TEST: PMC Prodigy1

For ikke så længe siden testede vi gulvmodellen i PMC’s nye Prodigy-serie. En ret lille højttaler, som ikke gør det store væsen af sig, før man tænder for musikken.

Man sidder tilbage og forundres over, hvad PMC har opnået. Især fordi de længe har nægtet at lave en lavprisserie af højttalere. For som de selv sagde, er det svært at lave en billig PMC-højttaler uden for mange kompromiser.

Men også PMC har været nødt til at gå på kompromis for at holde prisen nede. Den silkebløde sorte lak er for eksempel den eneste farve på Prodigy-serien. Træfinér er derfor ikke en mulighed, og al unødvendig “luksus” er fjernet. Højttalerne leveres ikke engang med frontgrill. De har ikke bi-wiring-terminaler eller PMC’s dyrere højttalerenheder, og delefilteret er heller ikke skruet fast i en anodiseret aluminiumsplade på bagsiden af højttalerne.

Sammenlignet med et par Sonus faber Lumina II eller et par KEF LS50 Meta ser de billige ud, og vægten på 4,5 kg pr. styk virker umiddelbart ikke særlig overbevisende.

Men sæt musik på et par Prodigy1s, og du vil næppe tro dine egne ører.

Den 32 cm høje kompakte højttaler spiller ikke som forventet. Man ville aldrig forvente, at en lille højttaler kunne spille bas med samme autoritet som en stor højttaler, og Prodigy1 går heller ikke dybt i bassen. Men den leverer en mere dynamisk, fyldigere og mere fysisk bas end nogen anden kompakthøjttaler i sin klasse.

Det skyldes i høj grad, at højttalerne bruger PMC’s egen ATL-transmissionslinje, Advanced Transmission Line. Et system der leder de dybeste toner ud af kabinettet via en lang kanal, der munder ud i PMC’s Laminair-ventil på fronten.

ATL-princippet kender vi fra andre tests af PMC-højttalere, og ATL bidrager i høj grad til bedre basgengivelse og større skala også i den gulvstående Prodigy5.

Højttalerenhederne er de samme på begge Prodigy-højttalere. Diskanten er taget fra PMC’s professionelle studiemonitorer og har en 27 mm dome membran placeret bag et akustisk gitter. Mens bashøjttaleren har en 13,3 cm fibermembran, som er taget fra PMC’s installationshøjttalere.

Basrefleks vs. transmissionslinje

En højttalerdesigner, der ønsker at øge basområdet, tyr normalt til en basrefleksåbning. Den er helt passiv, men når den er designet korrekt, øger den følsomheden ved lavere frekvenser. Bidraget fra portens åbning kan udvide bassen i en lille højttaler med et par ekstra hertz, men aldrig til subwoofer-niveau.

Det gør en transmissionslinje heller ikke, men den kan have en mere lineær respons og bedre følsomhed end en port. En transmissionslinje arbejder over et lidt bredere frekvensområde end en port og er mere krævende at få til at fungere, uden at bassen lyder endimensionel. PMC mener, at deres ATL fungerer bedre end tidligere transmission line-højttalere, fordi alt fra basenheden til kabinetdesignet er nøje tilpasset til at sænke forvrængningen i bassen så meget som muligt. Samtidig med at basområdet er forbedret.

For Prodigy1 betyder det, at bassen er effektiv helt ned til 50 Hz ved -3 dB, eller lidt over 60 Hz, før den langsomt ruller nedad i frekvens. Højttalernes følsomhed er angivet til moderate 87,5 dB, og den nominelle systemimpedans er angivet til 6 ohm.

Placering

I praksis betyder det, at du kan drive højttalerne med en moderat forstærker. I vores test af Prodigy5 fik vi et vidunderligt engagerende resultat med Musical Fidelity A1’s beskedne 25 W udgangseffekt. Vi havde den ikke på testbænken på samme tid som Prodigy1, men højttalerne blev testet på to af vores referenceforstærkere, Yamaha A-S3200 og Hegel H190. Som vi også brugte sammen med Prodigy5.

Men før du kan komme til det punkt, hvor du slapper af med musik, skal højttalerne placeres korrekt. Da de er så små, passer de fint på en bænk eller hylde. De kan placeres på et par solide stativer, og jeg brugte PMC’s egne stativer til Twenty5-serien til lejligheden.

