Marshalls hovedtelefoner ser lige så rockede ud, som man forventer ud fra mærket. Materialevalget er overdådigt, og de virker rigtig velbyggede. Rart nok har man bevaret muligheden fra den kablede model for, at en ven kan slutte sine hovedtelefoner til Major (med ledning), så man kan dele musikken.
En anden ting, der gør dem rejsevenlige, er at de kan klappes sammen. Et par robuste hængsler gør, at ørekopperne kan foldes ind i bøjlen, så de fylder minimalt i bagagen.
Takket være rigelig polstring både på bøjlen og i ørekopperne sidder Marshall Major II BT virkelig rart på hovedet. Man skal dog være opmærksom på, at man kan få lidt svedige ører ved længere tids lytning.
Afspilningen kan styres med en lille joystick-agtig knap på den ene ørekop. Ved hjælp af den kan man starte og stoppe afspilningen, skifte sang, justere volumen og besvare opkald. Det er meget intuitivt og fungerer godt.
Takket være aptX lyder de meget som de almindelige Major. Som man kan forvente, leverer de tordnende rock med tunge trommer på glimrende vis. Men de fungerer faktisk lige så godt til elektronisk musik og klarer til og med den brutale basgang på “Limit to Your Love” med James Blake.
Deres eneste svaghed er mere finstemt musik som f.eks. akustiske numre, hvor de lyder lidt ubalanceret, og skarpe lyde som bækkener bliver en smule spidse. Sammenlignet med Philips SHB8850NC – som koster omtrent det samme – er det stik modsat.
Konklusion
Major II Bluetooth er et par velbyggede og praktisk sammenfoldelige trådløse hovedtelefoner. Endnu mere praktiske på farten bliver de af den lange batterilevetid. De sidder også behageligt på hovedet og er nemme at betjene.
Som forventet spiller de r*ven ud af bukserne, når den står på rockmusik, men klarer sig ikke helt så godt på akustiske stykker. Men det har på den anden side heller aldrig været meningen. Kort og godt et par seje hovedtelefoner til lige så seje typer. Rock on!