TEST: Yamaha A-S3200

Råstærk musikformidler

Den store Yamaha-forstærker stiller musikken i et flatterende lys, men kan også være brutalt ærlig.
Karakter
Yamaha A-S3200
Lyd & Billede mener
Nydelige klangfarver fuld af nuancer og detaljer. Spiller bas med overbevisende autoritet og lyder samtidig sublimt på krævende akustisk musik. Meget vellydende phono-indgang.
Ingen digitale indgange eller netværkstilslutning. Mangler justeringer på pladespillerindgangen.
Specifikationer
  • Type: Integreret forstærker
  • Effekt: 2 x 100 W i 8 ohm, 2 x 150 W i 4 ohm
  • Teknologi: Transistor, klasse AB
  • Tilslutninger: 5 x ubalanceret, 2 x balanceret XLR, pre-out, direct-in
  • Pladespillerindgang: MC 150 μV/50 ohm, MM 3,5 mV/47 kilo-ohm
  • Hovedtelefonudgang: Ja, separat kredsløb
  • DAC: Nej
  • Netværk: Nej
  • Frekvensområde: 5 Hz – 100 kHz (+0/-3 dB)
  • Dynamik: (ikke opgivet)
  • THD: 0,005 %
  • Signal/støj: 110 dB CD, 96 dB MM, 90 dB MC
  • Andet: Fjernbetjening, sølv el. sort
  • Mål og vægt: 43,5 x 18 x 46,3 cm / 24,7 kg
  • Web: dk.yamaha.com
forfatter

Forskellene er mere end subtile, men for mange vil de ikke være store nok til, at det er den ekstra udgift værd. For mens Yamahas integrerede A-S2200 er et af de bedste og mest spændende forstærkerkøb i sin klasse, stiller det dyrere flagskib A-S3200 op i en helt anden division.

De to forstærkere deler den samme teknologi indeni, de kan præcis det samme, og der er 10 watt effekt til forskel, i den dyrere A-S3200’s favør. Alligevel er prisforskellen mærkbar, og selv om A-S3200 lyder bedre, taler vi om så små nuanceforskelle, at man skal overveje, om en ekstra balanceret indgang er pengene værd.

Fuldt balanceret og potent.

Mens den integrerede A-S2200 er den midterste i Yamahas nye trio af integrerede forstærkere, er A-S3200 flagskibet. Med håndlavede effektmetre, et særligt afstivet og resonansdæmpet chassis samt den nævnte ekstra XLR-indgang.

Den er så også dyrere med mere eksklusive komponenter, såsom Toshin PPSO filmkondensatorer med messingstik og forkromede messingfødder med et konisk hvilepunkt på indersiden for bedre dæmpning.

Ligesom A-S2200 er den balanceret fra indgang til udgange, og den har heller ikke digitale tilslutninger, streaming eller netværksopkobling af nogen art. Men den har en rigtig god pladespillerindgang til MM- og MC-pickupper.

Prisen placerer den i selskab med McIntosh MA352 (heller ikke med netværk, men med phono) og Naim Uniti Nova (med netværk, men uden phono), og over den potente Hegel H390, den fleksible Devialet Expert Pro 140 (med begge dele) og den strålende Electrocompaniet ECI 6DX MKII (med netværk).

Sortanodiseret udgave af A-S3200.

Klassisk design

Yamaha-forstærkeren er usædvanlig lækkert bygget. Hvor toppladen på A-S2200 har udstansede lufthuller, har den tykkere aluminiumplade på A-S3200 fræsede, rektangulære åbninger. Træsiderne i sort pianolak skaber en sober kontrast til det matbørstede aluminium.

Annonce

Knapper og potmetre er blødt vægtet, ligesom de er på high-end forstærkersættet C-5000 og M-5000, hvorfra den integrerede forstærker har hentet meget af elektronikken.

Effektmetrene er større her end på A-S2200, og forstærkeren har kraftigere kabelterminaler, der også kan tage spadestik. De balancerede indgange har en knap til at invertere fase, og indgangsfølsomheden kan dæmpes med -6 dB.

Den ene indgang til pladespiller er den samme her som på A-S2200, og den kan bruges med de fleste MM- og MC-pickupper, men har ikke nogen knap til at matche belastningen som den, man finder på forforstærkeren C-5000, hvor man kan vælge belastningsimpedans i fire trin: 10, 30, 100 og 300 ohm. Her er den fast på 50 ohm.

Dobbelte balancerede indgange og solide højttalerterminaler.

Blød som fløjl, glat som silke

Den større og en anelse kraftigere S3200 lyder ligesom S2200, men der er forskelle, som – i hvert fald for nogle – kan have betydning. De har samme fremragende og super detaljerede pladespillerindgang, der virkelig får Keith Jarretts Köln-koncert til at synge i rummet, og med en Ortofon Cadenza Bronze åbnes lyden op, og man får et storslået lydbillede.

Ligesom på en S2200.

Men der er nogle forskelle, som er værd at nævne. Uanset om lydkilden er en MC-pickup eller en CD-afspiller, viser det sig, at S3200 gør nogle ting bedre end S2200. Lyden er den samme, men klavertonerne klinger lidt mere her, og der er mere dynamisk kontrast i de laveste oktaver.

Strygere og vokaler klinger friere, og der er flere mikrodetaljer i lydbilledet på f.eks. klassisk musik. En A-B-test med S2200 viste, at forskellene er subtile, men mærkbare. Den dyrere Yamaha-forstærker har lidt bedre kontrol over de to 15 tommers bas-enheder i en JBL Synthesis 4369, og diskanten fra kompressionshornet opleves som – igen lidt – bedre opløst med 3200.

Enkel og overskuelig fjernbetjening.

At skifte mellem forstærkerne gav mig ikke nogen wow-oplevelse, hvad forskellene i lydkvalitet angår. Jeg kunne leve lykkeligt med dem begge, men til mere krævende højttalere skal man nok vælge S3200 frem for S2200.

Annonce

Selv om der på papiret ikke er nogen effekt- eller kraftmæssige forskelle.

På de mindre Yamaha NS-3000 var forskellene endnu mindre, men også her oplevede jeg et lidt bedre greb om de laveste toner, en mere finmasket gengivelse af detaljer og mere luftige overtoner. Om det er 15.000 kroner ekstra værd, er en anden sag.

Stemmer skinner, nej, stråler på A-S3200. Det spiller ingen rolle, om det er Cecilia Bartolis mezzosopran eller Thomas Dybdahls semi-falset. Forstærkeren serverer vokalerne på et guldfad med silkeslør, og selv de mest undselige nuancer kommer godt frem i det store lydbillede.

Ligesom A-S2200 er basgengivelsen af den kvalitet, man forventer, når man spænder en 300 watt forstærker for et par store højttalere. På Kari Bremnes’ “Togsang” kan man mærke bassen i mellemgulvet, selv fra de små NS-3000, og Al Jarreaus “Cold Duck” slår gnister, mens bassen på Leonard Cohens “Everybody Knows” vugger i raskt tempo ud i rummet og i høj grad bidrager til en virkelighedsnær live-oplevelse.

En Hegel H390 vil lyde strammere og måske lidt bedre kontrolleret, når man spiller rigtig højt, og en McIntosh MA352 vil tilføje musikken et varmere strejf. Men Yamaha-forstærkeren skaber mere luft og klang i lydbilledet.

Annonce
Kvaliteten er en tak op sammenlignet med de fleste konkurrenter.

Konklusion

Yamaha A-3200 er måske ikke så meget bedre end A-S3200, som prisforskellen indikerer, og selv om forskellene er subtile, så er den lidt bedre opløst, lidt bedre kontrolleret, og den har lidt bedre dynamisk kontrol og kontrast.

Glem den opgivne effekt; i praksis mærker man, at den har meget mere drejningsmoment, end vi er vant til fra 100-wattere, og samtidig spiller den så guddommelig smukt og medrivende, at man kan blive helt rørt.

Med A-S3200 kan man spille hvad som helst; man har bare brug for gode signalkilder og et par seriøse højttalere, så har man et anlæg for livet.

Et anlæg for evigheden.

Har du dette produkt?
Giv din karakter.
0 / 6

Your page rank:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Lasse Svendsen

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.
Annonce
Annonce

Læs også