Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: De bedste online-filmtjenester

De bedste online-filmtjenester

Hvilken filmtjeneste skal du tegne abonnement på? Vi har gennemgået udbuddet.

Skrevet af / 27/01/2014 - 06:17
De bedste online-filmtjenester
Jonas Ekelund

Produkter i denne test

At få adgang til et enormt udvalg af film og tv-serier til en lav månedlig pris – helt lovligt – var for blot få år siden mere eller mindre utænkeligt på disse kanter. Men nu kæmper giganter som Netflix og HBO samt lokale udbydere som YouBio og Viaplay om din opmærksomhed og dine penge. Hvad adskiller deres tilbud, og hvilke af dem er lettest at få op på tv-skærmen? Vi har tjekket, hvordan de fungerer, hvor nemt det er at finde noget godt at se, og hvem der er bedst til forskellige genrer.

Hvad får man for pengene?
I denne artikel springer vi alle de tjenester over, hvor man kan købe eller leje enkeltfilm. I stedet ser vi på abonnementer, hvor der trækkes et fast beløb på kreditkortet hver måned. Derefter kan man se så mange film man vil, så mange gange man vil. Hvis man ser mere end to eller tre titler om måneden, er det altså billigere end at leje.

Filmene bliver ikke gemt på din computer eller tablet. I stedet sendes de “live” over internettet, såkaldt video-streaming. Når filmen er slut, er der ikke noget tilbage på din maskine. Det kræver selvfølgelig, at du har en rimelig hurtig internetforbindelse, hvis du vil have god kvalitet. De fleste tjenester tilpasser dog kvaliteten til din forbindelse, så du i hvert fald får billeder på skærmen.

Det gør det til gengæld svært at sige noget om billedkvaliteten. Den kan variere afhængigt af internet​​forbindelsen, og hvordan man ser tjenesten. Bare fordi der står, at en titel er tilgængelig i HD, så det betyder ikke, at man automatisk får det. Desuden er HD-kvaliteten langt fra det, vi er vant til med Blu-ray, og behøver ikke engang at være lige så god som tv-programmer i HD.

Hvordan får man dem op på sit tv?
Den nemmeste måde er, hvis den tjeneste, man gerne vil se, er indbygget i ens smart-tv, smarte Blu-ray-afspiller, medieafspiller eller kabelboks. Den næstnemmeste måde er, hvis tjenesten findes til en tablet, hvor man kan spejle indholdet til sit tv. Det mest udbredte her er at bruge iPad og en Apple TV-boks med AirPlay. Det virker dog ikke med alle apps. Det mest besværlige er at forbinde sin computer til tv’et med HDMI-kabel og bruge det som skærm.

Hvem har hvilke film hvornår?
I modsætning til musik, hvor man som regel kan finde de samme sange på forskellige tjenester, så er filmrettigheder eksklusive. Det betyder, at nye film normalt kun er tilgængelige på én af tjenesterne ad gangen. Men det er ikke så simpelt, at den så altid er at finde der. Filmselskaberne anvender nemlig såkaldte rettighedsvinduer, der afhænger af, hvor gammel en film er.

Biografvinduet: De første fire måneder kan man kun se filmen i biograferne.

Leje/købe-vinduet: De næste seks måneder kan man købe filmen til download eller leje den online. Her kan filmen altså findes på CDON, Headweb, iTunes, SF Anytime eller Voddler. Fra nu af er den også tilgængelig til køb og leje som fysisk film.

Betalings-tv-vinduet: De efterfølgende 12 måneder findes filmen på betalingskanaler og abonnementstjenester som CMORE, HBO Nordic, Netflix eller Viaplay.

Free TV-vinduet: Nu kan filmen vises på public service tv eller reklamefinansierede kanaler.

Efter et stykke tid bliver den igen tilgængelig til køb og leje online, ofte til en lavere pris. Siden vil den være tilgængelig for abonnementstjenester igen.

