Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Bose SoundTouch 30 Series II

Minianlæg med netradio

Boses maxi-kompaktanlæg henvender sig især til Boses egne fans, men vinder næppe nye tilhængere.

Publiceret 20/02/2015 - 05:00
Bose SoundTouch 30 Series II
John Alex Hvidlykke

Bose er – sammen med danske Bang & Olufsen – blandt de firmaer, der har længst erfaring med at levere lydsystemer til livsstilssegmentet. SoundTouch-serien er desuden Boses entré i multirumsverdenen. I denne test ser vi dog alene på SoundTouch 30, når den bruges som soloanlæg.

SoundTouch 30 er storebror til SoundTouch 20, som vi testede i 2014, og ligner den da også til forveksling, bare lidt større. Der er tale om en afrundet enhed, der designmæssigt ligger midt mellem et sammenbygget kompaktanlæg og en gigantisk clockradio. Et display på midten af fronten viser status og de valgte netradiokanaler eller filer, og resten er dækket af frontstoffet.

Bose er særdeles karrige med tekniske oplysninger. Hverken forstærkereffekt, frekvensområde eller bestykning på de indbyggede højttalere røbes der noget om. Anlægget bruger 150 watt fra lysnettet, så vi kan gætte på, at hovedparten går til de indbyggede digitale forstærkere, som sikkert leverer omkring 120 watt i alt. Men det er også alt.

Funktioner og betjening
Bose SoundTouch 30 byder på de samme tilslutnings- og betjeningsmuligheder som den mindre model, i form af et RJ45 Ethernet-stik (for dem, der ikke vælger Wi-Fi), strømstik samt en 3,5 mm mini-jack indgang til analoge kilder. Der er også to USB-stik, som udelukkende bruges under opsætningen, der sker ved at tilslutte anlægget til en computer.

Der medfølger en fjernbetjening med seks forvalgsknapper. Hvorfor der skal være så få valgmuligheder i en verden fuld af herlig musik, er dog en gåde.

Sådan lyder den
Da vi testede den mindre model, var der ros til den generelle lydkvalitet, men ikke til bassen, som var alt for dominerende. Det har Bose i mellemtiden fået styr på ved at tilføje en baskontrol på app’en.

Det giver en noget mere balanceret lyd, og takket være det større kabinet og en kraftig forstærker om bord kan der spilles højt nok – også i en stor stue. Der mangler dog den opløsning, som HEOS 7 byder på, og den rock’n’roll-fornemmelse, som vi finder hos JBL. Begge til langt færre penge.

Konklusion
SoundTouch 30 ligger prismæssigt i den øverste ende af testen, og her er konkurrencen hård. Uanset om man er på jagt efter et elegant designsystem, eller man vægter lydgengivelsen højest, er der derfor andre, som virker mere nærliggende. Der er ikke noget galt med produktet, og tilføjelsen af Spotify Connect er et plus. Men når der skal lægges over 5.000 kroner på bordet, får man mere for pengene andre steder.

Lyd & Billede mener

Ligner et “rigtigt” anlæg. Kan spille ganske højt. Fjernbetjening. Gør netradio tilgængelig for alle. Kedeligt design. Prisen er temmelig høj.

Læse hele artikkelen? Log ind eller bliv medlem af LB+.

Se alle vores abonnementer her.

Enestående lydkvalitet

Ægte biograf med high-end soundbar

Slår Sonos på hjemmebane

Fyldig lyd og fuld streaming

Debutanter med 30 års erfaring

En ganske usædvanlig højttaler

Scroll to Top