Danmark er et højttalerland. Der findes næppe et sted på kloden med flere højttalerfabrikker per indbygger end her. Og der er flere, end vi anede.
Det fandt vi ud af, da Peter Lyngdorf inviterede sig selv på kaffe i mit lytterum for at fortælle om sit nyeste projekt: Radiant Acoustics.
Radiant Acoustics er et nyt mærke under Nordic Hi-Fi, der også huser Argon Audio og Vestlyd. Og firmaets første produkt er højttaleren Clarity 6.2. Men hvorfor nu et højttalermærke mere, når der er så mange (og Peter Lyngdorf selv ejer en håndfuld)?
For Peter Lyngdorf handler det om synergieffekter. Ud over HiFi Klubben ejer den århusianske hi-fi-iværksætter en række selskaber (DALI, Lyngdorf Audio og Purifi for at nævne nogle af dem), og han vil gerne have teknologierne fra disse ud til flere. Det har ført til et samarbejde mellem flere af virksomhederne med det formål at gøre god lyd tilgængelig for flere.
Grundpillen i højttaleren er basenheden, som er en 6,5” udgave af Purifis Ushindi-enhed. Enheden er især genkendelig på dens kantophæng, der i stedet for en halvcirkelformet bue ligner en bjergkæde. Det karakteristiske ophæng nedsætter forvrængningen og gør det samtidig muligt at have en lang membranvandring. Ushindi-basenheden er fyldt med patenterede teknologier og løsninger, der alle har til formål at nedsætte forvrængningen, både i det mekaniske system og i magnetsystemet. Og det har de gjort. I følge Peter Lyngdorf har Purifi-enhederne den laveste forvrængning i en basenhed i verden.
”Purifi har udviklet nogle helt fantastiske højttalerenheder, men det er ikke så mange endnu, der har lavet noget med dem,” siger Peter Lyngdorf. Og tilføjer:
”Det hænger nok sammen med, at de er ret kostbare. Men vi ville gerne lavet noget, som flere kan få glæde af. Og det endte med Radiant Acoustics.”
Diskantenheden er en AMT-enhed. Enheden er specialfremstillet hos DALI (når man ejer en højttalerfabrik, er der jo ingen grund til at gå til fremmede). For at kontrollere spredningen præcist er enheden anbragt i en waveguide og desuden forsynet med en spredelinse. Resultatet er en spredningskarakteristik, der er jævn i hele diskantens arbejdsområde. Selv ved 20 kHz er niveauet kun faldet 6 dB 40 grader væk fra aksen. Det er ret flot for en så stor membran.
”Enhver højttaler er fyldt med kompromiser. Men vores højttalere har nogle af de bedste kompromiser!”
Kabinetterne til Radiant Acoustics Clarity 6.2 er solidt bygget. Selv om kabinetterne er små, er de afstivet internt, og afstivningen stabiliserer samtidig basenheden. Frontpladen er en sandwichkonstruktion bestående af 21 mm MDF og 15 mm aluminium med en gummipakning imellem.
Højttalerne fås i mat sort eller mat hvid, samt i valnøddefiner. Unyttig pynt som frontstof fås ikke.
På siderne af kabinettet finder man endnu to Purifi Ushindi-enheder. Det er slavebasser uden magnetsystem og svingspole. Enhederne udfylder samme rolle som en basrefleksport. Det er en dyr løsning. Men en korrekt dimensioneret basrefleksport til at afstemme det lille kabinet ville blive umuligt stor og lang.
”Der er mange, der siger, at deres højttalere er kompromisløse. Men det er noget sludder. Enhver højttaler er fyldt med kompromiser. Men vores højttalere har nogle af de bedste kompromiser!”
Radiant Acoustics Clarity 6.2 er en kompakthøjttaler eller standerhøjttaler. Men lad være med at kalde den en reolhøjttaler. Den kræver en stander med de helt rette mål. Inden jeg overhovedet kunne få lov at teste dem, måtte jeg i telefonen forklare den præcise højde af mine ører i lyttepositionen. Samt afstanden mellem højttalere og lytteposition. Årsagen er, at det er særdeles vigtigt, at diskanten er i præcis samme højde som lytterens ører – eller i hvert fald vinklet præcist mod dem. Højttalerne har en stor vandret spredning, men er meget kritiske i det lodrette plan.
Højttalerne er beregnet til at spille lige fremad, men min personlige oplevelse, var, at de i mit konkrete rum fungerede bedst med en vinkling ind mod lyttepositionen (”toe-in”).
Tilslutningen er til gengæld enkel: De to forgyldte bøsninger accepterer alene bananstik. Peter Lyngdorf hader nemlig skruebøsninger til afisolerede ledninger – der efter hans mening altid fører til dårlig forbindelse med tiden. Jeg kan kun være enig, og alle mine kabler har i øvrigt fast monterede bananstik.
Kræver en kraftig forstærker
Radiant Acoustics Clarity 6.2 er ikke nogen effektiv højttaler. Ved 1W afgiver den et lydtryk på 82 dB. Det er ikke helt så slemt, som det lyder. Eftersom højttaleren har en impedans på 4 ohm, og de fleste andre højttalerproducenter opgiver følsomheden ved ikke 1 watt, men ved 2,83 volt – svarende til 1 watt i 8 ohm. Målt på den måde har Clarity 6.2 en følsomhed på 85 dB. Hvilket stadig er ret ineffektivt. Producenten anbefaler en forstærkereffekt på mindst 100 watt pr. kanal.
Jeg brugte en NAD C 298 effektforstærker, der yder 2 x 340 watt i 4 ohm. Det var fuldt tilstrækkeligt, men der skulle skrues ret højt op for volumenkontrollen, før der kom liv i højttalerne. Udgangstrinet i forstærkeren er i øvrigt bygget over Purifis Eigentakt-forstærkermoduler. Så der var altså Purifi gennem hele kæden.
Lyden af Radiant Acoustics Clarity 6.2
Med sin nøgterne enkelhed ligner Radiant Acoustics Clarity 6.2 et Lyngdorf-produkt. Lyder de også sådan?
Ja, det gør de. Højttalerne følger Peter Lyngdorfs lydfilosofi ved ikke at have nogen egenlyd. Eller i hvert fald så lidt af den som muligt.
Mange af de højttalere, der hen over år og dag kommer på besøg i lytterummet, lyder virkelig godt og charmerende. Spilleglæde, engagement og storhed er tillægsord, der kommer i spil. Men det er sjældent, jeg støder på højttalere, der lyder af så lidt.
Hvordan kan det være en god ting? Handler det ikke om at nyde musikken?
Jo, men hvis alle optagelser lyder lige charmerende, så er det ikke musikken, du lytter til, men anlægget.
Jeg har sjælden hørt akustikken i jazzklubben Stampen så tydeligt på I’m Confessin’ fra Jazz at the Pawnshop. Eller med samme lethed kunnet adskille stemmerne i koret på Koyaanisqatsi.
Jeg har hørt begge dele gengivet med større følsomhed, men ikke så nøgent.
Disturbeds coverudgave af Sound of Silence kan bringe mange højttalere på glatis, når de på samme tid skal håndtere orkestercrescendo og akustisk guitar. Men ikke Radiant Acoustics Clarity 6.2. Til gengæld ville jeg ønske, at jeg havde haft mulighed for at gennemføre testen med en virkelig kraftig forstærker som Musical Fidelity M8xi. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at NAD’en blev bragt i knæ, men det kunne have været interessant at prøve med en forstærker med endnu højere dynamisk reserve.
Bassen er dyb. Dataarket siger 35 Hz nedre grænsefrekvens, hvilket er en sjælden bedrift for en så lille højttaler. Vel at mærke når vi taler om passive højttalere uden mulighed for DSP-tryllerier.
Antallet af små standerhøjttalere med lige så dyb bas kan tælles på en hånd. Ud fra hukommelsen kan jeg kun komme i tanke om Buchardt S400 MKII.
Konkurrenter
Radiant Acoustics Clarity 6.2 er muligvis billige efter high end-målestok, men de koster immervæk en hel del kroner.
For samme pris kan man for eksempel købe Bowers & Wilkins 705 S3 Signature, der også er en fremragende højttaler med en rent ud sagt formidabel finish. Om man foretrækker B&W’ernes charme eller Claritys nøgternhed, er et spørgsmål om præferencer. DALI Rubikore 2 er bygget på samme fabrik som Radiant Acoustics. De koster en tredjedel mindre og leverer en gigantisk akustiske scene. Men er ikke helt så nøgterne som Clarity 6.2.
Revival Audio Atalante 3 har en virkelig tør og afslørende lyd og en stemmegengivelse, der måske er en tand bedre. Men ikke helt så nøgtern og præcis.
Hvad basgengivelse angår, kommer meget få kompakthøjtalere ned i de regioner, hvor Radiant Acoustics færdes. Så hvis du vil spille orgelmusik (eller have fuldt register til stereo-hjemmebiografen) er der ingen konkurrence.
Konklusion
Peter Lyngdorfs mission med Radiant Acoustics Clarity 6.2 var at bringe teknologier fra hans selskaber, og ikke mindst Purify, ned i et prisleje, hvor flere kan være med. Det er der kommet en meget unik højttaler ud af. Og en højttaler, der ikke går på kompromis ret mange steder. Højttalerenhederne og kabinettet er af en kvalitet, som man almindeligvis skal betale det dobbelte for. Eller mere.
Hvis du vil have charme (hvilket Peter Lyngdorf nok vil kalde forvrængning), er dette ikke højttaleren for dig. Hvad der kommer ud af den, svarer i meget høj grad til, hvad der puttes ind i den. Forvrængning og farvning er meget, meget lav, og du lytter mere til resten af kædens lyd end til højttalernes.
Det stiller krav til forstærkeren, der samtidig skal have en god portion råstyrke og dynamisk overskud for at få de meget tungt drevne højttalere til at yde deres bedste. Hvis du har det rette udstyr, og hvis du kan leve med det markante udseende, så kan Clarity 6.2 være et rigtig godt køb.
Tak for en meget ærlig test, som samtidig giver reel karakteristik. Har kort hørt dem overfor B&W top 2-vejs til mere end dobbelt pris. Her lyder Clarity betydeligt mere harmonisk og faktisk nænsom mod musikken. Smager af meget mere … 🙂
Synes måske at forklaringen omkring følsomhed bliver lidt vild ledende… Når andre producenter opgiver en højttaler til 85db 1watt/2.83v 8ohm, er det jo fordi at den ikke går under -20% af det… Specifikationer er noget af en jungle efterhånden.. Den i artiklen er kort og godt en 4 ohms som så gerne skulle kunne holde sig inden for -20% der og vil ha den dobbelte strøm…
Carsten
Nu er det Peter Lyngdorfs forklaring, som jeg jeg gengivet. Men mange flere højttalere laves i dag med 4 ohms nominel impedans. Og producenterne opgiver alligevel følsomheden ved 2,83 V i stedet for ved 1 watt.