I den evige jagt på den perfekte lydgengivelse dukker der af og til produkter op, som virkelig skiller sig ud. Focal Scala Utopia Evo er en sådan højttaler. Med en pris på 330.000 kroner pr. par er den alt andet end hverdagskost og placerer sig højt i ultra-high-end-segmentet.
Første møde med giganten
Focal Scala Utopia Evo blev leveret til døren med en stor lastbil. På afstand så de ikke så store ud, men dét viste sig at være fordi kasserne var enormt brede og dybe i forhold til højden. Da vi kom tættere på, blev det hurtigt tydeligt, at disse ikke kunne håndteres af én person. Er dette så de største højttalere, Focal tilbyder? På ingen måde. Faktisk er Scala den mindste gulvmodel i Utopia III Evo-serien. Den største hedder Grande Utopia Evo, rager over to meter op i luften og vejer 265 kilo. Pr. styk, naturligvis.
Men tilbage til Scala. Højttalerne er smart pakket i hver sin kasse. De står på hjul, og der følger en træplade med, som fungerer som en rampe, så højttalerne let kan trilles ud. Jeg vil dog ikke anbefale at trille dem rundt i huset på parketgulve, da hver af dem vejer 85 kilo og nemt kan efterlade spor i gulvet.
Vores testeksemplar kom i en elegant grå billak-finish, der oser af luksus. De afrundede, elegante linjer minder om tidligere Utopia-modeller, for eksempel Mezzo Utopia (dengang under brandnavnet JM Lab), som jeg havde æren af at teste helt tilbage i 2002. Det er over 20 år siden, men en oplevelse, der satte klare spor i erindringen. Scala Utopia Evo har naturligvis et mere sofistikeret og moderne udtryk, men slægtskabet er umiskendeligt.
Teknologisk tour de force
Under den sofistikerede overflade gemmer der sig en række avancerede teknologier. Højttaleren er en trevejs konstruktion med separate kabinetter for hver højttalerenhed. Disse er vinklet mod et fælles fokuspunkt omkring 3 meter væk, hvilket sikrer den bedst mulige fasekorrektion mod lyttepositionen.
Elementerne er alle udviklet af Focal: En 27 cm “W”-sandwich bas-enhed med et glasfiberlag på hver side af en membran af hårdt skum. En 16,5 cm mellemtoneenhed med tilsvarende struktur, udstyret med en Power Flower-magnetstruktur, som giver et kraftigere og jævnere magnetfelt, samt et såkaldt TMD-ophæng. Mellem bassen og mellemtonen sidder en 27 mm ren beryllium-diskant med det såkaldte “Infinite Acoustic Loading”. Denne IAL2-teknologi har til formål at udvide diskantenhedens frekvensrespons, så delefrekvensen kan sættes godt under det område, hvor menneskets øre er mest følsomt (3 kHz). I Scala Utopia Evos tilfælde er delefrekvensen sat til 2,4 kHz.
Særligt interessant er TMD-ophænget (Tuned Mass Damper) i mellemtonen. Ved hjælp af to cirkulære “perler” støbt ind i ophængsmaterialet stabiliseres ophængets bevægelser ved resonansfrekvenser. Dette reducerer forvrængning betydeligt i det kritiske mellemtoneregister.
Placering og justering
På trods af sin størrelse viste Scala Utopia Evo sig overraskende fleksibel, når det kom til placering. I vores lytterum opnåede vi et imponerende resultat med højttalerne placeret temmelig tæt på bagvæggen. Dette er usædvanligt for højttalere af denne størrelse, og vi opnåede en imponerende dyb og kontrolleret bas, som virkelig fik rummet til at vibrere.
En anden nyttig funktion er de justérbare terminaler til bas og diskant, hvor man kan vælge neutral eller +/- 1 dB. Ved at eksperimentere med disse indstillinger endte vi med at øge bassen lidt og dæmpe diskanten, for at opnå en varmere og mere balanceret lyd i vores rum. 1 dB er ikke meget, men nok til at give den sidste lille justering, som kan være afgørende på dette prisniveau.