Dette komplicerede system gør det svært for forbrugerne at vælge tjeneste, eftersom ens yndlingsfilm sandsynligvis er spredt på forskellige tjenester. Og en tjeneste, der ser ud til at have et udvalg, som passer til dig, kan et halvt år senere have et andet, dårligere udvalg.

Hvis film på nettet virkelig skal blive stort, må filmselskaberne tænke nyt, når det gælder rettigheder, og følge musikbranchens eksempel. Først da kan vi basere vores valg af tjeneste på, hvem der har de film, vi godt kan lide, på de apparater, vi vil se dem på, og til en pris, som vi er villige til at betale.

Testkriterier
I testen her indgår alle lokalt tilgængelige internettjenester, der tilbyder et bibliotek af titler, som kan streames for et fast månedligt beløb.

Karaktergivningen er sket således: Billedkvalitet omfatter ikke kun selve kvaliteten, men også andelen af HD-materiale. Lydkvalitet inkluderer også adgang til surround sound. Funktionalitet omfatter funktioner og antallet af platforme, som tjenesten fås til. Brugervenlighed handler om navigation og søgning. Kvalitetsindtryk er det generelle indtryk af præsentationen, og om alt fungerer, som det skal. I den endelige vurdering indgår udbud og pris også.

Produkter i denne test

YouBio

Flot billede – og fin pris

TDC satser på det sikre, til en rimelig pris og i god teknisk kvalitet. Men udvalget er hverken så stort eller så bredt som hos konkurrenterne.

Billedkvaliteten er rigtig god, og har du en hurtig netforbindelse, kan du se film og serier i fuld HD-kvalitet. Nyere smart-tv kan desuden vise YouBio direkte.
Antallet og udvalget af titler ikke er det bedste. Og du må nøjes med stereolyd.
Læs hele testen

Voddler

Rodet discount-udbud

Lav pris og mange mobile platforme er tillokkende, men kataloget mangler toptitler.

Voddler har en lav månedlig pris og endda gratisfilm med reklamer.
Desværre er det besværligt at navigere i indholdet, og hvis der findes perler blandt titlerne, så de er svære at finde i biblioteket. Der er heller ikke nogen nem måde at se dem på tv på.
Læs hele testen

Viaplay

Lettilgængelig og omfattende

Stort udbud, eksklusive sportsbegivenheder og mange måder at se indholdet på.

Med meget skandinavisk indhold, nye film og frem for alt sport har Viaplay et unikt udbud. Tjenesten er også tilgængelig til mange enheder.
Derimod er der ikke så mange gode ældre film eller amerikanske serier.
Læs hele testen

Netflix

Bedst for de fleste

Netflix er ofte indbygget i smart-enheder, og udbuddet er omfattende og varieret.

Et stort bibliotek, inklusive egenproducerede serier, hvilket gør den unik. Det er let at finde noget nyt at se, og tjenesten findes til mange apparater.
Derimod er der få helt nye film.
Læs hele testen

HBO Nordic

Friske kvalitetsserier

Se de nyeste afsnit af kendte tv-serier lige efter den amerikanske premiere.

Mange af de bedste store tv-serier er tilgængelige med alle sæsoner, og nye afsnit frigives umiddelbart efter udsendelsen i USA.
Det øvrige udbud er forholdsvis magert, og det er svært at finde rundt i, medmindre man ved, præcis hvad man vil se.
Læs hele testen

C More Play

Sport og betalingskanaler

En prima tjeneste for dem, der vil have streaming, live-tv og sportsudsendelser.

C More Play har et unikt udbud af live-sendte kanaler og et stort udvalg af sport. Man får også mange nye film og skandinaviske (mest svenske) tv-serier.
Lige nu må man i princippet se via computeren eller iPad, og prisen er høj for de fleste.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar

Det bedste Sony-køb?

Laserskarpt biografbillede

Knivskarp 8K OLED fra LG

Devialets første soundbar på testbænken

Nu kan du få Google TV på alle dine skærme

Lyd & Billede
Scroll to Top