Hvis du placerer dem på en bænk eller hylde, vil jeg anbefale at bruge en isolerende overflade i form af små dæmpningsfødder fra for eksempel Soundcare eller IsoAcoustics.

Da højttalerne ikke har en basrefleksport på bagsiden, kan de placeres tæt på en væg. Med en vandret spredningsvinkel på hele 80 grader er det ikke nødvendigt at vinkle højttalerne mod lytteren, men jeg fandt ud af, at det hjalp at vinkle dem lidt indad for at få den optimale balance i mit rum. Men ikke for meget, for så kan de begynde at lyde lidt skarpe i diskanten.

Næsten en kopi 

Næsten alt, hvad vi har sagt og skrevet om Prodigy5, kan også siges og skrives om Prodigy1. Den største forskel mellem de to er den åbenlyse. De gulvstående femmere spiller lidt større, der er mere dybde i bassen, og de kan håndtere mere volumen.

Sammenlignet med det beskedne fodaftryk leverer højttaleren en forbløffende kraftfuld bas. Og det er basdynamikken, de lynhurtige transienter og den engagerende rytme, som musikken får med højttalerne, der gør dem til en fornøjelse at lytte til. De små Sonus Faber Lumina II ser måske meget dyrere ud (de er faktisk billigere), men de er ikke i nærheden af den samme basautoritet som Prodigy1.

De større KEF LS50 Meta har et fyldigere, varmere lydbillede med mere punch i bassen, men de er tungere at drive. De er ikke så gennemsigtige som PMC-højttalerne, som også har en dynamisk kontrast, man sjældent hører i denne prisklasse.

Med Jan Gunnar Hoff, i Hoff Emsemble med Anders Jormin og Audun Kleive, indspillet i Sofienberg Kirke i Norge af Morten Lindberg og udgivet på vinyl på 2L, havde jeg ikke forventet at høre så meget af Jormins bas så klart defineret.

Vinylen er presset på T-Time Vinyl Plant i Stavanger, Norge, og der er kvalitet i alle led her. Titelnummeret Polarity ender i en serie af slagtøj, bas og klaver, der udfordrer både dynamikken og basgengivelsen i enhver højttaler. PMC-højttalerne tager udfordringen op og giver klaverlyden et fundament, der også giver instrumentet skala. Slagtøjet gengives med kontrolleret dynamik, mens kontrabassen breder sig kraftfuldt ud i rummet. Præcisionen er upåklagelig.

Man kan tydeligt høre optagelsens akustik, og det bidrager til en live-studiefornemmelse, som så små højttalere sjældent formår. Simpelthen fordi de ofte ikke fanger nok af det grundlæggende i musikken. Der findes små højttalere, som går lidt dybere, for eksempel KEF, men få har PMC’s taktile hånd på basgengivelsen, med samme kontrol og transiente respons, som du får her.

Et stilskifte til Hans Theessink og Terry Evans – Got To Get Moving, en bluesduet med to guitarer, viste, hvor lynhurtige og dynamiske disse små højttalere er. Den nedbarberede bluessang, som Ry Cooder i øvrigt var med til at skabe, svinger helt vildt. Især Terry Evans’ vokal er så mørk og dyb, at det føles tættere på, end det er. Der er ikke meget at kritisere ved realismen,

Jeg måtte også høre Sades vokal på The Moon and The Sky på Prodigy1, og her syntes jeg, at lyden var et blueprint af Prodigy5. Den samme varme vokallyd strømmede også ud af de små Prodigy-højttalere. Kantslagene på lilletrommen var på samme måde fokuserede og skarpt definerede. Stortrommen og basguitaren var klart definerede, bare med lidt mindre vægt i bassen. Naturligt nok.

Konklusion

Du kan vælge hvilken som helst farve, så længe du vælger sort, som Henry Ford sagde. Det er egentlig den eneste ulempe ved PMC Prodigy1. Det er en af de bedste kompakthøjttalere i sin klasse, og helt sikkert den med den bedst definerede basgengivelse. Andre højttalere spiller dybere bas, nogle med endnu mere punch, men ingen af dem spiller bas med samme præcision og autoritet som de små PMC-højttalere. Samtidig er PMC’s DNA også til stede. De lyder både åbne og transparente og leverer musikken på en ren og uforfalsket måde, men er ikke så tilgivende over for dårlige optagelser. PMC Prodigy1 er en mindre sensation blandt kompakthøjttalere i denne klasse, og måske de mest afslørende og engagerende højttalere til prisen.