TEST: Elipson Planet L Performance

Med rødder tilbage til 1938 har det franske firma Elipson en historie, der veksler mellem banebrydende akustisk forskning og næsten skulpturelt design. Under ledelse af ingeniøren Joseph Léon i 1950’erne blev Elipson kendt for at tænke ud af boksen – bogstaveligt talt. De tog patent på runde reflektorer i 1953, og samme år leverede de den karakteristiske BS50-model til lysshowet på Château de Chambort. Elipsons forskning i kuglerunde former stod i skarp kontrast til andre producenters firkantede kasser.

Planet-serien blev lanceret første gang i 2010, men er nu blevet videreudviklet med den nye topmodel Planet L Performance. Den runde form fra BS50 er bevaret, og det er der en god grund til. For selv om du blot kan nyde synet af den ikoniske kugleform, ligger der faktisk noget meget smartere bag designet end bare at stå fremme i stuen. For det handler om at tænke ud af boksen – også når det gælder lyd.

Flere succeshistorier med runde højttalere

Vidste du, at almindelige firkantede højttalere skaber en række problemer for lydgengivelsen? Skarpe kanter skaber diffraktioner – lydbølger, der brydes og skaber forvrængning. Tænk på det som små ekkoer, der mudrer lyden. Den runde form eliminerer disse kanter og lader i stedet lyden flyde frit og uforstyrret.

Elipson er ikke alene om at udforske alternative kabinetformer. Det franske firma Devialet har haft stor succes med sine ovale Phantom-højttalere, og amerikanske Anthony Gallo er kendt for sine sfæriske designs. Sidstnævntes Reference 3.5 med runde elementer til mellemtonen og diskanten er faktisk nogle af de bedste gulvhøjttalere, jeg nogensinde har hørt.

Formen er dog ikke uden udfordringer. Indvendigt kan den symmetriske form skabe sine egne problemer. Lydbølger, der hopper rundt inde i kuglen, kan skabe stående bølger, som farver lyden. Derfor har Elipson været nødt til at være mindst lige så smart med højttalernes indvendige side som med deres udvendige side.

Planet L Performance er opgraderet på alle punkter

Planet L Performance bygger videre på den oprindelige Planet L, den største model i Planet-serien. Den nye højttaler kan håndtere mere effekt fra forstærkeren, så den kan spille ved højere lydniveauer. Den har bedre drivere og mere raffinerede komponenter, herunder en opgraderet koaksialenhed.

Mellemtonen er blevet opgraderet med en ny 16 cm cellulosemembran, som er specielt behandlet til at kontrollere resonanser. Diskanten, som sidder i midten af mellemtonen for optimal spredning, er en 1-tommers silkedome med en kraftig neodymmagnet i en waveguide for en jævnere og mere lineær gengivelse af høje frekvenser.

Indeni finder vi et opgraderet delefilter, som giver en renere frekvensfordeling og mindre forvrængning. Den interne kabling er også blevet opgraderet til tykkere iltfrie kobberledere for bedre signaloverførsel.

Effekthåndteringen er øget fra 60 til 100 W RMS, og den anbefalede forstærkereffekt er nu 30-120 W. Det gør højttalerne mere fleksible med hensyn til valg af forstærker og giver et større dynamisk område.

Lyden af et kuglerundt kabinet

Placeret ikke langt fra væggen i testrummet afslører Planet L Performance hurtigt sine kvaliteter. Især sangstemmer lyder vidunderligt. Auroras silkebløde stemme på You Can’t Run From Yourself får en næsten magisk kvalitet – den hænger i et præcist punkt i midten af rummet, omgivet af naturlig rumklang. Det er, som det skal være, men alligevel sjældent at høre så tydeligt. I denne prisklasse har de fleste højttalere diffraktioner, der farver mellemtonen og svækker både mikrodynamikken og illusionen af rum.

Alex Warrens store stemme på Eternity præsenteres med samme åbenhed – utilsløret og direkte, men alligevel varm og fyldig. Al musik gengives med en bemærkelsesværdig renhed, der imponerer.