Lyden af Focal Scala Utopia Evo
Når det kommer til lydkvalitet, leverer Scala Utopia Evo på alle fronter. Lydbilledet er enormt, både i bredde og dybde, med en præcision i placeringen af instrumenter og stemmer, der er omtrent så fuldendte, som man kan få det.
Bassen er dyb, kontrolleret og utrolig dynamisk. Hver gang bastrommen slår på Infected Mushrooms’ I Wish (Skazi Edit), føles det som et fysisk stød i brystkassen. Samtidig er der en renhed og klarhed i basområdet, der er sjælden at høre, selv i denne prisklasse. Dette er særligt imponerende, når man lytter til kompleks musik med mange lag. Tag for eksempel Markusphilippe’s version af Pink Panther-kendingsmelodien. Alle instrumenterne har masser af plads, med lag på lag af detaljer.
Mellemtonen er, hvor Scala Utopia Evo virkelig skinner. Takket være TMD-teknologien og den avancerede “W”-sandwich-konisk, opnås en uforvrænget og naturlig gengivelse. Vokaler svæver i luften mellem højttalerne med en realisme, der næsten er skræmmende. Instrumenter som saxofon og akustisk guitar gengives med al deres kompleksitet og overtone-rigdom intakt.
Diskanten, med sin rene beryllium-dome, leverer en luftighed og detaljegrad, der er helt i topklasse. Den er krystalklar uden at blive hård eller påtrængende, selv ved høje volumener. Hvor Focal i nogle af deres andre højttalerserier har diskanten en smule skarpere end nødvendigt, hvilket kan være lidt irriterende ved høje lydniveauer, er der ikke spor af dette her. Det er bare luftig, velopløst og særdeles detaljeret.
Sammenlignet med konkurrenter som KEF Blade One Meta, Bowers & Wilkins 801 D4 og Dali Epikore 11, placerer Scala Utopia Evo sig som en gylden middelvej. Den har mere dynamik og engagement end B&W, men måske ikke helt samme aggressive energi som KEF. Alligevel overgår den sidstnævnte, når det kommer til dybde og holografi i lydbilledet.
Alsidighed og musikalitet
En af Scala Utopia Evos største styrker er dens alsidighed. Uanset genre – om det er jazz, klassisk, rock eller elektronika – leverer højttaleren en overbevisende og engagerende oplevelse. Store symfoniske værker gengives med al deres storslåethed, mens intime akustiske optagelser bevarer både følsomhed og nuancer.
For virkelig at få det bedste ud af disse højttalere, er er brug for solid forstærkning. I vores rum gav både Rotel Michi X3 Series 2 og den meget dyrere Naim New Classic 300-serie imponerende resultater. Hegel H600 viste sig også som en fremragende partner. Det glædelige er, at man ikke nødvendigvis behøver at investere i en forstærker til samme pris som højttalerne for at opnå fantastiske resultater.
Konklusion
Focal Scala Utopia Evo er en højttaler i absolut high-end klasse. Den kombinerer forfinet teknologi med exceptionel byggekvalitet og en lyd, der kan tage pusten fra selv den mest kræsne entusiast. Prismæssigt taler vi om en investering på niveau med en bil i premiumklassen, hvilket er totalt udelukket for de fleste. Men for den dedikerede musikelsker, der har midlerne og ønsker lyden af Paradis, repræsenterer Scala Utopia Evo noget af det ypperste markedet har at byde på. En lytteoplevelse, der er svær at give slip på, når man først har oplevet den.
For de få, der har mulighed for at opleve disse højttalere i egen stue, venter der en musikalsk åbenbaring. For resten af os repræsenterer de en drøm om, hvad der er muligt.
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer