol byder på lynhurtig ydelse og knivskarp grafik – skræddersyet til næste generation af avancerede spil.
    Apple iPad Air og Samsung Galaxy Tab S7+ 5G i drabelig tvekamp.
    Denon har aldrig lavet en bedre surround-forstærker end jubilæumsmodellen AVC-A110.
    Hvis du skifter den gamle strømforsyning ud med en ny, kan det ske, at du bliver lige så overrasket, som vi blev.
    En digital notesblok er en meget bedre idé, end det lyder. Især når den er så god som reMarkable 2.
    For dem, der har råd, får man nok ikke bedre lyd fra den digitale musiksamling eller fra streaming-tjenester. Hvem der bare var rig!

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Philips Fidelio X3

    Vejl.pris 2790 kr Til dem der elsker musik

    De 10 bedste støjreducerende hovedtelefoner

    Vejl.pris kr De bedste støjdræbere

    Bang & Olufsen Beoplay H95

    Vejl.pris 6000 kr Fornemme støjdæmpere fra B&O

    JBL Club One

    Vejl.pris 2699 kr JBL blander sig i toppen
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.