Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: JBL Authentics L8

Retro af høj karat

JBL flirter charmerende med deres professionelle fortid. Resultatet er en rockhøjttaler i stuevenligt format.

Publiceret 20/02/2015 - 05:00
JBL Authentics L8
John Alex Hvidlykke

Højttalerproducenten JBL har en stolt fortid, og Authentics L8 signalerer både med navn og udseende, at den er tænkt som en opfølger på datidens bedrifter. Det rudeopdelte frontskum, som fortsætter rundt om kanterne og dækker de to sider, er en tro kopi af skumfronterne på JBL’s klassiske højttalere fra 1970’erne. Og selv om der ikke er tale om en studiemonitor, tager det brede, laksorte kabinet bordet og rummet i besiddelse.

Hvis du aldrig fik et par L100
Hvis man tager skumfronten af, er basmembranerne naturligvis hvide med rillet overflade – akkurat som dengang, selv om rillerne i dag kun er til pynt. L8 er skabt til dig, som aldrig havde råd til et sæt L100 i sin tid. Bassen er måske nok skrumpet fra 12 til 4 tommer, men det ligner.

Ud fra designet kunne man forvente at finde elementer på siderne af kabinettet, men der er altså kun tale om en tovejs stereokonstruktion med 4 tommers bas/mellemtone og 1 tommes dome-diskant, alt sammen på fronten. På undersiden af kabinettet findes to basporte.

Oven på kabinettet er der to store, runde knapper: En afbryder og en navigationsknap, der bruges til at vælge imellem Wi-Fi, Bluetooth, DLNA og AUX-indgangen. For at betjene L8 skal man have den tilhørende app (iOS og Android) eller oprette direkte forbindelse via Bluetooth.

Sådan lyder den
Hold da op, hvor kan den spille højt! Højttaler-elementerne er ikke større end i de andre højttalere, men der er virkelig smæk på. Det er “kun” en bordhøjttaler, men den må godt få lov til at blive længe oppe, når der er fest!

Stemmer gengives ualmindelig præcist og åbent, og der er godt med luft i toppen, selv om Denon HEOS netop på det punkt er en anelse foran. Hvor flere prøver at fylde stuen med rundstrålet lyd, er der hos L8 ingen tvivl om, at lyden kommer fra højttaleren. Om det er en fordel eller en ulempe, er en temperamentssag, men det er fint i tråd med JBL’s fortid i den professionelle verden, hvor det handler om præcision, analyseevne og lydtryk.

Sammen med Geneva AeroSphere er L8 ene om at give ordentlig dybbas. De dybeste toner i James Blakes “Limit to Your Love” sætter rummet – og kabinettet – i svingninger. Men vi nænnede ikke at skrue volumen helt op af frygt for at tage livet af de små basser. På mindre ekstreme numre er bassen imponerende massiv og magtfuld. Når der spilles rock, er det hele med.

Konklusion
LBL Authentics L8 er gennemført retro uden at forfalde til kitsch. Og når der bliver skruet op for musikken, er det tydeligt, at JBL mener det alvorligt. Tilsætter man streaming fra mobil, tablet eller computer, får man her et stereoanlæg til under 5.000 kroner. Hvis jeg skulle forvises til en øde ø og kun måtte tage én højttaler med, kunne valget godt falde på LBL L8.

Lyd & Billede mener

Virkelig klar og præcis lyd, og bassen er godt med. Man får lyst til at spille masser af musik på L8. Mangler det allersidste luft i toppen. Mellemtonen lyder lidt presset, når det går hårdest til.

Læse hele artikkelen? Log ind eller bliv medlem af LB+.

Se alle vores abonnementer her.

Enestående lydkvalitet

Ægte biograf med high-end soundbar

Slår Sonos på hjemmebane

Fyldig lyd og fuld streaming

Debutanter med 30 års erfaring

En ganske usædvanlig højttaler

Scroll to Top