Med IPX4-mærkning fungerer Supra Zero-TX i let regn og kan også tåle lidt sved. Med en vægt på kun 3,6 gram pr. høreprop er de blandt de letteste på markedet, og understøttelse af lyd-codec’en AAC giver bedre lyd via Bluetooth med både Android og iPhone.
Hørepropperne kobles til mobilen ved bare at tage dem ud af etuiet. Som oplades med USB-C, der er hurtigere end Micro-USB. Spilletiden er meget tilfredsstillende med fem timer i hørepropperne og yderligere 25 timer fra etuiet.

Lyden af Supra Zero-TX
Lydmæssigt er der kun positivt at sige om Zero-TX. Fra den fyldige guitarlyd på Billie Eilish-nummeret “Your Power” til den lækre energi i basrytmerne på “Lost Cause”.
Akustisk musik gengives med en stor og fysisk bas, mens diskanten ikke er så overdrevet sprød og på grænsen til pågående som med Belkin SoundForm.
At diskanten kan opleves som lige lovlig tilbagelænet på Supra og slet ikke i samme liga som Sony WF-C500, tilgiver vi dog, så underholdende og samtidig behageligt, som de spiller. Simpelthen et par glimrende hørepropper, der giver vanvittig meget for pengene.