Bas med karakter

Bassen er helt klart strammere og mere kontrolleret end i originalen. Frekvensresponsen er kun 2 Hz dybere på papiret, men energifordelingen er mere overbevisende. Basrefleksporten er indstillet til 50 Hz, hvilket giver en klar forstærkning netop i dette dybe basområde.

Dette valg har hørbare konsekvenser. Optagelser med meget energi omkring 50 Hz – som Billie Eilishs Bad Guy – har en imponerende fyldig og fysisk basrespons. Men musik, hvor bassen er centreret over 60-70 Hz eller under 40 Hz, kan virke slankere. Ozzy Osbournes Ultimate Sin fra 80’erne mangler derfor noget af slagkraften og tyngden.

Placeringen nær bagvæggen forstærker denne effekt. I modsætning til et lukket kabinet, som ruller af tidligere, men mere jævnt, har Elipson prioriteret basenergi og -følsomhed frem for absolut linearitet. Det er et almindeligt kompromis i basrefleksdesign, men det er værd at huske på, når man vælger placering og musikmateriale.

Dynamiske udfordringer

Hvis jeg skulle fremhæve en svaghed, ville det være dynamikken. På mikroniveau er højttalerne fremragende – ved lav til moderat lydstyrke skaber de en illusion om, at musikerne befinder sig i rummet. Diana Kralls klaver eller Chet Bakers trompet lyder forbløffende naturligt. Men skru op til “ret højt” (85-90 dB), og lyden begynder at flade ud. Transienter mister deres præcision, og præsentationen bliver mindre engagerende.

Det er dog ikke et stort problem for de fleste mennesker. Hverdagslytning sker sjældent ved høje lydstyrker, og ved normale niveauer er disse højttalere simpelthen strålende.

Anbefalet forstærker

I testen klarede Lyngdorf TDAI-1120 sig fremragende med sin neutrale og raffinerede gengivelse. På trods af beskedne 2×60 watt har den god kontrol. Hvis du vil have mere kraft uden rumkorrektion, er Hegel H120 et endnu bedre valg.

Højttalerne reagerer også på kraftigere forstærkere og er gode nok til at vise nuancerne i mere overdådig elektronik. I samme prisklasse er NAD C 379 værd at undersøge. Hvis du vil have en komplet streamingløsning, kan du overveje Marantz Stereo 70s, Yamaha A-S701 eller Bluesound Powernode. Elipsons eget Music Centre Connect HD kan også være en mulighed, selv om jeg ikke har testet det.

Konkurrenter

Dali Menuet SE koster omtrent det samme og er virkelig god. Men den har mindre bas end Planet L Performance og mangler den samme glidende overgang fra mellemtone til diskant. Elipsons koaksialkonstruktion gør, at al lyd ser ud til at komme fra ét punkt – for det gør den.

Bowers & Wilkins 707 S3 byder på fantastisk lyd og stereoperspektiv, men kræver mere af forstærkeren med sin følsomhed på kun 84 dB. Som følge heraf bliver den samlede pris hurtigt højere. Efter min mening har Planet L Performance også en bedre basgengivelse.

KEF Q Concerto Meta nyder godt af den samme koaksiale mellemtone/diskant, som giver et knivskarpt fokus i lydbilledet, og har også et separat basenhed for bedre dynamik. Men Elipsons generøse 90 dB følsomhed og 8 ohm impedans gør dem lettere at drive med billigere forstærkere sammenlignet med KEF’s 85 dB og 4 ohm.

Alt i alt er Planet L Performance en imponerende pakke, der giver enestående lydkvalitet for pengene!

Konklusion

Elipson Planet L Performance er en betydelig opgradering i forhold til standardversionen med forbedringer i alle led, der giver hørbare resultater. Den svævende, fokuserede og uforvrængede gengivelse af stemmer og instrumenter er ganske enkelt imponerende.

Den høje følsomhed på 90 dB gør dem nemme at drive, mens den forbedrede effekthåndtering giver større fleksibilitet i valget af forstærker. Selv om dynamikken flader noget ud ved høje lydstyrker, og basgengivelsen i rummet varierer med det musikalske materiale, er det småting i forhold til alt det, der fungerer godt.

For dem, der leder efter højttalere med karakter, tidløst design og en åben, luftig lydkarakter, er Planet L Performance et fremragende valg.