Marshall er et ikon i rockverdenen med deres fede guitarforstærkere, og det er lykkedes at give den samme følelse til hovedtelefonerne af samme navn. Ikke noget plasticpjat her, men en gedigen metalbøjle, læder og lækre detaljer. På grund af presset på ørerne får man god lydisolering, men ulempen er, at man bliver øm i ørerne, hvis man lytter længe med dem.
Udtag i begge ørekopper lader dig vælge side til ledningen og endda dele musikken med en ven med tilsvarende hovedtelefoner.
Som forventet er lydprofilen finpudset til tordnende trommer og skrigende guitarer. Den tunge bas gør, at man også sagtens kan høre dance og hiphop, men man får ikke den pågående bas, som disse genrer skal have for at lyde helt rigtigt.
Monitors trumfkort er, at der er aftagelige filtre i ørekopperne, som kan ændre lydbilledet til mere åbent eller mere afslappet. Derfor kan man til en vis grad justere lyden, så den passer til den musik, man kan lide. Det er dog ikke nogen mirakelkur.
Konklusion
Hvis man foretrækker tung, guitarbaseret rock, er ikke nogen tvivl om, at Marshall lyder bedst i denne test. De duer også til mere moderne musikgenrer, hvis man er altædende, men det er der andre hørebøffer, der egner sig bedre til. Byggekvalitet, detaljer og udførelse er perfekt for mærket og den livsstil, det signalerer.
Monitor er praktiske at tage med, og en ven kan tilslutte sine egne hovedtelefoner og lytte med på din musik. Karakteren må blive fem knytnæver i luften!